Knapt 18.000 danskere lever i dag med diagnosen modermærkekræft – en aggressiv kræftform i voldsom vækst. Alene de seneste ti år har der været en stigning i antallet af nye tilfælde på 63 pct. De fleste tilfælde af modermærkekræft kan opereres væk, men hvis kræften spreder sig til andre organer, er behandlingsmulighederne få.
 |
| Professor Inge Marie Svane har netop modtaget 1,8 mill. kr. til sin forskning fra Kræftens Bekæmpelse. |
-Derfor forsker vi intensivt i nye behandlingsmetoder for at hjælpe denne hårdt ramte gruppe patienter, siger professor og centerleder på Immunterapicentret på Herlev Hospital, Inge Marie Svane, der netop har modtaget 1,8 mill. kr. til sin forskning fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg.
Hvert år får omkring 200 patienter med modermærkekræft konstateret spredning til andre organer.
Kickstarter immunforsvaret En af de forsøgsbehandlinger, Center for Cancer Immun Terapi arbejder med, er brugen af kræftvacciner, som styrker patienternes eget immunforsvar og evne til selv at bekæmpe kræftceller.
Et andet behandlingstilbud er den cellebaserede immunterapi. Det sker ved at udtage de såkaldte T-celler fra patientens eget kræftvæv og dyrke dem intensivt i laboratoriet, så de ved efterfølgende indsprøjtning er i stand til at gå til angreb på patientens metastaser og kickstarte immunsystemet efter en kort, men intensiv behandling med kemoterapi.
Livsforlængende stof
-Samtidig har vi fået et helt nyt stof ved navn Ipilimumab, der har vist sig at have en mærkbar livsforlængende effekt, fortæller professor Inger Marie Svane og forklarer, at den supplerende behandling med det immunaktiverende antistof Ipilimumab først bliver formelt godkendt til behandlingsbrug i Europa til august.
Efter lovende amerikanske resultater har danske modermærkekræft-patienter med spredning imidlertid allerede det seneste års tid fået tilbud om at blive behandlet med Ipilimumab som led i den eksperimentelle behandling af deres metastaser.
Afprøvet herhjemme
Godt 50 danskere har sagt ja til dette tilbud, men når stoffet bliver godkendt, ventes det at blive en hyppigt anvendt behandling.
-Når vi står over for så alvorligt syge som patienter med spredning af modermærkekræft, har vi jo desværre haft meget få behandlingsmuligheder. Patienternes prognose er særdeles dårlig, men med den form for cellebaseret immunterapi, vi nu kan tilbyde, ser resultaterne også herhjemme lovende ud. Målet er, at patienterne kan leve betydeligt længere, siger Inge Marie Svane.
T-celler fra blodet Imidlertid kan den kendte T-celle terapi kun anvendes på omkring halvdelen af de patienter, hvor modermærkekræften har spredt sig til andre organer.
Det kan skyldes, at metastasen sidder et sted - eksempelvis dybt inde i lungen - hvorfra det er umuligt at udtage kræftvæv til dyrkning af T-celler. I andre tilfælde har det vist det sig, at de udtagne T-celler slet ikke vil gro i laboratoriet.
-Derfor vil vi nu undersøge, om vi i stedet kan udvikle en metode til at fremstille kræftdræbende T-celler fra patienternes blod i stedet for fra deres kræftvæv, forklarer Inge Marie Svane.
Immunceller ændrer sig
Et andet aspekt i projektet vil også være at kortlægge, hvorvidt det er et generelt fænomen, at kræftvæv fra modermærkekræftpatienter behandlet med Ipilimumab indeholder helt andre former for immunceller, end man tidligere har set. Samtidig skal forskningsprojektet afklare, hvordan man bedst udnytter disse immunceller i behandlingen.
-Vi er nødt til at sikre os den viden for at blive i stand til at give flest mulige patienter den optimale behandling, fastslår Inge Marie Svane.
Find forsøgsbehandlinger for kræft i Danmark
Modermærkekræft
Forskellige former for immunterapi
Netværk Modermærkekræft
Til top
Tilbage