Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Patientsikkerhed ved kemobehandling under lup |
|
79.000 danske kræftpatienter blev sidste år behandlet med kemoterapi. En effektiv, men også risikofyldt behandlingsform. Omkring en tredjedel af de fejl, der bliver begået på landets kræftafdelinger, sker i forbindelse med netop denne behandling. Derfor skal et nyt forskningsprojekt på kræftafdelingen i Odense nu kortlægge, hvordan fejlene opstår. - Afgørende er, at vi dermed kan forbedre sikkerheden for patienterne, siger læge Thea Otto Mattsson.
 |
| Læge Thea Otto Mattsson lægger sidste hånd på sit ph.d.-projekt i 2014. |
Fejldosering og behandling på et forkert grundlag i sygdomsforløbet er de hyppigste årsager, når noget går galt under den behandling med kemoterapi, de fleste kræftpatienter skal igennem. For høj dosis øger risikoen for bivirkninger, mens for lav eller forsinket dosis kan betyde, at kræftsygdommen ikke bekæmpes optimalt.
Da Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med Sundhedsstyrelsen sidste år forsøgte at indkredse, hvor det halter med behandlingen af kræftpatienter, var det især fejl omkring kemobehandlingen, der sprang i øjnene. Baggrunden var en omfattende gennemgang af flere tusinde fejl og utilsigtede hændelser - alle rapporteret til Dansk Patientsikkerhedsdatabase af sundhedspersonale på landets kræftafdelinger.
4 pct. fik permanente skader
En tredjedel af fejlene var opstået i forbindelse med kemobehandlingen. Hovedparten gav ikke varige skader hos patienterne, men 4 pct. af hændelserne resulterede i permanente skader.
I nært samarbejde med Odense Universitetshospital har Kræftens Bekæmpelse derfor taget initiativ til at kortlægge, hvorledes patienternes sikkerhed under den ofte komplicerede og risikofyldte kemobehandling kan forbedres.
Mangler viden -Vi mangler desværre forskningsbaseret viden netop på dette område. Det håber vi nu at råde bod på, så vi kan sikre livstruede kræftpatienter endnu større sikkerhed og kvalitet i behandlingen, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Janne Lehmann Knudsen.
 |
| Overlæge Janne Lehmann Knudsen: - Vi mangler forskningsbaseret viden. |
Også internationalt er forskningen på området sparsom, men læge Thea Otto Mattsson, der står bag det nye forskningsprojekt på kræftafdelingen i Odense, er fortrøstningsfuld.
-Det er umådelig vigtigt, at vi finder ud af, hvor og hvordan fejlene opstår. Nogle af stofferne i kemoterapi påvirker knoglemarvsfunktionen og medfører dermed øget risiko for infektioner, blødning og lav blodprocent. Andre påvirker eksempelvis nyrer, hjerte, hørelse og lungefunktionen. Derfor skal lægerne forud for ordinering af hver ny serie kemoterapi være helt opdaterede på patientens aktuelle tilstand, siger Thea Otto Mattsson.
1500 patienter
I første omgang er det hensigten at kortlægge antallet af skader på patienter, der fik behandling med kemoterapi på kræftafdelingen i Odense i 2010 efter den såkaldte Global Trigger Tool-metode for at kunne belyse de sikkerhedsproblemer, der kan opstå ved kræftbehandling under indlæggelse.
Senere er det planen at inddrage op imod 1500 kræftpatienter fra hele landet for at undersøge, om den dosis, der blev ordineret til den enkelte patient, var korrekt.
Ændrede arbejdsgange
-Jeg håber, at vi kan finde frem til systemer og arbejdsgange, der kan sikre patienterne bedre end nu mod fejl. Vi skal endvidere overveje, hvordan vi kan få patienterne og eventuelt også de pårørende endnu mere på banen, når det gælder om at forebygge utilsigtede hændelser. Langt fra alle husker nemlig at berette om eksempelvis de gener, de har haft siden sidste behandling, om de har tabt sig eller mærket symptomer på noget, der foruroliger dem, siger Thea Otto Mattsson.
Målet er således at få belyst, hvordan ændringer i f. eks. arbejdsgange kan øge patientsikkerheden.
Forskningsprojektet ventes afsluttet i 2014.
Læs mere:
Rapport om utilsigtede hændelser i kræftbehandlingen
Fortæl Kræftens Bekæmpelse om fejl i behandlingen
Til top
Tilbage
Af journalist Lone Zilstorff
Sidst ændret: 11-03-2011
Nøgleord på siden: