Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Sommeren er på vej, og solariesæsonen ved at være forbi. Bare ikke for kommende konfirmander – for mange af dem er det solariehøjtid og måske også debut.
Set over et helt år er det ikke så få mønter, der bliver kastet i solariet, når danske børn og unge forsøger at hjælpe kuløren kunstigt på vej. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der netop er offentliggjort i British Journal of Dermatology.
 |
| Anne Friis Krarup, medforfatter til undersøgelsen. |
Ifølge den har 2 procent af de 8-11-årige, 13 procent af de 12-14-årige og 43 procent af de 15-18-årige brugt solarium inden for det seneste år.
- Andelen af børn og unge, der bruger solarium stiger støt med alderen, og hyppigheden af solariebesøg stiger også med alderen. Næsten hver fjerde af de 15-18-årige har brugt solarium en gang om måneden eller mere indenfor det seneste år, siger Anne Friis Krarup, der er analyse- og evalueringskonsulent i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne og medforfatter til undersøgelsen.
Piger går mest i solarium
Særligt pigerne bruger meget solarium og er tidligere ude end drengene.
- Solariebruget stiger for pigerne i 12-13 års-alderen, mens det først stiger i 14-15-års-alderen blandt drengene. Bortset fra de yngste aldersgrupper er det pigerne, der bruger mest solarium, siger Anne Friis Krarup.
Bekymrende mange bruger solarium
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som Gallup har foretaget for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i august-oktober 2008. I alt 1.814 børn og unge i alderen 8-18 år blev spurgt om deres solarievaner. Lidt flere piger og lidt færre 15-18-årige deltog i undersøgelsen sammenlignet med de 8-18-årige i baggrundsbefolkningen.
- Baggrunden for undersøgelsen er, at der er sket en betydelig stigning i modermærkekræft i de seneste år, og vi ved, at solariebrug er en risikofaktor. Derfor er det et bekymrende højt forbrug af solarier blandt børn og unge, vi finder, siger Anne Friis Krarup.
 |
| Procentdelen af børn og unge, der har brugt solarium inden for de seneste 12 måneder, fordelt på alder. |
Forbud for unge under 18 år
Gennem informationskampagner forsøger Solkampagnen at nå børn og unge og deres forældre med budskabet om, at solarium øger risikoen for modermærkekræft. Men det kan ikke gøre det alene, lyder det fra Anja Philip, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne:
-Selv om vi kan se, at indsatsen så småt begynder at virke, skal der mere end kampagner til, hvis vi vil bremse den bekymrende stigning i modermærkekræft. Et solarieforbud for børn og unge under 18 år kan sikre, at vi beskytter alle børn og unge mod en unødig kræftrisiko, siger Anja Philip.
Solarium og kræft
Sammenhængen mellem UV-stråling fra både solen og solariet og kræft i huden er enkel: Jo mere UV-stråling og jo flere forbrændinger man får, des større risiko for at få kræft i huden.
Går man i solarium øger man sin samlede livsdosis af UV-stråling. Undersøgelser viser, at over halvdelen af de unge der har været i solarium, får hudskader og solskoldninger. Derfor kan solariet øge ens risiko for at få kræft i huden.
Sluk solarietTil top Tilbage