-Mammografiscreening giver en væsentlig reduktion i dødeligheden af brystkræft på lang sigt, siger professor Stephen Duffy fra Queen Mary, University of London, en af forfatterne til den store undersøgelse, der er offentliggjort online af tidsskriftet Radiology.
133.065 kvinder mellem 40 og 74 år blev delt op i to grupper; den ene gruppe blev tilbudt mammografiscreening cirka hvert andet år i syv år, mens den anden ikke gjorde. Det er den første, store lodtrækningsundersøgelse, der har kunnet følge op på resultaterne hele 29 år efter, kvinderne i screeningsgruppen første gang blev screenet.
 |
| Mammografiscreening førte til 30 procent lavere dødelighed af brystkræft over en periode på næsten 30 år, viser en stor svensk undersøgelse. |
Og det viser sig, at 30 procent færre i screeningsgruppen er døde af brystkræft end i kontrolgruppen, og det giver helt ny viden om langtidseffekten af mammografiscreening.
Jo længere tid, jo flere liv reddes
Det gælder om at opdage brystkræft så tidligt som muligt for at mindske risikoen for, at sygdommen har spredt sig. Brystkræft har desuden et meget langt forløb, for selv om man har fået sygdommen, og den eventuelt har spredt sig, kan man leve i mange år med den.
-For at se, om screening er effektivt er vi nødt til at se på, hvordan det går kvinderne i det lange løb. I den her undersøgelse har vi fortsat med at følge op på kvinderne i næsten tre årtier, og vi finder, at jo længere vi holder øje med resultatet, jo flere liv bliver reddet, siger Stephen Duffy.
Undersøgelsen viser blandt andet, at for hver 519 kvinder, der screenes i syv år, forhindres et brystkræftdødsfald. Hvis man screener kvinderne i ti år, forhindres et brystkræftdødsfald for hver 400 kvinder, der screenes.
-Det er en stor, grundig undersøgelse, der er fulgt tæt af de svenske sundhedsmyndigheder, og det er meget interessant med den lange opfølgningstid, der viser, at effekten af screening bliver stærkere og stærkere, jo længere tid, der går, siger Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
Screening i Danmark finder mange kræfttilfælde
Herhjemme blev brystkræftscreening et landsdækkende tilbud til alle kvinder mellem 50 og 69 år i 2008. Det har ført til, at der i 2009 blev konstateret omkring 1.500 flere tilfælde end to år tidligere.
-Det blev der, fordi man har fundet en stor del af de kræftknuder, der er blandt den gruppe kvinder. Man har også fundet mange af dem, der ellers først ville blive fundet senere uden screening. Så vi må forvente, at tallet falder igen snart. Jo tidligere, man opdager kræften, jo større er chancen for at overleve. Det bliver spændende at se resultaterne af det danske screeningstilbud, når vi om nogle år vil kunne sammenligne med udenlandske resultater, siger Iben Holten.
Kilde: Sweedish Two-County Trial: Impact of Mammographic Screening on breast Cancer Mortality during 3 Decades, offentliggjort online af Radiology 28. juni 2011.
Læs mere:
Brystkræft
Screening for brystkræft
Tidligere artikler om mammografiscreening:
Mammografiscreening redder måske færre end hidtil antaget
Screening har afsløret flere tusinde tilfælde af brystkræft