Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Leukæmipatienters egne celler slår kræften ned

T-celler fra leukæmipatienter, som bliver sendt retur i kroppen i en ny manipuleret udgave, kan slå kræften fuldstændig ned. Det viser et banebrydende forsøg på tre leukæmipatienter i USA. Herhjemme bruges et lignende princip i forsøgsbehandlinger mod modermærkekræft.

T-cellerne er en vigtig del af vores immunforsvar, der blandt andet forsvarer os mod virus og kræft. De tjekker alle celler i kroppen, og hvis noget er unormalt, slår de cellen ihjel. Nogle gange er det alligevel ikke nok, og kræft får lov til at udvikle sig. Blandt andet fordi T-cellerne er blevet inaktiveret af forskellige mekanismer i kræftcellerne.

I ca. 20 år har forskere, primært i USA, forsøgt at bruge kroppens eget immunforsvar i behandlingen af kræft. Et af de helt store gennembrud blev for nylig offentliggjort i tidsskrifterne New England Journal of Medicine samt Science Translational Medicine. Her kan man læse, hvordan tre patienter med leukæmitypen CLL fik slået kræften effektivt ned. Patienter som, inden behandlingen gik i gang, var uhelbredeligt syge, og hvor en knoglemarvstransplantation var den eneste mulighed for helbredelse.

En hær af T-celler
Princippet i behandlingen er, at man udtrækker patientens egne T-celler fra blodet. Herefter bliver T-cellerne ændret. De får sat en receptor på overfladen, som binder sig til et særligt protein, CD19, som kun findes på overfalden af CLL kræftcellerne og på B-cellerne, som er en del af de hvide blodlegemer. De eneste raske celler i kroppen, der bliver ramt, er altså B-cellerne, og det begrænser bivirkningerne.
Inge Marie Svane er med økonomisk støtte fra Kræftens Bekæmpelse i gang med at teste T-celle behandling af modermærkekræft på Herlev Hospital.

Derudover bliver T-cellerne udstyret med en mekanisme, der gør, at de bliver til endnu flere, for hver gang en kræftcelle dør. Det betyder, at en enkelt T-celle bliver til tusind nye T-celler inde i kroppen, som kan slå tusindvis af kræftceller ihjel. Det giver en meget effektiv og voldsom reaktion hos patienten:

- De store mængder af T-celler søger rundt i alle dele af kroppen og dræber kræftcellerne. Når en masse kræftceller dør på en gang frigives mange affaldsstoffer. Det giver tumorlyse syndrom, hvor patienten får høj feber og bliver meget dårlig. Men det er tegn på høj effekt, forklarer professor Inge Marie Svane, som selv arbejder med immunterapi med T-celler på Herlev Hospital.

Frygtelig syg og derefter rask
I New England Journal of Medicine er forløbet for en 64-årig mand med udbredt kræft i både blod og knoglemarv nøje beskrevet. Mens der tilsyneladende ikke skete noget til at starte med, blev han efter to uger ramt af feber, kulderystelser og kvalme - såkaldt tumorlyse syndrom. Blodprøver viste enorme mængder af T-celler, som på meget kort tid havde slået, hvad der svarer til over et kilo kræftceller ihjel. Efter fire uger var patienten kommet sig, og der var ingen tegn på kræft i hverken blod eller knoglemarv.

- De har fulgt patienterne i knapt et år, og i det tidsrum er sygdommen ikke vendt tilbage. De celler, de har lavet, ser ud til at blive bevaret i kroppen og kan altså slå ned, hvis der er enkelte kræftceller tilbage, som begynder at dele sig, siger Inge Marie Svane.

Immunterapi mod modermærkekræft
På Herlev Hospital er Inge Marie Svane i gang med nogle lignende forsøg med immunterapi blot mod modermærkekræft, og har til det arbejde netop modtaget 1,8 mio. kr. i støtte fra Kræftens Bekæmpelse. Det amerikanske forsøg adskiller sig blandt andet fra det danske, ved at T-cellerne tappes fra blodet og ikke fra kræftvævet.

- Noget af det interessante er, at de ikke behøver at gå ind og finde de T-celler, som er målrettet kræftcellerne. De tapper T-cellerne fra blodet og lægger en t-celle receptor ind, som genkender og binder sig til et protein på overfladen af CLL-cellerne, siger Inge Marie Svane.

I den behandling, som Inge Marie Svane arbejder med, trækker de T-celler ud fra kræftvævet. Så får man de T-celler, som allerede er målrettet kræftcellerne. Herefter bliver de aktiveret og opformeret, så der kan sendes en milliard T-celler retur i kroppen. Det er en mere besværlig metode, da der ikke altid er T-celler nok i kræftvævet, men modermærkekræft er en af de kræftsygdomme, hvor det bedst lader sig gøre.

Når man i det amerikanske forsøg mod leukæmi bare kan trække t-cellerne ud fra blodet, så skyldes det at blodkræftceller har nogle markører som er specifikke for dem. Det betyder at man kan styre T-cellerne direkte mod de markører, i det her tilfælde CD19. For mange andre kræftsygdomme er det samme protein ikke til stede på alle kræftcellerne, eller også findes det også på de raske celler, som dermed også bliver ramt, og det giver flere bivirkninger.

CLL og T-celle terapi

Kronisk lymfatisk leukæmi - eller CLL - opstår hos ca. 300 personer om året i Danmark.

CLL opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller og rammer udviklingen af de hvide blodceller, der hedder lymfocytter. De syge lymfocytter ophobes i blodet, knoglemarven og lymfeknuderne.

T-celle terapi
T-celle baseret immunterapi er en eksperimentel behandlingsmåde, hvor man bruger tumorspecifikke T-celler, der er taget ud fra frisk kræftvæv.

T-cellen er en vigtig dræbercelle i immunforsvaret og har en vigtig evne til at genkende og til at slå kræftceller ihjel. Det ved man, fordi kræftvæv ofte er infiltreret af store mængder T-celler, som genkender særlige proteiner i kræftcellerne.
 
Det er en forudsætning for behandlingen med T-celler, at det er muligt for lægen at udtage noget kræftvæv fra patienten, samt at det er muligt at udvinde T-celler fra kræftvævet.

I laboratoriet bliver T-cellerne aktiveret og opformeret, så der bliver mange flere af dem. Når man har opnået et meget højt antal celler, bliver alle cellerne sendt ind i patienten gennem blodbanen på én gang.

Læs mere om immunterapi

Til top
Tilbage


Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 02-09-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen