Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Nyt stort mobilstudie: Normal brug giver ikke svulst på hørenerven |
|
Den hidtil største internationale undersøgelse finder ikke, at op til 10 års normal brug af mobiltelefoni giver øget risiko for en type svulster på hørenerven, der sidder tættest på, hvor man holder telefonen.
Akustisk neuroma er en type svulster, der opstår på hørenerven, og som sidder lige inde i øret. Det er altså her, det elektromagnetiske felt er størst, når man taler i mobiltelefon.
For at vurdere, om det øger risikoen for den type svulster, har 13 lande sammen lavet en stor undersøgelse, Interphone, og nu er de samlede resultater fra hele undersøgelsen blevet offentliggjort.
Det mest udsatte sted
- De her svulster på hørenerven opstår lige ved siden af, hvor man er eksponeret, når man taler i mobiltelefon. Derfor må det være der, vi ser en eventuel stigning i tilfælde, hvis der er en risiko. På samme måde, som sollys giver kræft i huden og tobaksrøg giver kræft i bl.a. lungerne, siger professor, overlæge Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse, der er en af forfatterne.
Der var ingen øget risiko for akustisk neuroma ved jævnlig brug i 10 år eller mere, lyder forskernes konklusion.
Den største undersøgelse til dato
- Det er den største og mest grundige undersøgelse, der har været af emnet. En undersøgelse, vi har ventet på i årevis, og den har ikke kunnet påvise en tydelig sammenhæng mellem at tale mobiltelefon og øget risiko for svulst på hørenerven, siger Christoffer Johansen.
Forskerne opdelte forbruget af mobiltelefon i 10 kategorier og fandt ingen sammenhæng mellem forbruget i de første 9 forbrugsniveauer. Kun for den lille del af brugerne, der rapporterede det højeste forbrug (kategori 10), fandt man en øget risiko. Men det forbrug, en del af disse personer havde fortalt om, var nærmest urealistisk at gennemføre på en almindelig dag. Derfor kan det ikke udelukkes, at det var problemer med at huske det præcise forbrug, der forklarede dette resultat.
-Den øgede risiko sås hos storforbrugere, som udgjorde mindre end fem procent af alle deltagerne. Fundet kan skyldes fejl i indberetningen, eftersom det er svært for folk at svare på, præcist hvor mange minutter pr. dag, de brugte deres mobiltelefon for 10 eller flere år siden, forklarer dr. Joachim Schüz, der var med til at lave undersøgelsen, mens han forskede hos Kræftens Bekæmpelse. I dag leder han afdelingen for Miljø og Bestråling i WHO’s kræftforskningsagentur IARC.
Interphoneundersøgelsen er baseret på interviews om mobilforbrug med 1.105 patienter med akustisk neuroma og 2.145 raske kontrolpersoner.
Dansk undersøgelse fandt ingen øget risiko
For nylig blev en anden dansk undersøgelse af samme sygdom offentliggjort, og den var baseret på blandt andet oplysninger fra mobilselskaberne om, præcist hvor meget, de enkelte mobilabonnementer var blevet brugt. Her var det altså ikke kun op til patienterne og de raske kontrolpersoner at huske, hvor meget de talte i mobiltelefon i flere år tilbage.
Den danske undersøgelse gav samme hovedkonklusion: Ingen øget risiko for akustisk neuroma, og i den undersøgelse var der heller ingen øget risiko for dem, der havde brugt mobiltelefonen mest.
- Alt i alt er resultaterne fra de to undersøgelser mere samstemmende, end man umiddelbart skulle tro, idet de begge ikke viser nogen øget risiko ved normal brug af mobiltelefon eller for langtidsbrugere. Men på grund af Interphones resultat for storforbrugerne, er der fortsat en mulighed for, at der er en lille øget risiko for akustisk neuroma for dem, der bruger mobiltelefonen allermest. Derfor fremhæver vi vores anbefaling om at bruge håndfrit sæt for at mindske udsættelsen af hovedet, når man taler i mobiltelefon meget ofte eller taler meget længe, siger Joachim Schüz.
Resultaterne med i klassificering af mobiltelefoni
Begge undersøgelserne af risikoen for akustisk neuroma var med i vurderingen, da en gruppe internationale forskere under IARC tidligere i år endte med klassificere mobiltelefoni i gruppe 2B ”muligvis kræftfremkaldende”. En klassificering, der vil blive taget op til vurdering engang i fremtiden, hvis der kommer nye, væsentlige resultater fra videnskabelige undersøgelser.
-En vigtig aktivitet i den forbindelse er en stor europæiske undersøgelse, Cosmos, som Kræftens Bekæmpelse deltager i. Undersøgelsen omfatter næsten 200.000 europæiske mobiltelefonbrugere, der vil blive fulgt fremover for at se på risikoen for kræft og andre sygdomme, siger Joachim Schüz.
Kilder:
Cancer Epidemiology (2011), doi:10.1016/j.canep.2011.05.012
American Journal of Epidemiology, Vol. 174, No 4 DOI: 10.1093/aje/kwr112
Læs mere:
Børn og mobiltelefoner: Ingen påvist kræftrisiko
IARC: Mobiltelefoner er muligvis kræftfremkaldende
Mobilundersøgelsen Cosmos
Til top
Tilbage
Af journalist Helle Falborg
Sidst ændret: 22-09-2011
Nøgleord på siden: