Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Yngre kræftramte risikerer hjerteproblemer senere i livet |
|
Stadig flere unge får kræft. Et nyt stort forskningsprojekt kortlægger nu omfanget af de senfølger, som yngre kræftramte må døje med. - Problemer med hjertet er en af de hyppigste senfølger, siger cand. scient., ph.d. Kathrine Rugbjerg, der netop er gået i gang med at analysere data fra 65.000 yngre kræftpatienter.
Et stadigt voksende antal danske unge i alderen 15 til 39 år får kræft. Det skyldes især den voldsomme stigning af nye modermærkekræfttilfælde blandt unge, ligesom stadig flere yngre mænd får konstateret testikelkræft. Forekomsten af testikelkræft i Danmark er den hyppigste i verden, og antallet af tilfælde har været voksende gennem de sidste 50 år.
 |
| Kathrine Rugbjerg arbejder som postdoc i Kræftens Bekæmpelse. |
-Godt 1.300 danske unge mellem 15 og 39 år får hvert år stillet en kræftdiagnose, og med de stadigt forbedrede behandlingsmuligheder er der virkelig brug for, at vi er klædt godt på til at tackle de senfølger, disse unge risikerer senere hen i livet, siger cand. scient., ph.d. Kathrine Rugbjerg fra Institut for Epidemiologisk Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.
Senfølger viser sig efter ti-tyve år En af de hyppigste senfølger blandt yngre kræftoverlevere er problemer med hjertefunktionen. Ofte viser det sig først ti-tyve år efter, at behandlingen for selve kræftsygdommen er afsluttet.
Der er hidtil ikke forsket ret meget på området, men undersøgelser i Norge og Holland tyder på, at risikoen for såkaldt myokardie infarkt (svækket hjertemuskulatur) er to-tre gange højere blandt overlevere efter testikelkræft, som fortrinsvis rammer yngre mænd i alderen 25 til 35.
-Derfor er det vigtigt, at vi får indsamlet helt konkret viden om problemernes omfang, fastslår Kathrine Rugbjerg, der netop har modtaget 1,2 mill. kr. fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg til sit forskningsprojekt.
Data fra 1943 Ved brug af Cancerregistrets data helt tilbage fra 1943 vil hun således i første omgang analysere tendenser i både forekomst og overlevelse for unge, der var mellem 15 og 39, da de fik konstateret en kræftsygdom. I alt drejer det sig om ca. 65.000 patienter. Ved at koble deres data med oplysninger fra Landspatientregistret, der blev etableret i 1977, bliver det derefter muligt at få et overblik over de senfølger i form af hjerteproblemer, de yngre kræftpatienter efterfølgende har måttet døje med.
Opgørelserne sammenholdes med forekomsten af hjerteproblemer i en alders- og kønsmatchet kontrolgruppe.
Forebyggelse
-Når vi har dette overblik over omfanget af hjerteproblemer som senfølge, kan vi gå skridtet videre og sammenholde den enkelte patients behandling med risikoen for at udvikle hjerteproblemer, siger Kathrine Rugbjerg og fortsætter:
-Denne del af undersøgelsen kræver en grundig gennemgang af patientjournaler, så vi får en øget viden om hjerteproblemer blandt overlevere efter en kræftsygdom i de yngre år og dermed kan skabe grundlag for forebyggelse af disse problemer, understreger Kathrine Rugbjerg.
Både visse former for kemoterapi og strålebehandling kan på længere sigt medføre problemer med hjertet.
Fremtidig behandling -Derfor vil det være af stor betydning for den fremtidige behandling af yngre kræftpatienter, hvis vi ved meget mere om, hvilke patienter der senere hen i livet udvikler hjerteproblemer, siger Kathrine Rugbjerg, der planlægger at udføre en del af forskningen i samarbejde med Hjertecentret på Rigshospitalet.
Til top Tilbage
Af journalist Lone Zilstorff
Sidst ændret: 03-08-2011
Nøgleord på siden: