Sitemap

NYHEDER

Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Hver fjerde med diffuse symptomer på kræft venter over 100 dage på en diagnose

Der går stadig alt for lang tid, inden patienter med uspecifikke symptomer får diagnosen kræft. Nye landsdækkende tal viser, at hele 25 pct. venter i mere end tre måneder. En særlig kræftpakke for denne meget store gruppe patienter er lige på trapperne. - Derfor må der nu sættes turbo på etableringen af højt specialiserede diagnostiske centre landet over, fastslår direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen og foreslår en tidsfrist for, hvornår regionerne skal være klar med de nye centre.

Alt for mange kræftpatienter går stadig rundt i flere måneder med diffuse symptomer, inden de får en endelig diagnose. Derimod går det hurtigere end tidligere for den gruppe kræftpatienter, hvor symptomerne svarer til dem, der gør, at lægerne kan sende dem videre til udredning og behandling i et af de 22 kræftpakke-forløb.

Det viser ifølge professor Peter Vedsted foreløbige tal fra en undersøgelse, som Centret for Forskning i Cancerdiagnostik ved Aarhus Universitet står bag. Forskerne har de senere år via regionale opgørelser sat fokus på ventetiderne i kræftpatienters forløb fra første symptom til behandling. Og disse tal er nu ved at blive sammenholdt med nye landsdækkende data.

Halvdelen har diffuse symptomer
Tidligere undersøgelser har dokumenteret, at af de godt 33.000 danskere, der hvert år får konstateret kræft, er symptomerne hos omkring halvdelen så uspecifikke, at de falder uden for kræftpakkerne, hvor både symptomer og den efterfølgende behandling af de enkelte kræftsygdomme er nøje beskrevet.

Ventetid giver øget dødelighed

Professor Peter Vedsted leder Center for Forskning i Cancerdiagnostik, hvor der arbejder ca. 20 forskere - læger, psykologer og antropologer. 


-Derfor er det et stort problem, at hver fjerde af disse patienter i øjeblikket venter mere end 100 dage på at få en diagnose. Fra tidligere undersøgelser har vi jo klar dokumentation for, at med øget ventetid øges risikoen for, at kræften udvikler sig til et alvorligere stade og dermed forringes chancen for overlevelse, understreger Peter Vedsted.

Det er præcis et år siden, de politiske partier med Kræftplan III lagde op til indførelsen af en diagnostisk kræftpakke for patienter med uspecifikke symptomer på kræft ud fra et håb om at få nedsat kræftdødeligheden. Denne kræftpakke er nu lige på trapperne.

Retningslinjerne skal dels sikre, at de praktiserende læger tidligt i udredningen af patienter med diffuse symptomer har direkte adgang til at få foretaget nødvendig billeddiagnostik og blodprøver, dels fungere som et ”visitations-værktøj” til lægens eventuelle videre henvisning til en højt specialiseret udredning. Her skal patienten modtages snarest, sådan som det er tilfældet i de allerede eksisterende pakkeforløb.

Tid til handling
-Desværre er situationen imidlertid, at der langt fra er tilstrækkeligt med højt specialiserede diagnostiske centre over hele landet, hvilket er en afgørende forudsætning for hurtigere og præcis udredning af de mange tusind patienter hvert år, hvor der kan være mistanke om kræft, fastslår direktør Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse.

Direktør Leif Vestergaard Pedersen: - Nu skal der turbo på.
Han understreger derfor vigtigheden af, at politikerne nu får sat turbo på arbejdet med at få centrene sat på skinner.

-Enkelte steder fungerer det heldigvis allerede, men der er alt for mange sorte pletter på Danmarks-kortet, fastslår Leif Vestergaard Pedersen og foreslår en tidsfrist for, hvornår samtlige fem regioner skal have de diagnostiske centre på plads.

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen vil højt specialiserede diagnostiske centre også kunne hjælpe med hurtig udredning af andre store patientgrupper med ukarakteristiske symptomer. Det kan eksempelvis dreje sig om visse hjertesygdomme, sygdomme i fordøjelsessystemet eller luftvejene.


Af journalist Lone Zilstorff

Sidst ændret: 21-11-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen