Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Det var et noget andet liv, der ventede stomiopererede for 60 år siden end det er tilfældet i dag. Hjælpemidlerne var få, og de kunne ikke holde tæt. Samtidig var stomi ikke noget man talt med nogen om. Det var på den baggrund stomiforeningen Copa blev dannet af to mænd i 1951. Og meget er heldigvis sket siden, forklarer formanden for Copa Henning Granslev:
 |
| Henning Granslev er formand for stomiforeningen Copa, som i år fejrer 60 års jubilæum. Navnet Copa kommer af, at der for 60 år siden kun blev lavet tyktarmsstomier – såkaldte kolostomier. |
- I dag findes der alverdens hjælpemidler, og der er oprettet stomiambulatorier i hele landet, hvor man kan få hjælp. Vi er også ude at rådgive på hospitalerne, lige som mange diskuterer og finder hjælp på Copas hjemmeside, siger Henning Granslev, der selv kom ind i foreningen, fordi en stor og stærk tømrer fra Copa kom og snakkede med ham, mens han lå på hospitalet.
Pose på maven resten af livet Dengang hang han noget med mulen, og udsigten til at skulle leve resten af livet med stomi plagede ham meget i de første år.
- Jeg var både gal og frustreret og havde selvmedlidenhed. Hvis man dengang havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at man ikke kunne rende rundt med sådan en pose på maven, siger Henning Granslev, der var 22 år, da han for 38 år siden fik stomi på grund af blødende tyktarmsbetændelse.
Siden har han fundet ud af, at det ikke er stomien, der forhindrer en i at rejse, dyrke sport, møde kærligheden, få børn osv. Det vigtigste er, at man selv accepterer den.
Fakta om stomi
En stomi er en kunstig åbning i huden, hvor afføringen eller urinen kan ledes ud i en pose. I nogle tilfælde er stomien kun midlertidig.
Ca. 12.000 danskere lever med stomi. Der findes tre typer stomi:
Kolostomi som er en tyktarmstomi
Illestomi som er en tyndtarmsstomi
Urostomi som er en urinvejsstomi
En stomi er typisk rød og rund og stikker et par centimeter ud fra huden. Posen sættes fast til huden med en særlig klæber.
Personer med kolostomi skifter typisk posen en til to gange om dagen. Har man illestomi bruges tømbare poser, da det er nødvendigt at tømme posen 6-8 gange i døgnet
Patienter med tyktarmsstomi kan skylle tarmen. På den måde kan man gå i to dage uden at have afføring, ind til man skyller igen.
- Der er jo ingen, der stråler af glæde, fordi de får en stomi, men værre er det heller ikke. Man har en sygdom, og stomien gør, at man kan blive rask. Man kan jo sagtens få et dejligt liv alligevel, siger han.
Posen har undergået en revolution Netop udviklingen inden for hjælpemidler gør, at man har et helt andet liv som stomiopereret i dag. For bare 30 år siden måtte nogle stomiopererede klare sig med at binde stof mod stomien. Det stank og gav ingen form for kontrol. Ifølge Kirsten Bach, der har været sygeplejerske i 40 år og fuldtids stomisygeplejerske i 20, er der nærmest sket en revolution i løbet af de seneste 30 år.
- Dengang jeg startede, var det ikke ualmindeligt, at man fik invalidepension, eller at der var job, man blev udelukket fra. Helt op i 1980’erne var der patienter, som bare fik noget cellestof (blødt og sugende papir) eller to gummiposer, de kunne binde om maven. Så kunne den ene hænge til tørre, når man brugte den anden. Og hvis man skulle noget, måtte man lade være med at spise i to dage. De har virkelig været isoleret, siger Kirsten Bach, der er oversygeplejerske på Stomiklinikken på Regionshospitalet Horsens.
Copas 60 års jubilæum bliver fejret med en række arrangementer rundt om i landet.
Læs mere på
copa.dk Til top Tilbage