For otte år siden hørte Allan Lykke Jensen en radioudsendelse i sin bil, hvor advokat Anker Laden-Andersen talte om tilsætningsstoffer i cigaretter, som skulle gøre rygerne mere afhængige, men som ikke stod deklareret på cigaretpakkerne.
-Det ramte mig nærmest som et boldtræ i panden. Hvad er det for noget? Tænk, at man har forsket i stoffer, der skal gøre os mere afhængige af at ryge, og så ikke fortalt os forbrugere et ord om det? fortæller Allan Lykke Jensen.
 |
| For seks år siden var Allan Lykke Jensen i tvivl om, at han overhovedet ville være i live, når dommen blev afsagt. |
Han kørte ind til siden. Ringede straks til Anker Laden-Andersen, og de blev enige om, at han ville lægge sag an mod producenten af de cigaretter, han i årtier havde røget 40 af om dagen – nemlig Prince.
Bypass på grund af rygning Den dengang 56-årige Allan Lykke Jensen havde da været igennem en bypassoperation, han var ofte sygemeldt, og hver gang, han gik til lægen fik han den samme forklaring på sine helbredsproblemer:
- Det er fordi, du ryger, fik jeg at vide.
Han begyndte at ryge, da han var ti, og han har forsøgt at stoppe igen adskillige gange.
-Jeg har ligesom alle andre voksne i Danmark siddet hvert eneste år nytårsaften og lovet mig selv, at jeg skulle stoppe den 2. januar. Men det holdt jo ikke. Heller ikke, når jeg forsøgte mig med tyggegummi og plaster og hvad ved jeg. Det lykkedes aldrig for mig, og det kan jeg jo godt forstå i dag, siger han.
Erstatning for 15 procent nedsat livsfunktion
I dag, otte år efter arbejdet med retssagen begyndte, kommer den for Østre Landsret. Allan Lykke Jensen stævner House of Prince A/S og Skandinavisk Holding II A/S for at have undladt at oplyse forbrugerne om afhængighedsøgende tilsætningsstoffer i cigaretterne. Kravet er en erstatning på 57.000 kroner. Det svarer til en nedsat livsfunktion på 15 procent, som de tobaksrelaterede sygdomme er skyld i.
Myndighederne har svigtet forbrugerne -Det her er en sag, man tager, fordi man kan gøre en forskel. Vi kan gøre opmærksom på, hvor dødsensfarligt det er at ryge, og vi kan synliggøre, at myndighederne og politikerne har svigtet i forhold til at beskytte rygerne, fordi der er alt for lidt kontrol og krav til tobaksproducenterne om at deklarere deres varer, siger advokat Anker Laden-Andersen, der fører sagen for Allan Lykke Jensen.
Han forklarer, at sagens hovedindhold er tre forhold, som han vil søge belyst:
1) Der er tilsat stoffer, som gør, at mængden af nikotin, der optages, forøges.
2) Der er tilsat stoffer i cigaretterne, som forøger den afhængighedsskabende effekt af nikotin.
3) Mængden af nikotin er deklareret forkert. Den stemmer ikke overens med det faktiske optag, når man ryger cigaretterne. Cigaretpapiret er perforeret, og de rygemaskiner, man har brugt til målinger, dækker ikke for hullerne i papiret på samme måde, som en ryger gør.
Blev mere og mere syg Allan Lykke Jensen er glad for, at sagen nu kommer for retten, og ventetiden snart er forbi. Han er også glad for, at han i dag kan sidde i retten så nogenlunde rask og med god forventning om at leve, til dommen afsiges. Det var han ellers i tvivl om for seks år siden.
Han havde fået konstateret diabetes, han led af dårligt blodomløb og havde stadig hjerteproblemer. Han hostede konstant og kunne ikke føre en samtale i telefonen og blev stadig oftere sygemeldt. En dag, han var på arbejde som håndværker, faldt han simpelthen i søvn på sin lille skammel og vågnede først efter tre timer:
-Jeg blev og spiste min frokost på arbejdspladsen og røg min cigaret. Men så klokken 12.41 den 10.09.2005 krøllede jeg min cigaretpakke sammen og smed den i containeren sammen med 15 fyrtøjer. Så er det slut, Lykke. Ellers dør du af det, sagde jeg til mig selv.
Psykisk ryger jeg stadig
En beslutning, det lykkedes at holde. I dag døjer han stadig med dårligt blodomløb, hjerteproblemer og diabetes.
-Fysisk er jeg holdt op med at ryge, men psykisk ryger jeg stadig 40 cigaretter om dagen. Hver eneste morgen, når jeg står op, kæmper jeg med mig selv for ikke at gå over og købe mine 40 smøger. Men jeg vil altså ikke herfra. Så derfor vil jeg ikke ryge mere, fortæller Allan Lykke Jensen.
Han tror på, at det havde haft en betydning for ham som cigaretforbruger, hvis der havde stået på cigaretterne, at de indeholdt stoffer, som gjorde ham mere afhængig end tobakkens naturlige indhold.
-Jeg har ikke på noget tidspunkt været vidende om, at det var så svært at komme ud af cigaretforbruget igen. Jeg kan jo ikke vide 100 procent, om det havde fået mig til at lade være med at købe cigaretterne. Men så havde jeg i hvert fald haft et valg. Det har jeg jo ikke, som det er, siger han.