Feminine omgivelser og samtalegrupper, hvor der skal snakkes følelser, kan få de fleste mænd på hælene. Og det var bogstaveligt talt det, der ofte skete, når en mand en gang imellem fik vovet sig hen på Sundhedscenter for Kræftramte.
 |
|
Siden fysioterapeut Johnny Wejlgaard begyndte at møde op på Rigshospitalet, er langt flere mænd kommet i rehabilitering. |
- Mange mænd var skeptiske, og når de kom op af trappen og så caféen, følte de, at det var et kvindeligt univers, de var trådt ind i. Den samme oplevelse havde de på hjemmesiden, før den blev lavet om, siger Johnny Wejlgaard, der er fysioterapeut i Sundhedscenter for Kræftramte, som drives i samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse.
Men sundhedscentrets medarbejdere vidste, at mændene havde et behov. Det kunne de blandt andet se ud fra et fokusgruppeinterview blandt de mænd, der havde benyttet centeret.
Mænd vil have konkret viden og træning
Udover skepsis fra de mandlige patienters side, var der også en barriere fra de henvisende afdelinger i forhold til at henvise mænd til rehabilitering i centret. Siden årsskiftet er Johnny Wejlgaard derfor mødt op på Urologisk afdeling på Rigshospitalet én til to gange om ugen som et forsøg. Her snakker han med de mænd, som personalet vurderer har bare den mindste interesse. Og foreløbig er samtlige mænd, Johnny Wejlgaard har snakket med på afdelingen, startet i et rehabiliteringsforløb.
- Ordvalget er rigtig vigtigt. Mænd vil gerne vide, hvad vi kan hjælpe med, og hvad de har brug for – for eksempel bækkenbundstræning og styrketræning. Mænd har brug for et konkret og handlingsorienteret forløb, hvor fokus ligger på, hvad de selv kan gøre. Det nytter ikke noget at komme og sige, at vi skal have lavet en handleplan – det er ikke særlig maskulint. Mænd har brug for en mission og nogle mål, lyder det fra Johnny Wejlgaard, der har fået hjælp fra forløbskoordinator og sygeplejerske Rikke Villumsen fra Rigshospitalet, der har haft den første kontakt med de urologiske patienter.
En fordobling af mænd
Det var først fra 2009, at den del af Sundhedscenter for Kræftramte, der hører under Københavns Kommune, fik åbnet op for rehabiliteringstilbud til alle kræftpatienter og ikke bare de tre hyppigste kræftsygdomme: bryst-, lunge og tarmkræft.
Fra april 2009 blev der henvist patienter fra de urologiske afdelinger, som blandt andet behandler testikel- og prostatakræft. De resterende måneder af 2009 blev det til i alt 26 henviste patienter. I de første seks måneder af 2010 har centeret derimod modtaget 47 patienter fra det urologiske speciale. Altså mere end en fordobling sammenlignet med en seksmåneders periode i 2009.
- De fleste mænd vil gerne i gang igen og selv gøre en indsats, men det kan være ret invaliderende at blive opereret, og tit tænker de mere på andre end på deres egne behov: På familien og på arbejdet, som de gerne vil i gang med igen – basen skal være i orden. Derfor betyder det så meget, at de bliver gjort interesserede og får et skub, mens de stadigvæk er på hospitalet, siger Johnny Wejlgaard.
Mænd vil træne og nå mål
 |
|
En del af tilbuddet på Sundhedscenter for Kræftramte er naturoplevelser og sport i det fri. Her er en flok mænd på klatretur på Kullen. |
Og mændene er glade for de tilbud sundhedscenteret har. De skal bare have et puf, og når de dukker op, skal de se træningslokalerne før den hyggelige café.
- Mænd kommer ikke for at snakke, de vil handle og se resultater. Derfor betyder det også meget for mændene, at vi kan lave forskellige tests, hvor de kan følge deres udvikling. Og de kan mærke, at der sker noget – at kroppen stadigvæk kan, selv om de er blevet skåret i, lyder det fra Johnny Wejlgaard, som er med til at tilrettelægge træningen.
Mænd vil også gerne snakke
Men selv om træningsforløbene er det, der tiltrækker mændene, gør de også brug af centerets andre tilbud når først, de er kommet i gang. Det kan for eksempel være at tale med en diætist, en socialrådgiver eller en sygeplejerske eller at deltage i naturaktiviteter som klatring, mountainbike, fisketur og lignende.
Under de fysiske strabadser kommer noget af den snak, som kvinderne har rundt om bordet, ud mellem sidebenene. Mændene har nemlig samme behov for erfaringsudveksling som kvinderne – de har bare ikke lyst til, at det skal foregå omkring et rundbord.
Om Sundhedscenter for Kræftramte
Sundhedscenter for Kræftramte åbnede i april 2007. Det er landets første sundhedscenter alene målrettet personer, der er berørt af kræft. Centret er oprettet i et fællesskab mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse.
Københavns Kommune varetager rehabiliteringsenheden, mens Kræftens Bekæmpelse står for rådgivningsenheden.
Rehabiliteringsenheden tilbyder forløb, hvor f.eks. fysisk aktivitet, undervisning og samtaler kan være en del af forløbet. Tilbuddene er for kræftpatienter med bopæl i Københavns Kommune. For at deltage kræves en henvisning fra egen læge eller behandlende afdeling.
Rådgivningsenheden tilbyder individuelle samtaler og samtaler sammen med pårørende eller i grupper med ligestillede. Tilbuddene er åbne for alle, uanset bopæl.
Sundhedscenter for kræftramte
Til top
Tilbage