Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kræftpris til Hans H. Storm |
|
Chefen for Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling, overlæge Hans H. Storm, har fået kræftlægernes årlige pris, Onkologiprisen. Prisen på 20.000 kr. uddeles af Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, DSKO, og gives for Hans H. Storms store indsats for at kortlægge kræftmønstret i Danmark.
 |
| Hans H. Storm har arbejdet med kortlægning af kræftmønstret i Danmark gennem 30 år. |
Hans H. Storm har de seneste 30 år arbejdet med at kortlægge danskernes kræftmønster og sætte tallene ind i en international sammenhæng. Det har givet ham en stærk platform til at påpeger problemerne med den høje kræftforekomst i Danmark og den lave overlevelse set i forhold til vores nabolande.
Han er leder af Forebyggelses- og Dokumentationsafdelingen i Kræftens Bekæmpelse, hvor karrieren startede tilbage i 1981, da han blev ansat som videnskabelig assistent ved Cancerregisteret. I 1986 blev han leder af Cancerregisteret. I 2000 blev han udnævnt som afdelingschef for Forebyggelse og Dokumentation.
- Vi har valgt at uddele prisen til Hans Storm, fordi han har haft stor betydning for vores viden om mønsteret af kræftpatienter i Danmark og formået at bringe data i et internationalt perspektiv. Vi har brug for valide data, som kan målrette samfundets indsats inden for forebyggelse og reducere antallet af nye kræfttilfælde. Netop i vores speciale, hvor vi er vidner til de sørgelige skæbner af kræftsyge, er forebyggelse et af håbene for fremtiden, siger formanden for DSKO, ledende overlæge Lisa Sengeløv.
Overrasket over prisen
- Det er en overraskelse for mig, som ikke-onkolog og som skrivebordslæge at blive accepteret i så fint et selskab. DSKO er et selskab, som har haft stor betydning for kræftbehandlingen i Danmark ved at samle alle kræfterne i et selskab frem for mange små. DSKO har haft stor betydning for at få indført nye behandlingsmetoder i Danmark, siger Hans H. Storm.
- Det er meget stimulerende at blive anerkendt for det arbejde vi har lavet i Kræftens Bekæmpelse gennem 30 år og prisen stimulerer til et endnu bedre samarbejde med kræftlægerne om at få udnyttet de omfattende kliniske databaser til både at forbedre behandlingen og forebyggelsen af kræft i Danmark, siger Hans H. Storm.
Prisen blev uddelt fredag d. 11. marts ved Dansk Selskab for Klinisk Onkologis årsmøde i Nyborg. DSKO er det officielle videnskabelige selskab for det lægefaglige speciale Klinisk Onkologi (kræftbehandling). Læger, hospitalsfysikere og andre akademikere, hvis arbejde falder inden for specialet kan blive medlem.
Onkologiprisen
Det er 22. gang Onkologiprisen bliver uddelt. Her er de seneste ti års prismodtagere:
2010 Professor, overlæge, dr. med. Torben Ørntoft, Molekylær Medicinsk Afd., Århus Universitetshospital
2009 Professor, overlæge, dr. med. Niels Erik Skakkebæk, Afd. f Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet
2008 Ledende overlæge, ph.d. Niels Holm, Onkologisk afdeling, Odense Universitetshospital
2007 Professor, overlæge, dr. med. Susanne Krüger Kjær, Rigshospitalet/Kræftens Bekæmpelse
2006 Overlæge Marie Overgaard, Onkologisk afdeling, Århus Universitetshospital
2005 Professor, overlæge, dr. med. Mikael Rørth, Onkologisk Afd., Finsencentret, Rigshospitalet.
2004 Overlæge, dr.med. Lena Specht, Onkologisk afdeling, Rigshospitalet
2003 Ledende overlæge, dr. med. Ole Steen Nielsen, Onkologisk afdeling, Århus Universitetshospital
2002 Professor, overlæge, dr. med. Anders Jakobsen, Onkologisk afdeling, Vejle Sygehus.
2001 Professor, overlæge, dr. med. Claus Fenger, Patologisk Institut, Odense Universitetshospital
Dansk Selskab for Klinisk Onkologi
Af journalist Morten Jakobsen
Sidst ændret: 14-03-2011
Nøgleord på siden: