Sitemap

NYHEDER

Kyndig behandling, ingen ventetider og god information sikrer kræftpatienter tryghed

Et optimistisk livssyn og effektiv behandling hjælper den nordjyske fritidssejler Mogens Termansen så godt gennem kræftforløbet, at han gerne vil øse af sine positive erfaringer. Trods senfølger fra operationen og midtvejs i sin kemo-behandling evner han at leve i nuet og påskønner den professionelle indsats og hjælpsomhed, han har mødt overalt.

Fra det øjeblik jeg fik diagnosen kræft, indså jeg, at man lever på lånt tid. Men den åbenhed, hjælpsomhed og effektive behandling, jeg har mødt fra første færd, gør, at jeg føler mig helt tryg. Ikke på noget tidspunkt har der været tilløb til depression eller trist humør.

Sådan valgte den 70-årige Mogens Termansen fra Sæby at fortælle om sit sygdomsforløb, efter at Kræftens Bekæmpelse via sin hjemmeside har givet kræftpatienter mulighed for at fortælle om deres positive erfaringer. Baggrunden er ifølge chefkonsulent Aase Nissen fra Kvalitetsenheden, at Kræftens Bekæmpelse dermed kan indsamle viden, som de kræftbehandlende afdelinger kan bruge som inspiration til yderligere forbedringer.

-Hidtil har vi mest fokuseret på de svigt, patienter og pårørende har været udsat for. Men når vi nu også kan supplere med de gode oplevelser, får vi et samlet og værdifuldt overblik over, hvor det kan gå galt, og hvor kræftpatienternes vej gennem sundhedssystemet fungerer, siger chefkonsulent Aase Nissen.

Chefkonsulent Aase Nissen: -Vi indsamler nyttig viden fra de positive oplevelser.


Patienterne bestemmer selv, om de ønsker at være anonyme, når de fortæller om deres erfaringer. Men Mogens Termansen har ikke spor imod at lægge navn til sine positive erfaringer, om end det naturligvis altid er et grimt chok at få diagnosen kræft.

Diffuse symptomer
Symptomerne på sygdommen havde været lidt diffuse. Under den langvarige sejlerferie i Skotland sidste år bemærkede han et ændret afføringsmønster. Siden fulgte smerter i det ene lår og mistanke om slidgigt i hoften.

-Men da symptomerne tiltog, reagerede min læge prompte ved at henvise mig til en kikkertundersøgelse, hvor der blev konstateret en svulst nær overgangen mellem endetarm og tyktarm. Og så gik det rigtig stærkt. Ingen ventetider overhovedet på de efterfølgende skanninger, som også viste pletter på leveren og en metastase i den ene lunge, fortæller Mogens Termansen.

Pletterne på leveren viste sig at være harmløse, hvorimod metastasen i lungen måtte fjernes ved en efterfølgende operation.

Nerver beskadiget
I forbindelse med tarmoperationen i februar i år har Mogens Termansen fået en aflastningsstomi, som skal tilbageføres, når den igangværende og forebyggende kemoterapi-behandling er slut om nogle måneder.

-Samtidig var det så uheldigt, at nervebanerne til blæren blev beskadiget under operationen, så jeg ikke længere føler naturlig vandladningstrang og derfor selv må tømme blæren med engangskatetere, siger Mogens Termansen.

Men heller ikke det har slået ham ud.

Mogens Hermansen er kendt viden om i sejlerkredse for sin passion for de skotske farvande.

 
God information
-Jeg har på alle de afdelinger, der har været involveret i behandlingen, fået en fantastisk god information. Åben og detaljeret. Samtidig er jeg blevet mødt af et ualmindelig venligt, hjælpsomt og effektivt arbejdende team af ansatte, som har leveret en 100 pct. professionel indsats. Når jeg uanmeldt henvender mig med spørgsmål, tager de sig altid tid til at hjælpe, understreger han.

Derfor føler han sig fuldstændig tryg, selv om dagligdagen selvfølgelig er blevet lidt mere besværlig, når man selv skal huske at få tømt blæren mindst hver femte time i døgnet.

-Men det skal ikke spolere alle de positive oplevelser, jeg har haft og får i de situationer, hvor jeg har brug for professionel assistance. Også nu, hvor jeg er i kemoterapi, understreger Mogens Termansen.

Mange involverede
Selv om Mogens Hermansen er blevet behandlet på i alt fire forskellige afdelinger på to sygehuse, både Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn og på Aalborg Sygehus, har det ikke givet anledning til problemer.

-Samspillet har fungeret. Jeg har ikke mødt en eneste læge, der ikke har sat sig grundigt ind i min journal, konkluderer han.

Det eneste, der ærgrer ham en smule, er, at han og ægtefællen i år ikke kan bo de vanlige seks måneder i båden, der ellers har fast bådplads på den skotske vestkyst.

Patienten i centrum
For chefkonsulent Aase Nissen i Kræftens Bekæmpelse er Mogens Hermansens oplevelser et eksempel på, hvor meget det betyder for kræftpatienter at føle tryghed.

-Patienterne skal føle, at de er i centrum. At der bliver taget ansvar for og hånd om dem, uanset hvor mange afdelinger de bliver behandlet på. Der er heller ingen tvivl om, at jo mere information om behandlingsforløbet, bivirkninger og risikoen for senfølger, des bedre, siger Aase Nissen.

Læs mere:

Fortæl om særligt gode oplevelser i behandlingen

Fortæl om fejl i behandlingen

Til top
Tilbage 


 



Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 28-07-2010



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf. 80 30 10 30

Åbningstider:
Hverdage: 9.00 - 21.00
Lør - søn: 12.00 - 17.00
Helligdage lukket