Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Det var den besked, Vivi Frølund fik gang på gang, når hun spurgte lægerne om, hvorfor hun blev med at være ekstremt træt og have smerter efter sin brystkræftoperation. Men det gik ikke over. Vivi Frølund hørte først om senfølger, da hun kom på Kræftens Bekæmpelses rehabiliteringscenter Dallund. Hun efterlyser bedre tilbud fra hospitalet og kommunen.
 

Vivi Frølund fik ikke noget tilbud om hjælp til at leve med sine senfølger fra hverken sygehuset eller kommunen. Se video om træthed efter kræftbehandling

Vivi Frølund var 44 år, da hun blev opereret for brystkræft i 2005. Undervejs i forløbet op til operationen nævnet en læge – sådan i forbifarten – at der kunne komme lidt bivirkninger lidt bøvl og ellers ikke nogen problemer.

- Det er meget langt fra virkeligheden. Her fem år efter operationen er jeg fortsat træt hele tiden, har smerter i den ene arm og flere andre problemer. Mit sovemønster er som en 2-årigs. To-tre timers middagssøvn og en meget lang nattesøvn. Ellers kan jeg slet ikke fungere, fortæller Vivi Frølund.

Havde kørt med 185 km/t
Ind til operationen kørte Vivi, som hun selv udtrykker det, med 185 km/t. Fuldtidsarbejde som dagplejemor, styrketræning, håndbold, cykling og lidt servering ved siden af de almindelige opgaver i familiens dagligdag.

- Jeg var helt uforberedt på den kæmpe omvæltning af hverdagen. Jeg havde regnet med at skulle bruge et par måneder til at komme mig efter behandlingen. Men jeg blev bare ved med at være ekstremt træt. Når jeg spurgte både kræftlægerne og min egen læge, fik jeg bare svaret: ’Det går nok over!’ Det var dybt frustrerende, fortæller Vivi Frølund.

Ville gerne have haft træning og forberedelse
For det gik ikke over. Hun har stadig smerter i armen, så bare det at tørre sig med et håndklæde gør ondt. Men trætheden er det værste. Vivi har måttet skifte fra de lange arbejdsdage som dagplejer til at være hospitalsassistent. Når hun komme hjem, skal hun hvile sig i et par timer for at kunne deltage i familiens liv resten af dagen, og det er helt udelukket at være ude til arrangementer flere aftener på en uge.

- Jeg ville gerne have haft et tilbud om fysisk træning og samvær med andre kræftpatienter, som jeg nu har fundet ud, man kan få nogle steder. Og jeg ville gerne have været mentalt forberedt på, at jeg kunne risikere så alvorlige senfølger. Det ville også have lettet situationen i familien. De har været enormt søde til at passe og pleje mig, men vi har ikke været så gode til at tale om angsten og de ubehagelige følelser. Det ville have hjulpet at have nogen uden for familien at dele det med, siger Vivi Frølund.

Hun hørte om Kræftens Bekæmpelses rehabiliteringscenter Dallund og fik en uges ophold på centret. Det var første gang nogen nævnte ordet senfølger for hende.

- Det var en enorm lettelse. Dels fik jeg styr på, hvad det var, der er galt med mig og dels fik jeg nogle træningsprogrammer, så jeg kunne træne mig op til at kunne lidt mere i hverdagen. Jeg synes godt lægerne og sygehuset kunne have hjulpet mig lidt mere på vej tidligere i forløbet, siger Vivi Frølund.

Læs andre artikler om rehabilitering:

Krav om bedre hjælp til kræftpatienter

Jeg har fået gode redskaber til kost og træning

Professionel rehabilitering virker

Holland og Tyskland viser vej i kræftrehabilitering

Af journalist Morten Jakobsen

Sidst ændret: 13-10-2010

Du er her: Forside › Nyheder › Nyhedsartikler › Nyhedsartikler 4. kvartal 2010 › Det går nok over…