Det er ikke kun børns fysiske helbred, der sættes over styr, når voksne ryger indendørs. Også den mentale sundhed rammes. En ny undersøgelse fra Storbritannien viser, at jo mere tobaksforurenet luft, et barn udsættes for, jo større er risikoen for, at barnet har dårlig mental sundhed. Det gælder især hyperaktivitet og adfærdsmæssige problemer som raseri, lyve, stjæle og ødelægge ting, konkluderer undersøgelsen fra University College London, der er offentliggjort i Archives of Pediatrics and Adolescent Medicine.
Når man udsættes for tobaksrøg i omgivelserne, optager man stoffer fra røg i kroppen og man kan måle i spyttet, hvor meget man optager. Så det gjorde forskerne på 901 britiske børn i alderen fire til 12 år. Derudover besvarede børnenes forældre et særligt spørgeskema om børnenes følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale problemer. Alt efter svarene, fik børnene et antal point på en skala, der passer til spørgeskemaet.
 |
| Jo mere tobaksforurenet røg, børn var udsat for, jo større var risikoen for at de havde følelsesmæssige, adfærdsmæssige eller sociale problemer, viser undersøgelse fra Storbritannien. |
Flest var udsat for tobaksrøg i hjemmet
Det viste sig, at de 361 børn, der var mest udsat for tobaksrøg havde 44 procent flere point på skalaen end de 101 børn, der var mindst udsat for tobaksrøg. Det sted, børnene var mest udsat for tobaksforurenet luft, var i deres hjem.
Den britiske undersøgelse har forsøgt at tage højde for andre faktorer end tobaksrøgen, der kunne have indflydelse på børnenes opførsel og mentale sundhed. Det drejer sig bl.a. om, fysisk aktivitet, sociale vilkår som familiens indkomst, uddannelse og boligforhold.
En række andre undersøgelser af tobaksforurenet lufts indflydelse på børns psykiske udvikling og deres indlæring, har tydet i samme retning – nemlig, at der sker en negativ påvirkning ved at leve i tobaksrøg. Det er dog svært at tage højde for alle de ting, der også kan have en betydning. F.eks. kan det være svært at afgøre i en undersøgelse, om samspillet mellem dårlige sociale vilkår og den tobaksforurenede luft forværrer børnenes vilkår, eller hvor meget dårlige sociale forhold og tobaksrøgen hver især påvirker børn. De fleste børn, der udsættes for røg i hjemmet, bor i socialt udsatte områder.
Nødvendigt at sikre børn ren luft
-Der skal helt klart forskes mere i emnet, før man kan sige med sikkerhed, hvordan tobaksforurenet luft påvirker børns mentale udvikling. Men vi kan ikke læne os tilbage og vente på, at de resultater kommer, før vi gør noget. Med den mistanke, der er allerede nu, er det rigtig vigtigt at sikre alle børn mulighed for ren luft i deres opvækst, så de ikke bliver hæmmet men hver især kan opnå den bedst mulige udvikling, siger Inge Haunstrup Clemmensen, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
Hvor enig er du i følgende udsagn: Det er uansvarligt at ryge indendørs
Meget enig: 26,3 pct.
Enig: 22,6 pct.
Hverken enig eller uenig: 32,4 pct.
Uenig: 11,4 pct.
Meget uenig: 7,3 pct.
Kilde: Rygevane II. Af Userneeds blandt 5.049 danskere over 15 år efterår 2010 for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse.
- Vi skal arbejde for er en kultur hvor det bliver ualmindeligt at ryge indendørs, for alle – både børn og voksne og både dem der ryger og dem der ikke ryger – trives bedre i ren luft uden tobaksrøg, siger hun.
En ny dansk undersøgelse viser, at 49 procent af danskerne er enige i, at det er uansvarligt at ryge indendørs, mens kun 19 procent er uenige.
Kilde: Hamer A. et al, Arch Pediatr Adolesc Med. Published online December 5, 2010.