Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Den svære samtale – når patienten er en mand |
|
Mænd har en dårligere kræftoverlevelse end kvinder, men når de bliver spurgt, svarer de selv, at det går meget godt. Mange mænd synes, at deres sundhed er deres egen sag, og bekymringer skubbes væk. Derfor skal man også gå mere nøgternt frem, når patienten overfor er en mand. Det fremgik på en konference på Rigshospitalet i går, hvor fem forskningsprojekter om at kommunikere med kræftpatienter, blev præsenteret.
I undersøgelser af patienternes tilfredshed med sygehusvæsenet er det altid kvinderne, der er mest utilfredse. Det, mænd er utilfredse med, ligger ofte uden for sygehusets regi – for eksempel kollegaernes forståelse og genoptræning. Og når man spørger, er der flere mandlige end kvindelige kræftpatienter, der svarer, at det går godt. Paradoksalt nok er der færre mænd, som overlever kræft.
- Kvinderne går ind og tager hele pakken og bliver kræftpatienter. De engagerer sig og er utilfredse, hvis noget ikke fungerer. Mændene forsøger at undgå at blive kræftpatienter, og lader ofte være med at gå ind i bekymringerne, sagde chefpsykolog Svend Aage Madsen, klinikchef for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på konferencen ’Fem metoder til at styrke sygeplejersker og lægers relationelle kompetencer’ i går.
Man skal derfor gå mere nøgtern til samtalen med manden og lade være med at spørge til følelser først. Man skal være tilbageholdende og give plads til patientens udsagn. Og acceptere hvis han ikke vil snakke, lød anbefalingerne fra Svend Aage Madsen.
Det må gerne være svært
De fem forskningsprojekter omhandler en række nye metoder til at styrke personalets kompetencer i forhold til at støtte og kommunikere med kræftpatienter, og er alle støttet af Kræftens Bekæmpelse. Baggrunden er en undersøgelse fra 2006, som viste, at der blandt 1500 kræftpatienter var over 40 procent, som oplevede, at kommunikationen var et problem eller ikke optimal.
Selv om antallet af deltagere i de fem forskningsprojekter var for lavt til at kunne drage endelige konklusioner, stod det klart, at der er noget at hente, når der arbejdes målrettet med sygehuspersonalets kommunikation. Men det er svært, lød det fra hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Busch:
- Jeg har arbejdet med det her i 22 år, og det er stadigvæk svært. Den dag man ikke længere synes, at det er svært, er det fordi, man har fundet sin helt faste form og er holdt op med at lytte til dem, der sidder overfor.
Christian Busch har i et af de fem projekter arbejdet med supervision af personale i arbejdet med eksistentielle spørgsmål hos forældre til kræftsyge børn. Netop forældre til kræftsyge børn oplever meget store bekymringer og mange tanker om skyld og mening.
Giv plads til patientens bekymringerfølge Svend Aage Madsen er noget af det vigtigste, at man giver plads til, at patienten kan fortælle om sine følelser og bekymringer:
- Man skal ikke lukke den ved at sige til patienten; nej det er overhovedet ikke din skyld. Så oplever de bare, at her kan de ikke snakke om den skyld, de føler.
De fem projekter:
Træning af personale i formidling af en diagnose, primært til kræftpatienter med hjernetumorer.
Supervision af yngre læger, der arbejder med kræftpatienter i intensiv behandling.
Supervision af erfarne gynækologer med henblik på at styrke de relationelle kompetencer.
Supervision af personale i arbejdet med eksistentielle/religiøse spørgsmål hos forældre til kræftsyge børn.
Undervisningsprogram for personale i arbejdet med mandlige kræftpatienter.
Projekterne er alle forankret på Rigshospitalet og er ud fra forskellige indfaldsvinkler resulteret i fem afprøvede og evaluerede værktøjer til brug for undervisning og supervision på alle kræftafdelinger i landet og i forhold til andre patientgrupper også.
Til top Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 07-12-2011