Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kræftpatienter kan hindre fejlbehandling |
|
-Nogle patienter oplever, at det er vanskeligt at stille ellers helt relevante spørgsmål til det behandlende sundhedspersonale, fastslår afdelingslæge i Kræftens Bekæmpelse, Henriette Lipczak. Hun ser derfor gerne, at patienterne kommer langt mere på banen for at øge patientsikkerheden. Ny forskning med økonomisk støtte fra Trygfonden skal kortlægge den eksisterende praksis på området. Målet er nye strategier for sikkerhedsfremmende patientinddragelse.
Kræftpatienter, der har oplevet svigt i behandlingsforløbet, gør ofte en stor indsats for at sikre sig imod yderligere fejl.
 |
| Afdelingslæge Henriette Lipczak: - Kræftbehandling er risikabel. |
Nogle kræftramte vælger imidlertid ikke at blande sig. Men når en kræftpatient ikke stiller spørgsmål en dag, hvor personalet strålebehandler det forkerte ben - eller når en patient pludselig får udleveret gule piller i stedet for de sædvanlige røde, er det for Henriette Lipczak et klart bevis på, at patienterne kan spille en større rolle i forebyggelsen af fejl og utilsigtede hændelser.
Gennemgang af 2400 fejl
Som afdelingslæge i Kræftens Bekæmpelses Kvalitetsenhed har Henriette Lipczak i samarbejde med Sundhedsstyrelsen været med til at indkredse, hvor der sker flest fejl under behandlingen af kræftpatienter.
Gennemgangen af godt 2400 fejl og utilsigtede hændelser - alle rapporteret af sygehuspersonale på landets kræftbehandlende afdelinger - har vist, at omkring hver 3. fejl sker i forbindelse med kemoterapi-behandlingen. Hyppigst ved at patienten får en forkert dosis eller ved behandling på et forkert tidspunkt.
Også fejl begået under strålebehandlinger fylder godt i statistikken. Det drejer sig bl.a. om bestråling på forkerte steder.
Mange risici -Behandlingen af livstruende kræftsygdomme sker jo typisk med anvendelse af flere risikable behandlingsformer i forløb, der er langvarige og involverer mange forskellige sundhedspersoner. Dermed stiger risikoen for patientskader, fastslår Henriette Lipczak. Kvalitetsenheden har sammen med Dansk Sundhedsinstitut netop modtaget 1 mill. kr. i støtte fra Trygfonden til at undersøge, om og hvordan man kan involvere patienter i forbedring af patientsikkerheden i kræftforløb.
Sundhedsvæsenets ansvar -Det er sundhedsvæsenets ansvar at sikre, at der ikke sker fejl, og jeg er ikke i tvivl om, at sundhedspersonalet gør sig stor umage for at undgå at det sker, men meget tyder på, at mange patienter og pårørende både vil og kan bidrage til at forbedre patientsikkerheden, siger Henriette Lipczak og fastslår, at Sundhedsvæsenet, patienter og pårørende i højere grad bør arbejde sammen for at forhindre fejl.
-Derved undgår man, at den enkelte patient skades i mødet med sundhedsvæsenet. Men udfordringen er naturligvis at gøre det på den bedst mulige måde, både i forhold til den enkelte patients ønsker og muligheder og inden for de rammer, sundhedsvæsenet stiller til rådighed, siger Henriette Lipczak.
Personalet inddrages Undersøgelsen, der både skal belyse nuværende praksis, muligheder og barrierer for yderligere involvering af patienterne i forebyggelse af fejl, omfatter patienter med tarmkræft, livmoderkræft og prostatakræft. Samtidig involveres ikke alene personalet på de kræftbehandlende afdelinger. Også de praktiserende lægers syn på muligheden for at inddrage patienterne i patientsikkerhedsindsatsen undersøges, ligesom der ventes input fra de specialister, der står for genoptræning og kontrol af kræftpatienterne.
-Vores klare fornemmelse er, at patienterne selv gør en stor indsats for at sikre sig imod fejl, især når de har oplevet svigt i behandlingsforløbet. Men vi savner viden på området for at kunne udarbejde strategier for, hvornår og hvordan patienterne bedst involveres for at øge patientsikkerheden, siger Henriette Lipczak.
Undersøgelsen ventes færdig i december 2011.
Læs mere:
Styrk din patientsikkerhed
Til top
Tilbage
Af journalist Lone Zilstorff
Sidst ændret: 26-01-2011
Nøgleord på siden: