Stuvet hvidkål og rugbrød med sild. Begge er eksempler på sund nordisk kost, som der er god grund til at holde fast i.
 |
| Sildemad - dansk, traditionelt og sundt. |
Stadig mere forskning tyder nemlig på, at det, der lander på tallerkenen, hverken behøver at være eksotisk eller nyt, men måske snarere traditionelt, hvis man vil leve sundt.
-Det ser ud som om, at traditionel nordisk kost med blandt andet fuldkorn og kål giver lavere dødelighed og mindsker risikoen for tyktarmskræft. Helt på niveau med middelhavskosten, som altid bliver fremhævet som særlig sund, siger Anne Tjønneland, der er afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse og leder af det fælles nordiske forskningssamarbejde i nordisk kost, HELGA.
De nordiske forskere fra Helga samles torsdag den 23. september til en konference, hvor resultaterne fra de første tre års indsats bliver fremlagt. Herunder en stor undersøgelse af den nordiske kosts betydning for levetid og kræftrisiko, hvor de endnu ikke offentliggjorte resultater viser, at dele af den traditionelle nordiske kost er lige så sund som middelhavskosten.
Hold fast i traditionelle fødevarer
De sunde fødevarer i den traditionelle nordiske kost er blandt andet rugbrød, havregryn, fisk, kål, skaldyr, æbler og bær. Det er råvarer, som danskerne kender, og det kan være en fordel, hvis deres madvaner skal ændres i en sundere retning:
 |
| Der er god grund til at holde fast i nogle af de traditionelle nordiske fødevarer, mener Anne Tjønneland. |
-Vi behøver ikke at tage til middelhavslandene for at hente inspiration, den sunde kost ligger lige for næsen af os. Det kan være en fordel i forhold til de mennesker, som er svære at nå med sundhedsbudskaber og nye vaner. Med de her fødevarer kan vi opfordre dem til at holde fast i nogle af de ting, de kender. Sildemadder og stuvet hvidkål for eksempel, lyder det fra Anne Tjønneland.
Vi spiser mere fuldkorn end i andre lande
Særligt fuldkorn er et enestående kendetegn ved den nordiske kost og stadig mere forskning tyder på, at fuldkornsprodukter er den enkeltstående gruppe af fødevarer, som har det største kræftforebyggende potentiale.
-Vi ved fra andre undersøgelser, at fuldkorn virker forebyggende på tyktarmskræft og brystkræft, og lige nu forsker vi i, om der er en positiv effekt på prostatakræft hos mænd, der allerede har sygdommen, siger Anne Tjønneland.
Unikke data giver unikke resultater
Men der mangler stadigvæk meget viden, og det er den forskerne er i gang med at opbygge. Det har de en helt unik mulighed for, fordi man i ingen andre lande spiser så meget fuldkorn, som danskerne, svenskerne og nordmænd gør. Eksempelvis spiser amerikanerne så lidt fuldkorn, at det giver data på tre gram om dagen – og det meste kommer fra pop corn.
Samtidig er de nordiske data ikke begrænset af, at de er indhentet fra spørgeskemaer om, hvor meget fuldkorn, deltagerne har spist. Ved hjælp af biomarkører i blodet er det muligt at få et mål for, hvor meget rug man eksempelvis spiser. Det er en fordel, fordi de færreste ved, hvad det er for nogle korntyper, deres brød består af. Og det er tilsyneladende ikke helt ligegyldigt, har forskerne fundet ud af.
-Fuldkorn er ikke bare fuldkorn. Rug, som der er meget af i den danske kost, giver mere stabilt blodsukker sammenlignet med fuldkorn fra hvede og havre. Det er en af de mekanismer, der kan være forklaringen på, at rug muligvis er særligt godt i forhold til kræft, da vi ved, at der er sammenhæng med insulinniveauet og kræft, forklarer Anne Tjønneland.
Helga
Til top Tilbage