Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Strålebehandling via indsprøjtning bekæmper kræftspredning til knogler |
|
Et nyt målrettet radioaktivt lægemiddel har vist sig at virke så godt på knoglemetastaser hos patienter med prostatakræft, at et fase III forsøg blev stoppet før tid. Midlet, der gives som indsprøjtning går direkte efter kræftcellerne i knoglerne, mens det kun gør lidt skade på det raske væv - heriblandt knoglemarven. Radium-223 kommer til at ændre behandlingspraksis lød vurderingen fra flere eksperter, da resultaterne blev præsenteret på en stor kræftforskningskonference.
 |
| Dr. Chris Parker fra Royal Marsden Hospital, London. |
Princippet er enkelt: Radium ligner calcium. Derfor vil det tiltrækkes af knoglerne og især der, hvor ny knoglemasse opstår. Det gør der, når kræftceller spreder sig til knoglerne og danner knoglemetastaser.
Radium-223 Chloride, som det nye middel hedder, er et målrettet radioaktivt lægemiddel, der udsender alpha stråler. Det gives som en indsprøjtning, og det styrer direkte mod metastaserne.
Dødbringende våben
-Der skal kun en enkelt alpha partikel for at dræbe en kræftcelle, og skadelige sideeffekter er minimerede, fordi partiklerne kun har en meget kort rækkevidde, nemlig et par milliontedele af en meter. Så vi kan være sikre på, at skaden sker, hvor den skal ske – på metastaserne – og vil være begrænset andre steder, sagde Dr. Chris Parker fra Royal Marsden Hospital, London.
Radium-223 blev afprøvet i en lodtrækningsundersøgelse med 922 prostatakræftpatienter med metastaser i knoglerne. Halvdelen af patienterne fik den bedste standardbehandling i kombination med Radium-223, mens den anden halvdel fik den bedste standardbehandling i kombination med placebo. Men undersøgelsen blev stoppet før tid. Det viste sig nemlig, at gruppen, der fik radium-223 havde 30 procent lavere dødelighed, og derfor blev det besluttet at tilbyde alle patienterne radium-223 i stedet for placebo.
Der var kun få, forholdsvis milde bivirkninger primært diarré og opkastninger. Behandlingen kan gives ambulant og tager kun fem minutter. Og ud over forlænget overlevelse var der en gevinst i form af færre smerter og mindre risiko for brud på knoglerne og sammenfald i rygsøjlen, som kan være et resultat af knoglemetastaser.
Kan komme til at ændre praksis for behandling
Midlet ventes også at kunne bruges i mange andre typer kræft med knoglemetastaser, men det blev afprøvet på prostatakræftpatienter, fordi prostatakræft ofte spreder sig til knoglerne, og fordi disse patienter ikke har mange andre behandlingsmuligheder.
-Efter min mening er det meget sandsynligt, at Radium-223 kan blive ny standardbehandling til patienter med knoglemetastaser fra prostatakræft, sagde Dr. Chris Parker på et pressemøde, før han præsenterede sine resultater for kollegerne på den store europæiske kræftforskningskonference ECCO 16 i weekenden.
Han blev bakket op i den vurdering af blandt andre professor Jean Charles Soria, vicepræsident for konferencens videnskabelige programkomite:
-Jeg tror klart, det kommer til at ændre praksis. Det bliver en stor spiller i behandlingen af prostatakræft med spredning, sagde Jean Charles Soria.
Forskerne vil snarest indsende data til de relevante myndigheder og søge godkendelse af radium-223.
Kilde: The European Multidisciplinary Cancer Congress 2011, abstract 1LBA
Af journalist Helle Falborg
Sidst ændret: 29-09-2011
Nøgleord på siden: