Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Fodbold styrker prostatakræftpatienter |
|
FC Prostata er et usædvanligt fodboldhold: Spillerne er mellem 59 og 78 år gamle og de har alle prostatakræft. De er samlet i forbindelse med et pilotforsøg under Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter. De første erfaringer med fodbold som fysisk træning for de ældre mænd er så gode, at der nu starter et større videnskabeligt forsøg.
 |
De otte mænd på FC Prostata er mellem 59 og 78 år - og har prostatakræft. Foto: Christian Midtgaard |
De er gråhårede, benene er lidt stivere end i superligaen og træningstrøjen strammer mest fortil – men lysten til at jagte bolden og sparke den i mål er ikke forsvundet med alderen.
- Det er 25 år siden, jeg sidste spillede fodbold. Men det er sjovt og man er motiveret på en anden måde, når man laver noget sammen med andre. Der er ikke så mange undskyldninger, som hvis man skulle ud og løbe en tur alene, siger 70-årige Jørgen Nørgaard.
Socialt fællesskab
Han er en af de otte mænd i alderen 59 til 78 år, som er bemandingen på FC Prostata. Han dyrker fitness om vinteren, golf om sommeren og står på ski. Men fodbolden er en anden oplevelse.
- Når man ikke længere går på arbejde, savner man det sociale. Det får man på et fodboldhold. Mit kondital er forbedret med 5 point og jeg har tabt mig et kilo af de seks ugers fodbold. Og det gjorde ikke noget, siger Jørgen Nørgaard.
Forbedrer kondition og muskelstyrke
Den forbedrede kondition, vægttabet og det sociale aspekt er netop kernepunkterne i pilotprojektet med at tilbyde fodboldtræning til ældre mænd med prostatakræft. Projektet er et samarbejde mellem Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter, CIRE, UCSF og Institut for Idræt på Københavns Universitet.
- Vi har vist igennem flere videnskabelige undersøgelser, at fodbold giver positive virkninger på en række sundhedsparametre som kondition, fedtprocent og blodtryk. Fodbold har vist sig lige så effektivt som løbetræning til at forbedre kondition, og lige så effektivt som styrketræning til at øge muskelmasse. På denne måde er fodbold en interessant aktivitet, fordi det ser ud til både at stimulere til hjerte-kredsløbsforbedringer, samt forbedringer relateret til muskler og knogler. Samtidig har deltagerne det sjovt undervejs og oplever det ikke så belastende som man skulle tro, når man ser på den høje intensitet træningen foregår ved, siger ph.d. studerende Jesper Frank Christensen fra CIRE.
Han er en af personerne bag FC Prostata-projektet, der har til formål at give deltagerne en bedre livskvalitet og gøre dem bedre i stand til at klare den ofte hårde kræftbehandling. Og det ser ud til at være et godt tilbud.
- Foreløbigt har vi kun gennemført et lille pilotprojekt, for at se, om mændene overhovedet var interesserede, om det var forsvarligt at sende dem ud på fodboldbanen, samt hvorvidt vi ville risikere at se for mange skader. Men alt er gået godt. Vi har kun trænet med mændene i seks uger og vi kan allerede se fremskridt på kondition, muskelmasse og fedtprocent, og vi har frem for alt ikke haft nogle alvorlige utilsigtede hændelser med skader eller lignende, forklarer Jesper Frank Christensen.
Videnskabeligt forsøg fra efteråret
Baseret på erfaringerne går CIRE til efteråret i gang med et mere omfattende videnskabeligt forsøg, hvor en gruppe, der tilbydes fodboldtræning skal sammenlignes med en kontrolgruppe. Og Jørgen Nørgaard er helt med på at fortsætte fodbolden.
- Det er fornøjeligt at spille sammen. Så vi har allerede aftalt, at vi starter igen til august, siger den 70-årige prostatakræftpatient.
 |
| Jørgen Nørgaard på 70 år har forbedret sit kondital og sin muskelstyrke efter seks ugers fodboldtræning. |
Læs mere om prostatakræft
Læs tidligere nyhed om Center for Integreret Kræftrehabilitering
Af journalist Morten Jakobsen
Sidst ændret: 19-07-2011
Nøgleord på siden: