Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Flere overlever alvorlig børnekræft med ny behandling

Flere børn overlever kræftsygdommen neuroblastom. Mens det for 25 år siden kun var fire ud af ti børn, der overlevede sygdommen, er det i dag syv ud af ti. Det viser en ny opgørelse. Og det kan blive endnu bedre. Ifølge en ny undersøgelse kan behandling med immunterapi løfte overlevelsen betydeligt. Behandlingen ligger i øjeblikket til godkendelse i Danmark.

Neuroblastom står for ca. seks procent af alle tilfælde af børnekræft. Til gengæld står den for ca. 15 procent af alle dødstilfældene. Det tal kan meget vel bliver lavere fremover. Ifølge en amerikansk undersøgelse, offentliggjort i det ansete tidsskrift New England Journal of Medicine, bør immunterapi være et nyt behandlingstilbud til børn med neuroblastom, hvor sygdommen har spredt sig.

I alt 216 børn med spredning af sygdommen indgik i forsøget. Sammenlignet med standardbehandling steg toårsoverlevelsen fra 46 procent til 66 procent hos den halvdel, som fik immunterapi sammen med standardbehandling. Målet var at se på treårsoverlevelsen, men da resultaterne hurtigt viste sig overraskende gode, blev forsøget standset, så alle børn kunne få immunterapi.

God virkning opvejer mange bivirkninger
Neuroblastom rammer mellem 8 og 10 børn om året og er den mest almindelige kræftsvulst uden for hjernen hos børn. Den udspringer fra nerveceller og sidder i over- eller underkroppen - typisk langs rygsøjleneller i binyren – hvor den kan være vanskelig at opdage, før den har spredt sig.
Overlæge Henrik Schrøder håber snart at kunne tage behandlingen med immunterapi i brug på børnekræftafdelingen.


Derfor har omkring halvdelen af børnene spredning, når de får konstateret sygdommen. For dem ligger der et hårdt og omfattende behandlingsforløb forude, der i de fleste tilfælde består af både kemobehandling, operation, stamcelletransplantation, strålebehandling og A-vitamin.

Den nye behandling består af antistoffer, der specifikt rammer kræftcellerne og gives sammen med stoffer, der sætter turbo på kroppens eget immunforsvar. Desværre er behandlingen ikke mindre hård. Bivirkningerne er meget skrappe og består blandt andet af slemme smerter i hele kroppen, vejrtrækningsproblemer og allergiske reaktioner, der er nogle tilfælde kan være decideret livstruende.

-Det er meget giftigt. Men hvis resultaterne fra den amerikanske undersøgelse virkelig holder, at man kan øge overlevelsen fra ca. 40 til 60 procent, så er det bivirkningerne værd. Det skal i hvert fald være et tilbud, lyder det fra Henrik Schrøder, der er overlæge på børnekræftafdelingen på Århus Universitetshospital og Danmarks repræsentant i den europæiske neuroblastomarbejdsgruppe.

Mangler godkendelse i Danmark
På the Childrens Hospital i Philadelphia i USA, som står bag undersøgelsen, har immunterapi været standardbehandling i et år. Den tilbydes også i enkelte europæiske lande, men de fleste steder mangler den at blive godkendt af lægemiddelmyndighederne. Det gælder også i Danmark, hvor Lægemiddelstyrelsen har en ansøgning liggende.

-Vi kender de gode de resultater, og derfor arbejder vi også intenst på at få godkendt protokollen i Danmark. Jeg håber, at vi får et svar inden for en til to måneder. Det bør ikke være sådan, at man kan få immunbehandling andre steder i verden, men ikke i Danmark, lyder det fra Henrik Schrøder.

Dårlig dansk overlevelse er blevet rettet op
Der er allerede sket betydelige fremskridt i behandlingen af neuroblastom i Danmark. Det er den anden gode nyhed for børn ramt af neuroblastom, som kan læses i Ugeskrift for Læger i dag, mandag den 4. oktober.

Mens danske børn op gennem 1980’erne og i starten af 1990’erne var dårligere stillet end børn i Norge, Sverige og ikke mindst Finland, er deres overlevelse nu helt på niveau med de andre nordiske lande. Overlevelsen er gået fra at være på 38 procent i 1981-1985 til at være 69 procent i 2001-2005.

-Det er meget glædeligt at prognosen er blevet bedre, og at vi nu er på linje med de andre nordiske lande, siger Henrik Schrøder, som er førsteforfatter på artiklen.

Behandlingen er blevet bedre
Alder og sygdommens udbredning er det, der betyder mest for barnets chance for at overleve neuroblastom. Eksempelvis er prognosen for børn under et år mere end dobbelt så god sammenlignet med børn over to år. Lægerne ved ikke hvorfor, og det skyldes ikke at der diagnosticeres flere tilfælde af sygdomme hos børn under et år

-Alder og stadie har ikke ændret sig hos dem, der får konstateret sygdommen, inden for de sidste 25 år. Så det er alle aspekter af behandlingen, der er blevet bedre, lyder det fra Henrik Schrøder.

Det skyldes ikke mindst, at behandlingen af kræftsyge børn i dag følger internationale protokoller. Det betyder også, at oplysninger om det enkelte barns sygdom og behandling bliver registreret i fælles nordiske eller europæiske registre, så lægerne får mulighed for efterfølgende at sammenligne resultaterne og se, hvornår behandlingen virker eller svigter.

-Registreringerne danner grundlag for både at intensivere behandlingerne til de børn, hvor resultaterne er for dårlige, men også til at reducere behandlingsintensiteten til udvalgte børn for at mindske både akutte og sene bivirkninger til behandlingen. Det fører i sidste ende til de fortsatte fremskridt inden for børnekræft som helhed, siger Henrik Schrøder.

Til top
Tilbage


Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 04-10-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen