Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Uddannelse har betydning for brystrekonstruktion

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse slår fast, at blandt kvinder mellem 45 og 59 år, der fik fjernet brystet efter brystkræft, var det overvejende dem med højt uddannelsesniveau, der fik foretaget brystrekonstruktion. Blandt yngre kvinder mellem 30 og 45 år var der ingen forskel i uddannelsesniveau mellem dem, der fik eller ikke fik foretaget brystrekonstruktion.

Hvert år får flere end 4.000 danske kvinder konstateret brystkræft. Forskere fra Kræftens Bekæmpelse har undersøgt alle de kvinder, som har fået diagnosticeret brystkræft fra 1999 til 2006. Knap 14.000 kvinder mellem 30 og 80 år fik fjernet brystet, men kun 14 ud af 100 kvinder fik efterfølgende lavet et nyt bryst. De øvrige 86 kvinder lever videre uden.
-Kvinder med brystkræft bør informeres om mulighederne for rekonstruktion af brystet og have lige forudsætninger for at tage et valg herom, siger Gitte Børn Hvilsom.


Hvem er det så, der vælger at blive rekonstrueret?

- Blandt danske kvinder mellem 30 og 45 år ses ingen sociale forskelle. Her ser det ikke ud til, at uddannelse har stor betydning. Kvinderne ønsker formentligt deres bryst gendannet af hensyn til både livskvalitet og seksualitet, siger forsker, ph.d.-studerende Gitte Bjørn Hvilsom fra Kræftens Bekæmpelse, som står bag undersøgelsen.

Uddannelse har betydning
Kigger man i stedet på kvinder mellem 45 og 59 år, er det tydeligt, at uddannelse betyder noget, både når vi taler om både primær og sekundær rekonstruktion. (En primær rekonstruktion gennemføres samtidig med operationen for brystkræft, mens en sekundær rekonstruktion gennemføres fra et halvt til et helt år efter brystkræftoperationen, men kan også gennemføres flere år efter).

-Jo højere uddannelse, kvinderne havde, des større var chancen for, at de blev rekonstrueret. Det kan måske skyldes, at de formår at stille krav til behandlingssystemet på en anden måde, end kvinder med lavere uddannelsesniveau. Det handler måske også om, at de måske bedre kan overskue og forstå den komplicerede information, man får omkring mulighed for og konsekvenser af at få lavet brystrekonstruktion, siger Gitte Bjørn Hvilsom.

Gitte Bjørn Hvilsom mener, at alle kvinder bør informeres om muligheder for rekonstruktion og have lige forudsætninger for at tage et valg herom, så man undgår den sociale skævvridning.

-Det er dog ikke alle kvinder, der kan rekonstrueres. De kan have andre sygdomme f.eks. hjertesygdom, der udgør en øget risiko for selve rekonstruktionsindgrebet. Et andet problem kan være, hvis kvinden har fået skader i huden efter strålebehandling. Måske kan en rekonstruktion slet ikke lade sig gøre, forklarer Gitte Bjørn Hvilsom.

Hvad er mine muligheder?
-Der er mange faktorer, som kvinder skal forholde sig til, hvis de ønsker at blive rekonstrueret. Det gælder både kliniske forhold og kvindens egne psykiske ressourcer. Vejen mod et nyt bryst kan nemlig være smertefuld, indebære komplikationer og kan kræve flere efterfølgende indgreb.

-Det er en stor omgang at skulle have genopbygget sit bryst, så derfor skal man som patient forberede sig godt. Kvinden skal informeres om fordele og ulemper, og behandlingen skal planlægges individuelt, siger Gitte Bjørn Hvilsom.

Gitte Bjørn Hvilsoms undersøgelse dokumenterede også, at geografien spiller en stor rolle. Chancen for at blive rekonstrueret var markant forøget, hvis man boede et sted tæt på et sygehus, hvor der var en plastikkirurgisk afdeling.

Undersøgelsen er offentliggjort i Acta Oncologica.

Rekonstruktion af bryst

Til top
Tilbage


af informationsmedarbejder Jytte Dreier

Sidst ændret: 09-03-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen