Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Fuld fart på fuldkorn

Siden Fuldkornspartnerskabet i januar 2009 gik i gang med at få danskerne til at spise mere fuldkorn, er der kommet mindst 100 nye fuldkornsprodukter på markedet, som opfylder kravene til at få fuldkornslogoet. Et nyt af slagsen er GRØD2GO, som er havregrød til folk på farten. Grød kan erstatte mange usunde måltider.

Et af de otte kostråd lyder, at man skal spise 75 gram fuldkorn om dagen. Flere befolkningsundersøgelser har vist, at mennesker, der spiser meget fuldkorn, sjældnere udvikler nogle typer kræft, overvægt og en række andre alvorlige sygdomme.

I gennemsnit spiser danskerne dog mindre end halvdelen af den anbefalede mængde fuldkorn. Det arbejder Fuldkornspartnerskabet, der er et samarbejde mellem sundhedsmyndigheder, sundhedsorganisationer, fødevareproducenter og detailhandlen, på at ændre.

Havregrød, der kan snuppes i farten på kaffebaren eller i kiosken, er det nyeste af mere end 100 nye produkter med fuldkornslogo.

-Det nytter ikke noget at sige til folk, at de skal spise fuldkorn, hvis det ikke også er nemt. Fuldkornsprodukterne skal være let tilgængelige. Det skal være mindst lige så nemt at vælge sunde – og lækre - fuldkornsprodukter som de mindre sunde alternativer. Og sådan er det heldigvis også efterhånden, siger Susanne Tøttenborg, seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, som er partner i Fuldkornspartnerskabet.

For det er blevet nemt at finde de sunde produkter på hylderne. Kunderne skal bare vælge et af de mange produkter med fuldkornslogo. For at gøre sig fortjent til det orange fuldkornslogo skal et produkt have et højt indhold af fuldkorn. Derudover stilles der krav om et lavt indhold af salt, sukker og fedt – krav, der varierer alt efter produkttype.

I dag findes der i dagligvarebutikkerne mere end 200 produkter som rugbrød, mel, lyst brød, knækbrød og pasta med det orange logo. Heraf er mindst 100 af produkterne nye og udviklet, efter logoet blev lanceret.

Havregrød i kiosken
Det nyeste skud på stammen er GRØD2GO, som kommer på markedet i dag. Med det kan man få en sund gang havregrød, selv om man er kommet sent op eller er langt væk fra køkkenet og kasserollen. Man skal bare fylde kogende vand på, når man køber produktet hos Baresso og i udvalgte 7-Eleven butikker i Århus og hovedstadsområdet. Og der er god grund til at slå et slag for havregrøden, fortæller Susanne Tøttenborg:

-Havregrød er supergod mad. Det er ren fuldkorn, det mætter, det er nemt og billigt, og så smager det godt. Grød kan både erstatte usund morgenmad og usunde mellemmåltider senere på dagen. F.eks. kunne vi godt tænke os, at forældre blev opmærksomme på, at en skål havregrød er godt som mellemmåltid, når børnene kommer hjem fra skole, og inden de evt. skal til sport. Og at vuggestuer, børnehaver, SFO’er og klubber serverede grød som børnenes eftermiddagsmad. Det kan holde børnene ”kørende”, indtil aftensmaden kommer på bordet, siger Susanne Tøttenborg.

Vi får for lidt fuldkorn

Kun seks procent af den danske befolkning spiser de anbefalede 75 gram fuldkorn om dagen. I gennemsnit spiser danskerne ca. 30 gram fuldkorn om dagen. Det er altså knap halvdelen af den anbefalede mængde. Børn og ældre er de befolkningsgrupper, der i gennemsnit spiser mest fuldkorn – mens særligt de 14-24 årige spiser meget lidt.
75 gram fuldkorn svarer f.eks. til en portion havregryn og 1-2 skiver rugbrød.

Læs mere: www.fuldkorn.dk



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 12-09-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen