Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Ny forskning i hjernekræft hos børn

Når børn rammes af kræft i hjernen, kan behandlingen i sig selv give varige skader. Det skyldes, at der i dag ikke er mulighed for at tilbyde en målrettet behandling, der kun rammer kræftcellerne og skåner det raske væv. Et nyt forskningsprojekt vil skabe større viden om, hvordan hjernekræft udvikler sig. Håbet er, at det på længere sigt kan danne grundlag for en skræddersyet behandling. Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen med 1.35 mio. kr.

Hjernekræft er den næst hyppigste kræftform hos børn. Selv om der er sket store fremskridt i behandlingen af nogle former for hjernekræft med hensyn til bedre overlevelse, kan børn, især spædbørn og småbørn, få alvorlige bivirkninger af kræftbehandlingen. Bivirkningerne kan både være neurologiske og psykiske f.eks. nedsat opmærksomhed og koncentration.

Bivirkningerne skyldes, at de nuværende behandlingstilbud med

Læge Monika Golas arbejder for en bedre forståelse af hvordan hjernekræft udvikler sig hos børn
operation, kemoterapi og stråleterapi, også rammer det raske hjernevæv. For nogle kræftformer findes der målrettede behandlinger, der næsten kun rammer de syge celler, men den type behandling mangler endnu for en række andre kræftformer som f.eks. hjernekræft hos børn.


– Det skyldes, at vi i dag ikke har en molekylær forståelse af, hvordan hjernekræft udvikler sig. Det er en kompliceret sygdom, hvor mange faktorer spiller sammen og påvirker hinanden, og først indenfor de seneste år har vi fået de teknologiske muligheder til at studere det molekylære samspil bag. Det er de muligheder, vi nu vil gribe, for i fremtiden at kunne give børn med hjernekræft en individuel behandling, siger læge Monika Golas. Hun er adjunkt ved Aarhus Universitet og står i spidsen for den nye forskning, der i maj modtog 1.35 mio. kr. i støtte fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg.

Proteiner hæmmer
Monika Golas har især et molekyle i kikkerten, som menes at spille en rolle for udviklingen af hjernekræft af typen medulloblastom. Medulloblastom er en meget aggressiv form for hjernekræft hos børn.

– Vores fokus er på et kompleks bestående af proteinet REST og andre proteiner. REST-komplekset binder sig til arvemassen og påvirker på den måde dannelsen af et eller flere proteiner, der er vigtige for den normale udvikling af nerveceller. Når det sker, standser den normale udvikling af de stamceller, der skal blive til nerveceller. Og det er de ufærdige nerveceller, som kan danne kræften medulloblastom, siger Monika Golas.

Man ved endnu ikke meget om, hvordan REST-komplekset virker. Men gennem laboratorieforsøg på kræftcellekulturer, vil Monika Golas og hendes kolleger skaffe ny viden om både REST-kompleksets virkning og forsøge at finde nye molekyler, der bidrager til udviklingen af kræft.

Målet er nye behandlingsmuligheder
Foruden ny viden om REST-komplekset, håber Monika Golas, at hendes forskning kan kaste nyt lys over de processer i kræftcellerne, som er centrale for udviklingen af kræft. Måske endda finde helt nye molekyler, der kan være mål for fremtidig behandling.

– Ved at få kendskab til molekylerne, deres funktion og deres opbygning, har vi begivet os det første stykke på vej mod nye behandlinger, der kun rammer de skadelige kræftceller, og dermed mod en skræddersyet behandling til børn med hjernekræft, siger Monika Golas.

Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen

Forskningen foregår på Aarhus Universitet. Projektets fulde titel er: ”Identifikation af molekylære mekanismer, som er ansvarlige for udviklingen af meget aggressiv hjernekræft hos børn”, og Kræftens Bekæmpelse støtter arbejdet med 1.35 mio. kr.

 

Læs mere:

Sygdomme og behandling af kræft hos børn
Læs mere generelt om sygdomme og behandling af kræfttyper hos børn.

 

Til top 

Tilbage 
 



Af informationsmedarbejder Mette Vinter Weber

Sidst ændret: 26-07-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen