Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Let vægttræning øger ikke risiko for lymfødem efter brystkræft

Brystopererede kan godt dyrke vægttræning efter operation. Hvis træningsprogrammet opbygges, så intensiteten øges gradvist, og træningen sker med kyndig vejledning, øger det ikke risikoen for at udvikle lymfødem – tværtimod viser resultaterne fra en amerikansk undersøgelse.

Træning i det lokale fitnesscenter med hjælp fra en instruktør, der på tre dages kursus havde fået specialviden om brystkræft og lymfødem. Det var, hvad 77 brystopererede kvinder fra Philadelphia fik tilbudt, og efter et år viste det sig, at det kun var omkring halvt så mange af dem, der udviklede lymfødem end i en tilsvarende gruppe kvinder, der ikke trænede.
Vægttræning med lette vægte øgede ikke risikoen for at udvikle lymfødem efter brystkræft, viste et forsøg fra USA.


Tidligere har rådene til brystopererede ellers lydt, at de skulle holde sig fra f.eks. tunge løft.

- Kvinder er bekymrede for, at hvis de overlever brystkræften vil de i stedet blive plaget af lymfødem, som ofte begrænser deres evne til at arbejde, passe huset og tage sig af deres børn og børnebørn. Vores undersøgelse viser, at de nu har et middel til at reducere deres risiko for lymfødem, og på samme tid opnå de mange andre helbredsgevinster ved vægttræning, som mange er gået glip af på grund af årtiers råd om at lade være med at løfte så meget som en indkøbspose eller en taske.

Sådan siger Ph.D. Kathryn Schmitz fra Penn’s Abramson Cancer Center i Pennsylvania. Hun er førsteforfatter til den nye undersøgelse, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift JAMA.

 

Træning i fitnesscenter
Træningen i fitnesscentret var delt op, så kvinderne i de første 13 uger trænede to gange om ugen overvåget af en instruktør, der have deltaget i tre dages kursus om lige netop træning for brystkræftpatienter med risiko for at udvikle lymfødem. Derefter to dages træning om ugen på egen hånd resten af året. Vægtene blev øget gradvist, og kun efter at kvinden havde fulgt træningen og ikke viste tegn på lymfødem. Hvis der opstod lymfødem, fik kvinden en specialtilpasset støttestrømpe på armen under træningen.

Hvad er lymfødem

Lymfødem er en udbredt senfølge efter brystkræft og andre kræftoperationer, hvor man har fået fjernet lymfeknuder. 
 
Arme eller ben hæver og bliver hårde og tunge, fordi lymfevæsken ikke kan ledes væk optimalt. 
 
Cirka 20-30 procent af brystopererede udvikler lymfødem. De kvinder, der har fået fjernet flest lymfeknuder, har størst risiko.


Færre fik hævelser i træningsgruppen
Resultaterne viste, at denne form for træning var sikker og uden risiko for kvinderne i forhold til at udvikle lymfødem.

Efter et år havde 11 procent af kvinderne i træningsgruppen udviklet en hævelse på mere end fem procent. Det samme havde 17 procent af kvinderne i kontrolgruppen, der ikke trænede. Blandt de kvinder, der havde fået fjernet fem eller flere lymfeknuder ved operationen, var forskellen meget tydeligere. I denne gruppe havde syv procent af dem, der trænede, fået hævelse mod hele 22 procent i gruppen uden træning.

Samme forskergruppe har tidligere offentliggjort resultater, der viser, at selv når lymfødem er opstået, kan kvinderne have gavn af vægttræning.

Væk fra de restriktive råd
Fysioterapeut Kira Bloomquist, er tilknyttet Krop og Kræft, Rigshospitalet, et træningstilbud til kræftpatienter under behandling. Hun har for nylig gennemgået den videnskabelige litteratur om netop brystkræft og styrketræning. Hun er enig i, at man bør gå væk fra de gamle anbefalinger, der bygger på restriktioner og reduceret fysisk aktivitet, og i stedet fokusere på rehabilitering, hvor bl.a. styrketræning er en vigtig del.

-Resultaterne i den nye undersøgelse peger i retningen af, at styrketræning kan have en forebyggende effekt mod lymfødem. Men det skal foregå på den rigtige måde. Jeg mener sagtens, det kan foregå i kommunale rehabiliteringstilbud eller i fitnesscentre, men det er vigtigt, at personalet bliver uddannet i f.eks. hvilke symptomer og ændringer, man skal være opmærksom på, og hvordan man reagerer på dem, siger Kira Bloomquist.

Kilde: JAMA. Published online December 8, 2010. doi:10.1001/jama.2010.1837

Læs mere om undersøgelsen på Penn’s Abramson Cancer Centers hjemmeside. Her kan man også finde information til både patienter og instruktører.


Læs mere:

Lymfødem

Kira Bloomquists litteraturgennemgang i Fysioterapeuten
 



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 07-01-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen