”Min rumlen og uro i maven startede nok for halvandet år siden, hvor jeg var sløj med influenza. Men der har været så meget andet at se til med bl.a. sygdom i familien, så jeg troede bare, at mavesmerterne skyldtes det stress og pres, jeg var under. Først da smerterne blev rigtig stærke, gik jeg til lægen. Man vil jo ikke være hypokonder, vel?”
(63-årig kvinde med tyktarmskræft)
Sådan lød en typisk forklaring til antropolog Rikke Sand Andersen fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet, da hun som led i sit netop afsluttede ph.d.-projekt interviewede en gruppe kræftpatienter nogle måneder efter, at de havde fået deres kræftdiagnose.
 |
| Rikke Sand Andersens ph.d.-projekt peger på behovet for yderligere forskning i, hvorledes det danske sundhedssystem påvirker folks beslutninger om at søge læge. |
Knapt 90 pct. af de 33.000 danskere, der hvert år får konstateret kræft, har besøgt deres egen læge med symptomer på sygdommen. Men tidligere undersøgelser viser, at nogle af dem har været alt for længe om at reagere på deres symptomer. Således har knapt hver femte patient ventet i mere end tre måneder med at opsøge lægen med den risiko, det indebærer for, at kræften har nået at brede sig.
Syg eller rask?
Da forskerne hidtil har måttet nøjes med at gisne om, hvorfor så mange nøler med at konsultere lægen, satte Rikke Sand Andersen sig for at kaste lys over en gruppe kræftpatienters overvejelser.
-Jeg kan se et mønster i svarene, som ud over folks overvejelser om, hvorvidt de kan tillade sig at forstyrre deres egen læge, også afslører, at mange finder det svært at vurdere, om deres symptomer er de rene bagateller eller et reelt tegn på sygdom. Med andre ord: Er det blot kroppen der ”larmer” lidt, eller er det alvorlig sygdom. Derfor kan der let gå nogen tid, inden de reagerer på det, siger Rikke Sand Andersen og uddyber reaktionsmønstrene således:
-Ofte finder mange jo alle mulige gode forklaringer på de symptomer, de oplever. Hvornår er rumlen i maven et tegn på kræft, og hvornår skyldes det stress?
Sociale hensyn
En anden overvejelse er hensynet til omgivelserne.
-Man kommer ikke uden om, at det er en ”social begivenhed” at blive syg. For nogle er det forbundet med et tab af status. For andre kan det forrykke nogle sociale strukturer og ændre på den rollefordeling, de har i deres familie. Mange trækker derfor tiden ud ved at ”stikke hovedet i busken”. De vil ikke pylres om. De vil lige på ferie, flytte eller skifte job, inden de går til lægen, forklarer Rikke Sand Andersen.
”Jamen, jeg har jo nok hostet i nogle år, men min kone har haft en alvorlig depression. I maj havde vi så planlagt en ferie, og hendes liv ville falde fra hinanden, hvis jeg aflyste den.”
(68-årig mand, der i flere måneder skjulte blodigt opspyt for sin kone, og først opsøgte lægen efter ferien)
Rikke Sand Andersen kan ikke ud fra undersøgelsen dokumentere nogen forskel mellem kønnene, når det gælder om at trække tiden, inden lægen konsulteres.
-Derimod er det i social henseende nok mere acceptabelt for kvinder at indtage ”sygerollen”, end det er for mænd, siger hun.
Hensynet til lægen Mange kræftpatienter – uanset køn - funderer også over, om de nu kan være bekendt at forstyrre den travle læge.
-De fleste har jo et godt forhold til praksislægen. Man kender hinanden godt og vil derfor ikke komme til ulejlighed. Tænk, hvis jeg nu ikke fejler noget, risikerer jeg så ikke at sætte jeg vores gode relationer over styr ved at komme rendende. Sådan tænker mange, understreger Rikke Sand Andersen.
”Jeg kan virkelig godt lide min læge. som heldigvis fik sendt mig videre med mit modermærke”. Men nogle gange har hun også så travlt, at man risikerer en lille bemærkning, hvis man kommer med noget, der måske ikke var helt nødvendigt.”
(33-årig kvinde med modermærkekræft)
Fakta
Rikke Sand Andersens ph.d.-projekt omfatter i alt 30 kræftpatienter i alderen fra 32 til 82. Alle bosiddende i region Midtjylland.
10 patienter med lungekræft
10 patienter med tarmkræft
10 patienter med modermærkekræft
Omgivelserne med på råd
Ifølge Rikke Sand Andersen viser undersøgelsen, at de fleste først henvender sig til lægen, når de har drøftet deres symptomer med partneren eller andre nære pårørende.
-Men det ejendommelige er, at der er meget stor forskel på, hvordan patienten og de pårørende har oplevet de begivenheder, der er gået forud for besøget hos praksislægen. Forklaringerne er ofte vidt forskellige. Eller sagt på anden måde: Mange går nok rundt om emnet som katten om den varme grød. Det kan godt være, den ene tænker på risikoen for at besøget kan resultere i en kræftdiagnose, men det er ikke altid, der bliver sat ord på.
Til top
Tilbage