Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Ingen risiko for brystkræft ved at arbejde om aftenen, først efter kl. 24.00

En netop offentliggjort undersøgelse blandt danske sygeplejersker viser, at man ikke øger sin risiko for at få brystkræft, hvis man eksempelvis arbejder fra kl. 15 til 23. Men arbejder man efter midnat, øges risikoen for sygdommen betydeligt.

 

Eksperter fra 10 lande gennemgik i 2007 over tusinde videnskabelige artikler om udbredelsen af natarbejde, dyreforsøg, biologiske mekanismer i celler og undersøgelser af mennesker med natarbejde. Konklusionen blev: Der er en sandsynlig sammenhæng mellem brystkræft og natarbejde, men der skal flere undersøgelser til, før man kan lave en endelig konklusion på sammenhængen.

Kvinder øger ikke deres risiko for at få brystkræft, hvis de eksempelvis arbejder fra kl. 15 til 23. -Vigtig viden for de mange tusinde kvinder, der arbejder i det tidsrum, siger seniorforsker Johnni Hansen.
Årsagen til den øgede risiko for brystkræft er sandsynligvis, at man får forstyrret sin naturlige 24-timers døgnrytme, når man arbejder i lys om natten og dermed får nedsat produktionen af ’mørkehormonet’ melatonin.

Betydning af skiftearbejde
Nogenlunde samme resultat er Kræftens Bekæmpelse nået frem til i en netop offentliggjort undersøgelse blandt danske sygeplejersker. Det nye i undersøgelsen er, at man har undersøgt betydningen af forskellige typer skiftearbejde. Eksempelvis ses der ikke en øget risiko for brystkræft, hvis man kun har dag- eller aftenarbejde (fra kl. 15 til 23) og ikke arbejder om natten.

-Selv om man arbejder om aftenen, så får man tilsyneladende ikke forstyrrelser i døgnrytmen mere end, hvis man er oppe sent om aftenen af andre årsager, siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse, som står bag undersøgelsen.

Ifølge Johnni Hansen er det vigtig viden for de mange tusinde kvinder, som netop arbejder eftermiddag/aften, eksempelvis industriarbejdere og sygeplejersker.

Arbejder man om natten, og for eksempel starter med at arbejde kl. 23 og slutter kl. 7, så ser situationen til gengæld helt anderledes ud. Der øges risikoen for at udvikle brystkræft væsentligt. Værst ser det ud, hvis man skifter direkte mellem dag og nat.

Johnni Hansens undersøgelse tyder på, at kvinder, som kombinerer to eller tre-holdsskift med perioder med permanent natarbejde, har en næsten tre gange større risiko for at få brystkræft, end kvinder der altid arbejder om dagen.

Brik i puslespillet
Undersøgelsen inkluderer flere end 58.000 danske sygeplejersker. Fra 2001 til 2003 havde 301 af dem fået brystkræft. Disse og flere end 1.000 andre sygeplejersker har deltaget i et interview. De blev blandt andet spurgt om arbejdstid, skifteholdsarbejde, livsstil, herunder om rygning, fysisk aktivitet, alkohol, hormoner, menstruation, børn og overgangsalder.

Johnni Hansen vurderer, at resultaterne af denne undersøgelse er endnu en vigtig brik i det store puslespil, for at forskerne på et tidspunkt ville kunne lave en endelig konklusion på sammenhængen mellem brystkræft og natarbejde, herunder om mulig forebyggelse.

Ingen forebyggelsesstrategier
Der findes ingen sikre forebyggelsesstrategier i forhold til natarbejde og brystkræft.

-Vi ved for lidt om det. Indtil videre anbefaler vi, at man kun har få nattevagter ad gangen, at man roterer med uret, og at man begrænser den samlede periode med natarbejde, siger Johnni Hansen.

Undersøgelsen er offentliggjort i European Journal of Cancer (2011), doi: 10.1016/j.ejca.2011.07.005

Der er i øvrigt to yderligere undersøgelser på vej fra Kræftens Bekæmpelse om natarbejde og brystkræft.

WHO rapport om risiko for kræft ved natarbejde

Til top

Tilbage





af informationsmedarbejder Jytte Dreier

Sidst ændret: 25-08-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen