Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Automatisk besked om erstatning for kritisk sygdom

Patienter med en alvorlig sygdom risikerer ikke længere at gå glip af udbetaling fra deres forsikringsselskab. Fra i dag får patienterne automatisk besked om, at de skal huske at fortælle deres forsikringsselskab, at de er blevet syge og har ret til erstatning. Foreløbig er kun to forsikringsselskaber med i ordningen, men branchen forventer, at de øvrige selskaber hurtigt følger trop. Kræftens Bekæmpelse er meget glade for den nye ordning.

Undersøgelser har vist, at op mod ti procent af de kræftpatienter, som er berettiget til udbetaling for kritisk sygdom, er gået glip af deres erstatning, fordi de ikke var opmærksomme på, at de var forsikret og havde ret til en udbetaling.

Lars Kofoed fra Kræftens Bekæmpelse mener, at man har fundet den bedst mulige løsning for patienterne.
Pensionsregistre samkøres med sygdomsregister
Men nu er det lykkedes for forsikringsbranchen og myndighederne at lave et system som sikrer, at patienterne får en påmindelse om at kontakte deres forsikringsselskab. Teknisk sker det ved at forsikringsselskabernes kunderegistre bliver kørt gennem Sundhedsstyrelsens Landspatientregister, som registrer alle nye sygdomstilfælde i Danmark. Hvis en forsikringskunde har fået en diagnose, som er omfattet af selskabets ordning med kritisk sygdom, får kunden et brev fra Sundhedsstyrelsen om at huske at kontakte forsikringsselskabet.

- Det er den bedst mulige løsning for patienterne, som man her har fundet. Forsikringsselskaberne får ingen fortrolige helbredsoplysninger om kunderne, og den enkelte patient får et officielt brev om, at han eller hun formentlig er berettiget til udbetaling. Vi er meget tilfredse med ordningen og glade på kræftpatienternes og andre alvorligt syges vegne, siger social- og sundhedspolitisk konsulent, Lars Kofoed fra Kræftens Bekæmpelse.

Vigitig at få alle pensionsselskaber med
Kræftpatienterne udgør en meget stor andel af de patienter, som er berettiget til erstatning for kritisk sygdom fra deres forsikringsselskab. Derfor har Kræftens Bekæmpelse engageret sig meget i at finde den løsning på problemet, som nu foreligger.

- Vi er glade for, at branchen har arbejdet seriøst for at finde en god løsning. Industriens Pension og Pensionsforsikringen Danmark, som er de to selskaber, som foreløbig er med i ordningen, er nogle af de store på markedet. Nu skal vi have de øvrige selskaber med i ordningen, og vi deler branchens forventning om, at det vil ske hurtigt, siger Lars Kofoed, som opfordrer de faglige organisationer til at presse på for at få deres pensionsselskaber med i ordningen.

Kritisk sygdom

Der er i Danmark knap 2,1 mio. forsikringer ved visse kritiske sygdomme. Det svarer til, at 4 ud af 5 danskere i arbejde har forsikringen.

• Kræftpatienter udgør langt den største andel af udbetalingerne for kritisk sygdom. Hos kvinderne er 70 procent kræftpatienter og hos mændene er det 41,6 procent. Den lavere andel af kræft hos mændene skyldes, at flere mænd end kvinder bliver ramt af hjerte- karsygdomme.

• Udbetalingen på forsikringen varierer, men er typisk på 100.000 kr.

Forældelsesfristen er normalt tre år fra diagnosen er blevet stillet.

To millioner har forsikring ved kritisk sygdom
Problemet med de manglende udbetalinger for kritisk sygdom har også haft regeringens bevågenhed og herfra bliver den nye ordning også hilst velkommen.

- Jeg er meget glad for den ordning, som netop er sat i værk. Vi ved, at cirka to millioner danskere har en forsikring, så de har ret til erstatning ved kritisk sygdom, men nogle af dem får aldrig den erstatning. Med det nye system bliver borgeren automatisk gjort opmærksom på det, hvis der kan være mulighed for, at han har ret til erstatning, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Patienterne skal fortsat selv være opmærksomme
Sundhedsstyrelsen har netop udsendt de første ca. 300 breve til forsikrede danskere, der har fået en kritisk sygdom. Brevet opfordrer til, at den kritisk syge straks kontakter sit forsikrings- eller pensionsselskab.

- Kritisk syge har meget at tænke på i forvejen, og nogle er slet ikke klar over, at de har en forsikring ved visse kritiske sygdomme. Brevene til de syge er derfor en rigtig god løsning, siger direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension, Anne Seiersen.

Hun gør dog opmærksom på, at den automatiske udsending af breve ikke må blive en sovepude. Det er nemlig ikke hver eneste kritiske sygdom, der bliver registreret i Landspatientregisteret, og der kan ske fejl ved registreringen af kritiske sygdomme. Desuden er det ikke alle forsikrings- og pensionsselskaber, der er tilsluttet løsningen.

Læs mere om forsikring ved kritisk sygdom

Læs mere om ordningen hos Forsikring og Pension


 



Af journalist Morten Jakobsen

Sidst ændret: 10-09-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen