Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Viden om genændringer omsættes til praksis

Et nyt forskningsprojekt er ved at undersøge funktionen af 250 gener og systematisk bestemme deres betydning for bl.a. hud-, lunge- og brystkræft. Forskerne har allerede fundet et muligt nyt brystkræftgen, og vist hvordan to overaktive gener til sammen gør kræftceller sårbare overfor en ny behandling.


Gennem de seneste år har den teknologiske udvikling gjort det muligt at undersøge de cirka 20.000 menneskelige gener relativt hurtigt. Det har ført til stor viden om, hvilke genetiske forskelle der er på normale celler og kræftceller. Næste skridt er at undersøge, om forskellene har en betydning for kræftudviklingen.

Det arbejde er blandt andre en forskningsgruppe ved Syddansk Universitet gået i gang med. Gruppen ledes af professor Jan Mollenhauer, og målet er at undersøge, hvilken rolle 250 gener spiller for udvikling, spredning og vækst af hud-, lunge- og brystkræft. Formålet er at opdage hvilke nye gener, der kan være mål for skræddersyet behandling.

Undersøgelserne er såkaldte funktionelle studier, hvor genernes funktioner undersøges. Det gøres blandt andet ved at udvikle gensplejsede celler, hvor de gener, forskerne vil undersøge, kan tændes og slukkes. På den måde kan forskerne se, om cellernes evne til at dø, dele sig eller leve, bliver påvirket, hvis bestemte gener bliver slukket eller er overaktive.

De første resultater er ved at være klar til offentliggørelse. Et viser vej til en ny behandlingsstrategi for kræftceller med et bestemt molekylært fingeraftryk, og et andet udpeger et lovende, nyt brystkræftgen.

To overaktive gener gør kræftceller sårbare
Forskerne har vist, at et særligt samspil mellem to gener, kan være mål for en fremtidig behandling. Hos mange kræftceller er begge de to gener opregulerede, og netop den kombination gør dem følsomme overfor en ny behandling.

– De to gener er opreguleret samtidig hos mange forskellige kræfttyper, men yderst hyppigt hos en bestemte kræfttype. Og når det sker, kan vi dræbe cellerne ved at hæmme det ene gen. Det er samtidig meget usandsynligt, at de to gener er opregulerede i almindelige celler, og det giver os en formodning om, at en fremtidig behandling kun vil give få bivirkninger, siger professor Jan Mollenhauer der leder forsøgene.

Resultaterne stammer indtil videre fra forsøg med celler i laboratoriet, men forskerne planlægger nu at fortsætte undersøgelserne via museforsøg.

Nyt gen der kan give brystkræft
Analyserne af genernes funktion har også bidraget med ny viden om et gen, som spiller en rolle i udviklingen af brystkræft. Oprindelig blev 140 gener udvalgt til nærmere analyser for, om de spillede en rolle i brystkræft. Indtil nu har tre vist sig at være særligt interessante, og især ét fangede forskernes opmærksomhed.

– Det er spændende, for det er et gen, der aldrig før har været forbundet med brystkræft. Vores resultater viser, at det har en stor indflydelse på cellernes overlevelse og deres vækst, og at det nok er ad den vej, det er vigtigt i udviklingen af kræft, siger Jan Mollenhauer.

Forskerne arbejder nu videre med at analysere de mulige brystkræftgener, og er i dag cirka halvvejs.

– Vores mål er at udpege det, eller de, gener, der har den mest centrale position i udviklingen af brystkræft. De gener, der er så vigtige, at cellerne dør, hvis vi rammer dem. Måske viser det sig, at der er nogle, som er endnu bedre, end dem vi har fundet hidtil, siger Jan Mollenhauer.

En god start
Indtil videre har forskerne kun analyseret en lille del af deres materiale, og selv om der er et stykke vej endnu, er Jan Mollenhauer optimistisk.

– Vores håb er naturligvis, at resultaterne i sidste ende kommer patienterne til gavn. Og ud fra vores hidtidige resultater, er jeg meget optimistisk. Jeg havde for eksempel ikke regnet med at se så gode kandidater til nye brystkræftgener, så tidligt i forløbet, siger forskningschefen.

Bag om forskningen
Projektets fulde titel er ”Systematic identification of novel cancer genes through targeted functional genomics”. Kræftens Bekæmpelse indgår i forskningssamarbejdet og støtter projektet med 800.000 kr.


 Af informationsmedarbejder Mette Weber

Sidst ændret: 18-01-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen