Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Livsstils- og seksualvaner og risikoen for at få livmoderhalskræft undersøges |
|
26.000 danske kvinder i alderen 18 til 45 år modtager i disse dage et brev fra Kræftens Bekæmpelse, hvor de bliver spurgt, om de vil deltage i en spørgeskemaundersøgelse kaldet Freja. Hovedformålet med undersøgelsen er at se, hvordan forskellige livsstilsvaner indvirker på risikoen for at få livmoderhalskræft.
Livmoderhalskræft rammer hvert år ca. 400 danske kvinder. Ca. halvdelen af de kvinder, der får sygdommen, er under 45 år.
Selv om der nu er indført vaccination mod human papillomavirus (HPV) herhjemme, og at der i den kommende finanslov afsættes 150 millioner kroner til, at alle danske kvinder op til 26 i løbet af 2012 og 2013 vil kunne blive vaccineret gratis mod HPV, har forskerne brug for mere viden.
 |
| Selv om der nu er indført vaccination mod HPV herhjemme, har forskerne brug for mere viden om, hvilke faktorer der er årsag til eller har en betydning for forebyggelsen af livmoderhalskræft og andre kræftsygdomme, der skyldes virusinfektioner. |
Brug for viden
-Vi vil rigtig gerne have viden om unge kvinders livsstilsvaner som eksempelvis rygning, alkohol, prævention og seksualvaner. Vi har et stort behov for viden om, hvilke faktorer der er årsag til eller har en betydning for forebyggelsen af livmoderhalskræft og andre kræftsygdomme, der skyldes virusinfektioner, så som kræft i endetarmsåbningen, visse typer af hoved-halskræft og kønsvorter, siger læge, ph.d. Christian Munk fra Afdeling for Virus, Livsstil og Gener i Kræftens Bekæmpelse.
Derfor modtager 26.000 tilfældigt udvalgte danske kvinder i alderen 18 til 45 år i disse dage en invitation fra Kræftens Bekæmpelse om at deltage i undersøgelsen ’Freja – Kvinders livsstil, sundhed og sygdom’.
-Vi håber, at rigtigt mange kvinder vil besvare spørgeskemaet. Det er vigtigt for sygdomsforebyggelsen at få så høj en deltagerprocent som muligt, fastslår Christian Munk.
Liva og Herkules
Kræftens Bekæmpelse har tidligere undersøgt flere end 22.000 danske kvinder i undersøgelsen Liva og 23.000 danske mænd i undersøgelsen Herkules. Formålet med undersøgelserne var også dengang at indsamle data vedrørende forskellige livsstilsfaktorer.
Liva undersøgelsen, der fandt sted tilbage i 2004, har resulteret i videnskabelige artikler om kønsvorter, seksualvaner, kønssygdomme, ryge- og alkoholvaner samt brug af smertestillende medicin.
-Alt sammen viden, der nu anvendes aktivt, fastslår Christian Munk og tilføjer,
-at Freja undersøgelsen også vil kunne bruges som en opfølgning på Liva undersøgelsen. Er der sket ændringer? Og i givet fald på hvilke områder? siger Christian Munk.
Tilsvarende undersøgelser finder sted i Norge og Sverige.
Freja undersøgelsen er sponsoreret af medicinalfirmaet MSD. Undersøgelsen ledes af professor, overlæge, dr. med. Susanne Krüger Kjær, Afdeling for Virus, Livsstil og Gener i Kræftens Bekæmpelse.
Hvad er HPV og HPV vaccine?
HPV er en seksuelt overført virus, som de fleste af os får, og som man kan have uden at vide det. Alle, der har et seksualliv, kan blive smittet med HPV. Hos de fleste forsvinder infektionen af sig selv, men hos nogen bliver den kronisk.
En kronisk infektion giver en stærkt øget risiko for, at kvinder udvikler svære celleforandringer på livmoderhalsen og måske med tiden livmoderhalskræft. HPV kan også give kræft i endetarmsåbningen, kræft i skeden og på skamlæberne og visse former for hoved-halskræft.
Vaccinen beskytter mod de to HPV-typer, der tilsammen er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
Der er to forskellige HPV-vacciner på markedet, som begge beskytter mod HPV 16 og HPV 18. Den ene vaccine beskytter også mod HPV 6 og HPV 11, som kan give kønsvorter. Vaccinerne er godkendt til piger fra 9 år og drenge i alderen 9-15 år. For at få den bedste virkning er det bedst at blive vaccineret før det første samleje. Det vil sige, inden man risikerer at blive smittet med HPV.
Også kvinder, der er seksuelt aktive, har god gavn af vaccinen. Mellem 75-90 procent vil have fuld gavn. Og selvom man er blevet smittet med det ene af de to typer virus, der kan give livmoderhalskræft, vil man stadig kunne opnå beskyttelse mod det andet.
Læs om livmoderhalskræft
Kræftens Bekæmpelses kampagne Vidunderlivet
Til top
Tilbage
af informationsmedarbejder Jytte Dreier
Sidst ændret: 09-11-2011
Nøgleord på siden:
deltage