Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Høj pris får unge til at vælge HPV-vaccine fra |
|
Det koster 3.500 kr. at forebygge livmoderhalskræft. Det lyder som et slagtilbud, men for unge, er det rigtig mange penge. I en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, svarer langt de fleste, at det er prisen, der får dem til at vælge HPV-vaccinen fra. Færre end en ud af fem kvinder mellem 16 og 25 år har valgt at blive vaccineret, og det er et kæmpe problem, mener Kræftens Bekæmpelse.
Det er for dyrt, og jeg er allerede seksuelt aktiv. Sådan lyder de to primære begrundelser fra de mange unge kvinder, som vælger ikke at lade sig vaccinere mod HPV. Det viser en spørgeundersøgelse blandt 500 repræsentativt udvalgte kvinder mellem 15 og 26 år, som Userneeds har foretaget for Kræftens Bekæmpelse.
HPV-vaccinen, der kan forebygge livmoderhalskræft, har siden 1. januar 2009 været et gratis tilbud til alle piger i 12-årsalderen. Det samme tilbud har piger født i 1993-1995 haft, men kun til udgangen af 2010. Kvinder født før 1993 har selv skullet betale for vaccinationen. Det har nogle valgt at gøre, men ca. 85 procent er fortsat i en unødvendig risiko for at få livmoderhalskræft.
 |
| Politikerne bør finde det engangsbeløb, det kræver at vaccinere alle under 26 år gratis. Det er oplagt at bruge det overskud, det nye udbud på HPV-vaccinen giver, mener Iben Holten. |
-Forskningen viser klart, at kvinder mellem 16 og 26 også har glæde af HPV-vaccinen. Derfor er det trist, at så mange kvinder ikke får vaccinen, fordi de ikke har råd. Vi kan se, at de fleste af dem, der vælger vaccinen fra, gør det fordi, den er for dyr, siger Iben Holten, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
Nyt udbud kan dække udgift
Hun opfordrer politikerne til at finde det engangsbeløb, det kræver at vaccinere alle kvinder under 26 år. Og de behøver ikke engang at skulle lede efter pengene:
- Den nye udbudsrunde for indkøb af HPV-vaccinationer bliver snart afsluttet, og alt tyder på, at vaccinen bliver billigere. Hvis man eksempelvis tager udgangspunkt i den pris, svenskerne betaler efter deres udbudsrunde, vil der blive sparet mange millioner. Det er penge, der sagtens kan dække den engangsudgift, det er at vaccinere alle kvinder op til 26 år gratis, lyder det fra Iben Holten.
Virker også efter den seksuelle debut
Den anden vigtigste begrundelse for ikke at blive vaccineret er ifølge svarene, at den ikke virker, når man allerede er seksuelt aktiv. Det er en udbredt misforståelse, lyder det fra Iben Holten:
-Den nyeste forskning viser klart, at også kvinder, der er seksuelt aktive, har god gavn af vaccinen. Mellem 75-90 pct. af de 16-26-årige vil have gavn. Og selvom man er blevet smittet med det ene af de to typer virus, der kan give livmoderhalskræft, vil man stadig kunne opnå beskyttelse mod det andet, siger hun.
Eksempler på begrundelser for ikke at blive vaccineret
Har faktisk lige snakket med min læge om det, som kraftigt anbefalede den, men som studerende synes jeg desværre ikke, jeg har de 4.000 kr., som det kræver. Hvis prisen blev sat ned, men altså betydeligt ned, ville jeg helt sikkert overveje det igen.
Jeg er meget i tvivl om, om den ville have virkning på mig, da jeg allerede er seksuelt aktiv og har været det i flere år. Jeg er ikke overbevist nok om virkningen, når man får vaccinen, efter man er fyldt 16 – og så er 3.000 mange penge, når man er på SU.
I en periode overvejede jeg at blive vaccineret, og jeg prøvede at komme med i et forskningsprojekt, hvor man ville få vaccinen. Jeg blev desværre ikke udtaget til forsøget, og derefter besluttede jeg mig for ikke at få vaccinen – mest fordi den er ret dyr.
Læs mere om HPV, vaccinen og livmoderhalskræft på Vidunderlivet.dk
Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 15-02-2011
Nøgleord på siden: