Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Institutchef ved Institut for Biologisk Kræftforskning, Julio Celis, fylder 70 år lørdag d. 21. maj

Julio Celis, der er chef for Institut for Biologisk Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse, fylder 70 år lørdag d. 21. maj.

Når Julio Celis taler, så lytter både Europas forskere og
Institutchef Julio Celis fylder 70 år lørdag d. 21. maj
beslutningstagere. Det skyldes både en forskningskarriere, der tæller flere end 300 videnskabelige artikler og 8 bøger, og at han gennem de sidste 10 år har været chef for et forskningsinstitut i verdensklasse og samtidig har skabt en indflydelsesrig karriere i europæisk forskningspolitik.

På trods af at den chilensk-fødte forsker har mange jern i ilden, er der et skarpt fokus i al hans arbejde. Kræftpatienten. Og det mål, at forskningsresultater så hurtigt som muligt skal komme netop kræftpatienterne til gavn.

Det har han både arbejdet for i sin egen forskning, hvor han især har interesseret sig for blære- og brystkræftforskning og i sit politiske arbejde, hvor han på europæisk plan har arbejdet utrætteligt for, at Europas forskere skal arbejde sammen på tværs af grænser for både lande og fag. Ved at bygge bro mellem grundforskning og klinisk forskning, dele ekspertise, viden og ressourcer og ad den vej gøre en samlet front mod kræft.

Den 70 års fødselsdag på lørdag er et udråbstegn for et både privat og professionelt liv, der i høj grad er levet internationalt. Julio Celis er oprindelig fra Chile, men via sit arbejde er han blevet lige så international, som det institut han til daglig er leder af og som huser 23 forskellige nationaliteter. Efter ph.d. studier på University of Iowa gik turen til det engelske Cambridge University, hvor han bl.a. arbejdede sammen med nobelprismodtagerne fysikeren Francis Crick og genetikeren Sydney Brenner. I 1975 flyttede Julio Celis sammen med sin familie til Danmark, og efter ansættelser som først lektor og senere professor ved Århus Universitet, blev han i 2001 institutchef for Kræftens Bekæmpelses Institut for Biologisk Kræftforskning.

Julio Celis er manden med det store overblik, og han hænger sig ikke meget i detaljer. Hans 115 medarbejdere ved Institut for Biologisk Kræftforskning har i høj grad frie hænder til at løse deres opgaver, bare det gøres godt.

Samtidig med, at det politiske arbejde især i de senere år har fyldt mere og mere, bevarer Julio Celis sit forskningsmæssige fundament. De senere års forskning har således ført til en resultater, der giver håb om, at brystkræft i fremtiden kan afsløres ved en blodprøve. Foruden sin egen forskning er Julio Celis chefredaktør på det videnskabelige tidsskrift Molecular Oncology, som han startede i 2006, medredaktør på endnu et, og medlem af redaktionen på 5 øvrige tidsskrifter. Han er samtidig medlem af en række videnskabelige selskaber verden rundt, og han er en efterspurgt taler og arrangør af videnskabelige møder og kurser.

Julio Celis har valgt at fratræde sin stilling som institutchef ved udgangen af 2011. Han har dog aftalt med Kræftens Bekæmpelse at han i den første del af 2012 arbejder videre for at styrke organisationens tætte tilknytning til især den europæiske forskning, og at han derefter er tilknyttet Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med bl.a. et stort EU-projekt.


Af informationsmedarbejder Mette Vinter Weber

Sidst ændret: 19-05-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen