Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Politisk flertal lover kræftramte bedre koordinering af deres sygdomsforløb

Når Sundhedsstyrelsen om kort tid tager fat på at ajourføre samtlige pakkeforløb på kræftområdet, får sygehusene samtidig pligt til at sikre patienterne velkoordinerede forløb uden unødige ventetider og med klar information undervejs. Forsøg med særligt uddannede forløbskoordinatorer på Århus Sygehus tyder på stor tilfredshed blandt kræftpatienterne, ligesom det øger deres livskvalitet.

Kræftpatienter og deres pårørende er godt hjulpet igennem ofte særdeles komplicerede og langvarige sygdomsforløb, når hospitalerne sørger for at ansætte erfarne sygeplejersker som gennemgående forløbskoordinatorer.

Det viser de første spæde resultater af et forsøg på Afdeling P på Århus Sygehus, iværksat af Forskningsenheden for Almen Praksis på Århus Universitet. Læge Christian Wulff står bag projektet, hvor 280 kræftpatienter med tyk- eller endetarmskræft har deltaget i et lodtrækningsforsøg. Den ene halvdel af de 280 patienter har fået tilknyttet en forløbskoordinator, der har fulgt dem fra start til slut under behandlingen på sygehuset, uanset hvilken afdeling de har befundet sig på.
Læge Christian Wulff: - Vi har hidtil manglet dokumenteret viden om, hvordan forløbskoordinatorer bedst støtter kræftpatienterne.

De resterende 140 patienter har fulgt de gængse behandlingstilbud, hvilket indebærer ny kontaktperson hver gang, patienten overflyttes til en anden afdeling, hvor det igen også er andre læger og sundhedspersonale, der tager over.

Savner dokumenteret viden
-Vi har hidtil manglet dokumenteret viden herhjemme om præcis, hvordan vi sikrer kræftpatienterne den mest optimale koordinering af deres behandlingsforløb og samtidig sørger for, at de føler sig taget hånd om undervejs, siger læge Christian Wulff om baggrunden for forskningsprojektet, der har modtaget knapt 1,7 mill. kr. i støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

Kort før jul vedtog forligspartierne bag dette års finanslov at gøre det obligatorisk for regionerne at have organisatoriske forløbskoordinatorer på sygehusene, som sikrer løbende koordinering af forløb for både hjerte- og kræftpatienter internt på afdelingerne og mellem forskellige sygehuse. Men hvilke opgaver de enkelte forløbskoordinatorer skal varetage er endnu ikke lagt fast.

-Derfor kan vores forskningsprojekt forhåbentlig bidrage med konkrete eksempler på kræftpatienternes behov, siger læge Christian Wulff.

Grundig uddannelse
Som en del af projektet på Århus Sygehus har to sygeplejersker med erfaring i tarmkræft været ansat de seneste to år som forløbskoordinatorer uden samtidig at skulle varetage andre funktioner. Begge var som led i uddannelsen til forløbskoordinator på længerevarende studieophold på Kræftens Bekæmpelses Rehabiliteringscenter Dallund, på onkologisk og billeddiagnostisk afdeling samt hos praktiserende læger. Alt sammen for at forløbskoordinatorerne var bedre indforstået med kræftpatienternes behov for information og støtte.

Proaktive
-Det har været væsentligt for os, at forløbskoordinatorerne hele tiden er proaktive over for patienterne. F. eks. er de i hyppig kontakt med patienterne. Også efter udskrivelsen, hvor de sikrer sig, at alt er vel og besvarer eventuelle spørgsmål – også fra de pårørende, fortæller
Christian Wulff og nævner konkrete eksempler på, hvordan et velfungerende samarbejde mellem forløbskoordinatoren og de enkelte patienters praktiserende læger kan forebygge eventuelle misforståelser. Ikke for at koble de praktiserende læger af, men for via fælles kommunikation at lette patienternes tilbagevenden til hverdagen.
Særligt uddannede forløbskoordinatorer forbedrer også patienternes livskvalitet. Modelfoto: Colourbox


Livskvalitet
Flere af de store sygehuse landet over har de seneste år ansat forløbskoordinatorer, som tager sig af de mere komplicerede kræftpatienter. De umiddelbare meldinger fra patienterne tyder på stor tilfredshed, men for Christian Wulff er det afgørende at kunne dokumentere effekten for patienterne af det arbejde, såvel forløbskoordinatorerne som de hidtidige kontaktpersoner har udført.

-Derfor går vi i dybden med patienternes oplevelser. Hvad enten det drejer sig om tackling af ventetider, uklar kommunikation eller andre former for problemer. Vi vil således også have sat ord på, hvordan patienterne oplever deres livskvalitet undervejs i behandlingsforløbet, siger Christian Wulff og forklarer, at første gang patienterne har besvaret spørgeskemaer om deres oplevelser og livskvalitet har været otte uger efter behandlingsstart.

Antropolog med i projektet
Anden gang er efter 30 uger og sidste gang efter 52 uger, siger Christian Wulff, der lægger sidste hånd på sit ph.d.-projekt i starten af 2012.

Patienternes forløb bliver i øvrigt også evalueret af en antropolog, som har kigget forløbskoordinatorerne over skuldrene samt snakket med en håndfuld patienter om deres oplevelser.

Læs også om australske erfaringer

Kortere indlæggelsestider med forløbskoordinatorer

Til top
Tilbage 




Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 17-01-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen