Når man er ung og har mistet

Uddrag fra ’At miste – en essaysamling om sorg skrevet af unge’

Ni lange år – Om uvisheden når ens far har kræft
Det har stået på i ni år. I ni lange år har min far været syg af kræft. Jeg husker ikke alt, jeg husker ikke min opvækst. Jeg fortier det og gemmer det bag et mørkt slør. Jeg husker kun adskillige besøg frem og tilbage på sygehuset, kemoterapi, operationer, sorgen, fortvivlelsen og ikke mindst den evige venten. På det ’normale’ liv, på at komme videre, på at få ham rask eller sågar på, at døden melder sin ankomst. Barsk lyder det, men jeg har lært at se det i øjnene. Det er ikke til at forstå, ikke engang for mig selv. Kan verden være så urimelig?
(Majli, 15 år)

Patrick - Om vrede, lettelse og skyldfølelse, når ens storebror dør
Det var hårdt for mig, fordi Patrick fik lov til rigtig meget mere, end jeg gjorde, bl.a. fik han mere slik, et elektrisk løbehjul og flere ting. Jeg følte, at alle elskede ham mere, end de elskede mig. I en periode var jeg sur på ham og ville ikke tale til ham, men pludselig fik han det meget værre. En af de tider, hvor det var værst, spurgte han mig, om jeg ikke nok ville dræbe ham?! Det var nok en af de hårdeste ting for mig. Han kom på venteliste til et par nye lunger, og han fik en telefon, da han var 15. den ville ringe, hvis der kom nogle.
(…) Den sidste uge var jeg ved ham hele tiden. Han spiste næsten ikke og lå kun i sin seng. Til sidst ventede vi faktisk kun på, at han skulle dø – det er en følelse, man slet ikke kan beskrive. Efter en rigtig hård nat døde han så. Jeg gik fuldstændig i chok, begyndte bare at skrige, at det måtte ikke være rigtigt. Så tog jeg hans lungetelefon, gik udenfor og begyndte at smadre den.
(…) Jeg skammede mig over, at jeg blev glad bagefter, for jeg syntes, at det kunne jeg ikke tillade mig, når han var død. Jeg ville helst ikke snakke om det, fordi jeg ville ikke have, at nogen skulle have ondt af mig. Så jeg lod som om, alt var okay, og vendte tilbage til den normale rutine. Men på et tidspunkt begyndte min klasselærer at snakke med mig om det, og jeg fandt ud af, at man får det meget bedre af at snakke og ikke bare holde det inde.
(Pernilla, 14 år)

Bare mine forældre ikke var skilt
Nogen gange når jeg er alene, sidder jeg og græder og siger til mig selv: ’Bare mine forældre ikke var skilt. Bare vi boede sammen og ikke langt fra hinanden’. Jeg har næsten ingen familie her i Danmark. Kun mine søstre og min far. Jeg håber ikke, at jeg mister dem, eller at der sker dem noget. For så ved jeg ikke, hvad der vil ske med mig.
Hver dag kigger jeg på mit album, hvor der er billeder af mine forældre sammen. Hver gang jeg kigger på dem, begynder jeg at græde og ville ønske, at de var sammen. Jeg savner min mor, men det betyder ikke, at jeg ikke snakker med hende eller har kontakt med hende. Min mor ringer tit til mig og mine søstre og spørger, hvordan vi har det. Og når jeg hører hendes stemme løber tårerne ned af mine kinder. Ingen tænker så meget på deres forældre, som jeg gør. Jeg elsker min far og min mor så højt, at det ikke kan beskrives.
(Iman, 14 år)

Hvorfor føler jeg sorg? – Om at føle sorg efter en kræftsygdom
Jeg er vildt paranoid. Jeg forventer det værste, hver gang jeg er syg. Hver evig eneste gang jeg får det skidt, er jeg bange for, at jeg har fået kræft igen. Jeg bliver ked af det og sur, når jeg bliver bange for kræft. Det er snart fire år siden, og det kan bare ikke passe, at jeg stadig skal frygte for mit liv, hver gang mine mandler hæver. Jeg bliver ked af det og sur, hver gang jeg forstuver min fod – for lægerne sagde, at mit ben ville blive normalt. Og jeg bliver sur på mig selv, når jeg bliver sur – i stedet for at være lykkelig.
Nogle gange savner jeg at være indlagt. Det er ikke til at forstå, og jeg forstår det heller ikke selv. Jeg savner ikke at skulle tage stilling til mit liv, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg var i morgen. Jeg savner at være uden ansvar, og at ingen regnede med noget fra min side. Det er svært at indrømme – men jeg savner, at folk havde ondt af mig. At de synes, jeg var speciel. Jeg savner, at min mor og far var der 24 timer i døgnet. Jeg savner, at det var i orden at savne dem, selv om de lige var gået.
(Mikie, 18 år)

Læs hele essaysamlingen på:
www.cancer.dk/atmiste