Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kræft rammer mange mænd på seksualiteten |
|
Det er ikke noget, der tales særlig højt om, men for en del mænd er kræft ensbetydende med rejsningsbesvær. Det gælder både patienter med prostatakræft, blærekræft og endetarmskræft, som er nogle af de største kræftsygdomme blandt mænd. I en ny film på cancer.dk fortæller seks mænd med prostatakræft om, hvordan de håndterer deres ændrede seksualitet.
Både prostata-, blære- og endetarmskræft kan give rejsningsbesvær, fordi nerverne kan blive ødelagt i forbindelse med operation eller strålebehandling. Det er, hvad der skete for 65-årige Henrik Hartmann, da han for knap to år siden blev opereret for prostatakræft
-Jeg mistede jo ikke lysten, men jeg mistede evnen totalt. Lige efter operationen tænkte jeg ikke så meget over det, men på et tidspunkt fik jeg tilbudt nogle piller. En af de helt store nedture efter operationen var at gå og æde de her piller til 112 kr. stykket, og så skete der ikke en døjt. Simpelthen intet som helst.
Henrik Hartmann er en af i alt seks mænd, som i en ny film på cancer.dk fortæller om, hvordan det er pludselig ikke at kunne det, man kunne engang. Selv om det ikke er uden udfordringer, er både Henrik Hartmann og hans kone optimister, og han har efterhånden fundet frem til den rette dosis af tabletter og indsprøjtninger, som kan give en rejsning, uden at det gør ondt.
 |
Jens Nielsen (fra venstre), Henrik Hartmann, Mogens Olsen, Ole Kjær, Claus Finne Jepsen og Preben Dammann i samtale i den nye film om prostatakræft og seksualitet. Se film om prostatakræft og seksualitet |
Når lysten er væk
For en stor gruppe af prostatakræftpatienter ikke det ikke alene evnen, men også lysten der forsvinder. De mænd, der får hormonbehandling, mister lysten , fordi behandlingen fjerne al testosteron.
Det gælder 63-årige Jens Nielsen, der for tre år siden fik konstateret prostakræft, som på det tidspunkt allerede havde spredt sig uden for prostata. Sammen med sin kone har han fået hjælp hos en sexolog på Rigshospitalet, og det hjalp dem til at finde måder at takle situationen på.
- Man hiver jo ikke konen op på køkkenbordet, når man ikke kan gennemføre det, men det er vigtigt at være sammen på en seksuel måde stadigvæk. At ligge sammen og have det rart sammen. Ellers er det svært. Det er ikke altid, jeg fanger signalerne, og når lysten ikke er der, er det også noget med at tage sig sammen og måske lave faste aftaler. Kalendermæssigt kan jeg jo godt regne ud, at der nu er gået to uger – så må jeg gå ind og være lidt mere aktiv, fortæller Jens Nielsen i filmen.
Hjælpemidler kan give rejsning
Tabletbehandling
Kan man få lidt rejsning, kan man forsøge med tabletbehandling (for eksempel Viagra eller Cialis). Tabletten virker afslappende på blodkarrene og øger blodtilstrømningen til penis, så rejsningen bliver bedre. Tabletten virker kun ved seksuel stimulation, og rejsningen falder efter udløsning. Tabletten skal tages en ½ time før samleje.
Indsprøjtning
Virker tabletbehandling ikke tilstrækkeligt, kan man prøve med et stof, der sprøjtes direkte ind i svulmelegemet med en tynd, kort kanyle (for eksempel Caverject). Lægen giver en grundig vejledning og instruktion i, hvordan man skal sprøjte medicinen ind. Medicinen udvider blodkarrene og muskulaturen i svulmelegemet afslappes, så blodet ikke kan løbe tilbage. Det giver rejsning hos cirka 70-75 procent af alle impotente mænd. Efter medicinen er sprøjtet ind, går der mellem fem minutter og en time, før man får rejsning. Rejsningen kommer uden stimulering og varer som regel et par timer – også selv om man har haft udløsning.
Stikpiller
I stedet for en indsprøjtning kan man også få stoffet som en stikpille, der føres ind i urinrøret (Muse). Her smelter pillen ved kropstemperaturen og suges over i svulmelegemerne. Virkningen indtræder efter fem til ti minutter.
Andre hjælpemidler
Endelig er der andre seksuelle hjælpemidler, som kan gøre det seksuelle samliv nemmere og mere spontant. Selv om man synes, at massageapparater og dildoer er lidt for unaturlige eller tekniske, kan det nogle gange betale sig at give det en chance.
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 08-06-2011
Nøgleord på siden: