Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Nyt fremskridt i behandlingen af HER2 positiv brystkræft |
|
Kvinder med HER2 positiv brystkræft vil formentlig ikke alene skulle behandles med Herceptin i fremtiden. Det første forsøg med kombination af Herceptin og Tyverb viser, at de to behandlinger giver et meget bedre resultat, når de gives sammen.
Kvinder med HER2 positiv brystkræft har en dårligere prognose. Derfor var det en fantastisk nyhed, da behandlingen med Herceptin for nogle år siden kom på markedet. Med en ny kombination ser det nu ud til, at behandlingen kan blive endnu bedre. Når Herceptin kombineres med Tyverb, som er en anden medicinsk behandling af HER2 positiv brystkræft, bliver resultatet markant bedre.
 |
| Meget interessant. Men det er for tidigt at kræve behandlingen ændret, mener Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse. |
Det viser resultaterne af det første større forsøg med at kombinere de to behandlinger på brystkræftpatienter inden operation. Overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten kalder resultaterne interessante:
-Det ser ud til, at vi er på vej mod nye kombinationer af behandlinger, som virker bedre sammen end hver for sig. Holder resultaterne, vil det være et betydeligt fremskridt, men undersøgelsen er for lille til, at vi nu og her kan kræve, at den nuværende behandling bliver ændret, siger hun.
Rammer kræften dobbelt
Undersøgelsen er foretaget af The Breast International Group (BIG), som er førende i forskning i brystkræft. I alt 455 kvinder med HER2 positiv brystkræft indgik i forsøget (fase III). Kvinderne blev forud for operationen behandlet med enten Herceptin, Tyverb eller begge i kombination. Derudover fik alle kvinder kemoterapi.
Kombinationsbehandlingen var den bedste til at bremse kræften eller få den til at forsvinde helt. Hos de kvinder, som fik begge behandlinger, var der ikke længere kræft i brystet ved operationen, mens det for Herceptin alene var ca. 30 procent og for Tyverb ca. 25 procent.
Hvilken effekt kombinationsbehandlingen har i forhold til at forebygge, at kræften vender tilbage, er for tidligt at vurdere, men det lover godt, vurderer Michael Andersson, der er overlæge på Rigshospitalet:
- Resultaterne tyder på, at vi ved at angribe HER2 positiv brystkræft med to stoffer med to forskellige virkningsmekanismer kan opnå langt bedre effekt end med et enkelt stof alene. Samtidig lover resultaterne godt for et lignende igangværende studie, som også danske kvinder medvirker i, hvor det undersøges, hvilken forebyggende effekt det har at give de to stoffer sammen efter operation for brystkræft for at undgå, at kræften kommer igen i forhold til standardbehandlingen, som i dag er Herceptin alene, siger Michael Andersson, der var med, da resultaterne for første gang blev præsenteret på San Antonio Breast Cancer Symposium i december.
I Danmark behandles HER2 positiv brystkræft med Herceptin og med Tyverb, hvis kræften vokser på trods af behandlinger med Herceptin og kemoterapi.
Fakta om HER-2 positiv brystkræft
HER-2 positive brystkræftceller har et meget stort antal HER-2 receptorer på celleoverfladen. Det unormalt store antal HER-2 receptorer medfører, at cellerne bliver overstimuleret og deler sig ukontrolleret.
Trastuzumab (Herceptin®) er et antistof, som virker ved at binde sig til HER-2 positive kræftceller. Derved ændres cellernes overflade, og immunforsvaret kan herefter skelne kræftcellerne fra de normale celler og ødelægge dem.
Behandling af brystkræft
Til top Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 12-01-2011
Nøgleord på siden:
prognose