Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
”Det er uansvarligt at ryge indendørs”.
Det udsagn svarede 55 procent, at de er enige eller meget enige i, da de i efteråret blev spurgt som en del af en stor undersøgelse af danskernes holdning til og udsættelse for tobaksforurenet luft.
Det er en stigning på seks procentpoint siden sidste år, og også blandt rygerne er en fjerdedel enige i, at indendørs rygning er uansvarlig.
-Det er spændende at se, hvordan hele kulturen om rygning forandres for tiden. Tilbage i 60’erne var der tobaksrøg overalt. Dengang var livsbetingelser som arbejdsmiljø, fosterskader og børns trivsel ikke på dagsordenen, og man tænkte slet ikke på, at man udsatte sig selv og andre for kræftfremkaldende stoffer ved at ryge indendørs, men der er sket en stor ændring i både viden og holdning, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen.
Rygekultur i privaten
Holdningsændringen gælder også de private hjem, hvor 61 procent svarer, at der aldrig ryges indendørs i deres hjem. Og kun 14 procent af dem, der har bil, svarer, at der ryges i deres bil.
- Det er meget uheldigt at bruge bilen til rygerum, selvom man kører alene. Rummet er så lille, at koncentrationen af skadelige stoffer bliver meget høj, og stofferne fra tobaksrøgen aflejres på overfladerne inde i bilen. Derfor udsættes man sig for stofferne længe efter der er røget og stofferne kan også optages gennem huden, så det er ikke kun ved indånding, men også ved berøring af de forurenede flader man bliver udsat. Det vil sige, at de næste der kommer ind i bilen også bliver udsat for de skadelige stoffer, siger Inge Haunstrup Clemmensen.
Tobaksrøg på arbejdet
Fire ud af fem fortæller i undersøgelsen, at der ikke ryges indendørs på deres arbejdsplads. Men mange mærker stadig kollegers eller kunders tobaksrøg. Det gør de blandt andet, fordi der bliver røget i rygerum, på enkeltmandskontorer og i erhvervskøretøjer.
-Man kan ikke undgå at udsætte andre for tobaksforurening, hvis man ryger indendørs. Hverken døre eller udluftningssystemer kan forhindre røgen i at sprede sig i bygningen. Vi bliver simpelthen nødt til at få en lovgivning, der beskytter os, mens vi er på arbejde, så det bør der rettes op på ved at fjerne alle undtagelserne om at oprette rygerum, rygekabiner eller tillade rygning i enkeltmandskontorer, når Lov om røgfri miljøer skal revideres, siger Inge Haunstrup Clemmensen.
Kræftens Bekæmpelse mener, at en revideret lov også bør omfatte et forbud mod rygning i erhvervskøretøjer og det er hele 55 procent af deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen enig med Kræftens Bekæmpelse i.
-Når det drejer sig om erhvervskøretøjer, er det en del af arbejdsmiljøproblematikken og det er ikke i orden at arbejde i omgivelser med kræftfremkaldende stoffer. Tobaksforurenet luft er et kræftfremkaldende stof i samme gruppe som asbest, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen af holdninger og udsættelse for tobaksforurenet luft blandt danskerne blev gennemført i efteråret 2011 som en web-undersøgelse blandt 5000 danskere over 15 år. Undersøgelsen er repræsentativ på køn, alder, region og uddannelse.
Undersøgelsen blev foretaget af TNS Gallup for Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening
Læs mere:
Danskerne vil ikke have røg i hjemmet
www.renluft.dk