Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden: mundhule kræft

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Mange flere vil få tarmkræft

Kræft i tyk- og endetarm rammer cirka 4.250 danskere om året. Det tal vil stige, viser en fremskrivning af kræfttilfælde fra databasen NORDCAN. Årsagen er dels, at der bliver flere og flere ældre, men vores levevis har også en stor del af skylden.

Med gennemsnitligt 4.250 årlige tilfælde fylder kræft i tyk- og endetarm cirka lige så meget i statistikkerne som brystkræft og lungekræft. Og langt flere vil kunne se frem til at få tarmkræft i fremtiden, viser en fremskrivning af forventede kræfttilfælde fra kræftdatabasen NORDCAN. Ifølge fremskrivningen vil der om 15 år være omkring 6.750 tilfælde hvert år. En stigning på næsten 60 procent.

Flere ældre og usund livsstil giver mere kræft
Stigningen skyldes til dels, at flere danskere til den tid vil være over 70 år gamle. Tarmkræft er nemlig en sygdom, der i høj grad rammer ældre mennesker. Men det er ikke kun befolkningens anderledes alderssammensætning, der er skyld i den voldsomme stigning i antallet af tilfælde. Også vores levevis bærer en væsentlig del af skylden.

Ud af de forventede 2.492 ekstra årlige tilfælde, vil 1.448 kunne tilskrives befolkningens alderssammensætning, mens 1.042 skyldes, at vi i årtier har ført en mere risikabel livsstil.

Den forventede store stigning i antallet af tarmkræfttilfælde skyldes i høj grad, at mange danskere er overvægtige.

Især overvægt giver mere kræft
-Stigningen ligger især i, at flere bliver overvægtige. Det, vi selv kan gøre for at mindske risikoen, er at undgå overvægt, reducere vores alkoholindtagelse, være fysisk aktive og spise mindre kød og gerne mere fiberrig kost – især grøntsager, siger Hans Storm, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

I fremskrivningen er der ikke taget højde for, at det er besluttet, at alle danskere mellem 50 og 74 år fra 2014 skal tilbydes screening for tarmkræft. Hvis mange nok tager imod det tilbud, kan det betyde færre kræfttilfælde.

- Man bør deltage i screening, for der vil man kunne opdage polypper i tarmene, som er forstadier til kræft. De kan behandles med et mindre indgreb, så færre når at udvikle kræftsygdom i tarmen, siger Hans Storm.

Eftersom man kender til en del af risikofaktorerne, kan det godt lade sig gøre at ændre tallene fra fremskrivningen – men så skal der ændres vaner nu.

- Tyktarmskræft er cirka 15 år om at udvikle sig ifølge de tumorbiologiske teorier – så indsats nu for at få danskerne til spise sundere, drikke og ryge mindre og bevæge sig mere, plus screening og behandling af forstadier til kræft kan ændre på forudsigelsen, siger Hans Storm.

Så meget betyder overvægt og fysisk inaktivitet
En videnskabelig artikel offentliggjort i European Journal of Cancer viser beregninger af, hvor mange tilfælde af tyktarmskræft, der kunne undgås med mindre overvægt og mere motion. Den viste, at det er med at komme i gang, for regningen for usund livsstil betales mange år senere, når det gælder kræft.

I den tænkte situation, at ingen danskere i 2009 havde været overvægtige (og holdt vægten), så ville vi i 2040 se 13,8 procent færre mænd og 2,3 procent færre kvinder, der fik tyktarmskræft, i forhold til den virkelige situation med danskernes vægt, som den var i 2005.

For kvinderne er der meget mere at hente ved fysisk aktivitet. Hvis man forestillede sig, at alle danskere i 2009 havde fået den vane at være fysisk aktive i de anbefalede 30 minutter om dagen, så ville der i 2040 være 11,0 procent færre kvinder og 5,8 procent færre mænd, der fik tyktarmskræft, end hvis det gennemsnitlige fysiske aktivitetsniveau var som i 2005.

Kilde: European Journal of Cancer 46 (2010) 2605-2616

Årsager til tarmkræft

 
Ud over manglende fysisk aktivitet og overvægt giver bl.a. for meget kød fra firbenede dyr, rygning og alkohol større risiko for kræft i tyk- og endetarmen.

Læs mere:

Tyktarmskræft

Endetarmskræft

NORDCAN



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 30-06-2011


Nøgleord på siden: mundhule kræft
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen