Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Nu virker e-mails og nyhedsbrev hos Kræftens Bekæmpelse efter skybrud |
|
Skybruddet lørdag den 2. juli gik hårdt ud over Kræftens Bekæmpelses hovedkontor på Strandboulevarden i København. Fra i dag er det igen blevet muligt at sende det daglige nyhedsbrev ud, ligesom alle igen er i stand til at sende og modtage e-mails. Fastnettelefoner og netbutik vil først være helt på plads senere.
På mindre end en halv time stod der mere end en meter regn- og kloakvand i kælderen, hvor IT- og telefonsystemerne er installeret. Ikke mindst gik det hårdt ud over Kræftens Bekæmpelses omfattende og internationalt anerkendte biobank med over en million blod- og celleprøver.
Den biobank, som er med til at gøre Kræftens Bekæmpelse til en af verdens førende forskningsinstitutioner, blev lørdag den 2. juli ramt af det voldsomme skybrud over København. På kort tid var de halvanden meter høje kvælstoftanke oversvømmet med knap to meter regn- og kolakvand, og selv om der blev pumpet på livet løs, kunne kloakkerne ikke tage fra. Blodprøver og kræftceller, som opbevares ved minus 130 grader, tøede på kort tid op og sad fast i en grødis.
-Vi var ved at miste det hele - alle 30 kvælstoftanke fyldt til randen med biologisk materiale blev på meget kort tid oversvømmet. Nu kan vi se, at vi i mange sammenhænge slap med forskrækkelsen, lyder det fra Jørgen H. Olsen, der er forskningschef i Kræftens Bekæmpelse.
Hurtig indsats reddede prøver
Katastrofen blev heldigvis undgået takket være en meget hurtig indsats fra kollegaer, familie og venner, som hjalp med at flytte de mange prøver over i hasteindkøbte kummefrysere og senere i en stor frysecontainer, som kom fra Jylland i løbet af søndagen.
- Det betyder, at vi har reddet en uerstattelig biobank med blodprøver fra 57.000 danskere. Men desværre må vi også se i øjnene, at en hel del følsomme cellelinjer, som man arbejder med i laboratorierne i grundforskningen er gået tabt, siger Jørgen H. Olsen.
- Vi har ikke overblikket endnu, men under det værst tænkelige scenarie, skal de cellelinjer genetableres. Nogle kan hentes tilbage fra udlandet, fordi man har delt dem med andre forskere, men med resten må forskerne starte helt forfra, og det vil tage måneder til halve år. Det er brandærgerligt, siger han.
Nu skal forskerne i gang med et stort arbejde med at gennemgå alt det biologiske materiale, hvor det ødelagte skal skilles fra det intakte. Først derefter kan det endelige overblik over skadernes omfang gøres op.
Telefon og IT-systemer har været nede
Også Kræftens Bekæmpelses servercentral og telefoncentral blev oversvømmet. Serverne er hævet fra gulvet, der er installeret vandalarm og to store elevatorskakter fungerer som overløbssikring, men vandet kom så hurtigt, at det var umuligt at forhindre de ret omfattende skader. Derfor har det været svært at komme i kontakt med Kræftens Bekæmpelse i en periode.
- Vi har kæmpet for at få de vigtigste systemer til at fungere igen siden sent lørdag aften den 2. juli. Vi har en række mobiltelefonlinjer, der fungere, og Kræftlinjen, som tager mod flere end 1.000 henvendelser fra patienter og pårørende om måneden, er oppe at køre igen. Det seneste døgns tid har vi igen kunnet modtage og sende mails, men vi fastnettelefoner og webbutikken kommer først til at fungere normalt senere på grund af uafklaret lagersituation, siger økonomichef Ole Reinbach.
Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre rundt om i landet har åbent som normalt. Skal man i telefonisk kontakt med Sundhedscentret i Ryesgade i København skal dette ske via telefon 3525 7500.
Til top
Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 15-07-2011
Nøgleord på siden: