 |
| Vejle Sygehus vil gerne have flere danske patienter med i forsøget. -Der er stor travlhed på hospitalerne, og derfor er jeg bange for, at lægerne glemmer at oplyse patienterne om muligheden for forsøget her i Vejle, siger professor Anders Jakobsen fra Vejle Sygehus. |
Hvert år får flere end 1.500 danskere konstateret kræft i endetarmen. I dag er behandlingen af sygdommen operation, eventuelt med forudgående kemoterapi og strålebehandling. Det mindsker risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Men for manges vedkommende kan det komme til at betyde, at man fremover skal leve med en permanent stomi.
På Vejle Sygehus er man i fuldt sving med et forsøg kaldet ’watchful waiting’, der går ud på at undersøge, om man helt kan undgå operation efter kemoterapi og ind- og udvendig strålebehandling.
En af dem, som deltager i forsøget, er den 88-årige Ejnar Henry Christensen fra Ringsted. Han fik i november 2009 konstateret kræft i endetarmen. Lægerne på Slagelse Sygehus tilbød ham operation, kemoterapi, strålebehandling samt en permanent stomi.
-Jeg takkede nej tak. Jeg ville under ingen omstændigheder kunne leve med at skulle have afføring ud af maven. Jeg har altid haft et aktivt liv, og det ville jeg fortsætte med, siger Ejnar Henry Christensen.
Fuldstændig rask – og uden stomi
Lægerne kontaktede Vejle Sygehus, og Ejnar Henry Christensen fik tilbud om at komme med i forsøget watchful waiting. Behandlingen består af 30 udvendige strålebehandlinger, én indvendig strålebehandling samt kemotabletter i seks uger. I dag er han erklæret rask.
-Jeg havde ingen bivirkninger overhovedet af behandlingen og har det heller ikke i dag. Jeg svømmer hver eneste morgen, og så arbejder jeg to – tre dage om ugen i en tømmerhandel, fortæller Ejnar Henry Christensen.
Ejnar Henry Christensen går til regelmæssige kontroller – nu hver 3. måned.
Lovende resultater
Det er professor, overlæge Anders Jakobsen fra Vejle Sygehus, som står bag forsøget. Inspirationen til forsøgsbehandlingen watchful waiting stammer fra erfaringer i Brasilien tilbage i 2004.
En hollandsk undersøgelse ’Wait-and-See Policy’, som netop er blevet offentliggjort i the Journal of Clinical Oncology, der er meget lig forsøgsbehandlingen i Vejle, bekræfter de indtil videre opnåede resultater. 21 patienter med kræft i endetarmen – behandlet med strålebehandling og kemoterapi – er blevet fulgt nøje i over to år. Kun én af dem havde fået tilbagefald.
-Der, hvor den hollandske undersøgelse halter en smule, er, at der ikke var en kontrolgruppe. Men det er og bliver svært at få etableret, for jeg tror ikke, at der er nogen patienter, der vil sige ja tak til at være i en kontrolgruppe med risiko for, at de så ender med en permanent stomi, siger Anders Jakobsen.
I det danske forsøg deltager indtil videre 26 patienter. De fleste af dem er fulgt gennem et par år, og status er, at halvdelen af patienterne har kunnet undgå operation. En har fået tilbagefald af sygdommen.
-Vores undersøgelse er indtil videre helt i tråd med andre lignende undersøgelser, siger Anders Jakobsen.
Ifølge Anders Jakobsen er det i øvrigt også sådan, at er man med i watchful waiting forsøget, og får man tilbagefald af sygdommen, bliver man opereret med helbredende sigte helt på linje med de patienter, som fik operation som første behandling.
Regelmæssige kontroller
Lægerne på Vejle Sygehus holder i den grad øje med de patienter, der deltager i forsøget. Når behandlingen er afsluttet, kommer man til kontrol hver anden måned med blandt andet PET/CT-scanninger og kikkertundersøgelse af tarmen.
-Jeg oplever, at der kommer mere og mere international interesse for watchful waiting forsøgene - også det danske, fordi det kan komme rigtig mange patienter til gode, siger Anders Jakobsen.
Ser gerne en patient om ugen
Vejle Sygehus får i gennemsnit henvist en patient om måneden. Anders Jakobsen ser gerne, at de i stedet får henvist en patient om ugen.
-Der er stor travlhed på hospitalerne, og derfor er jeg bange for, at lægerne glemmer at oplyse patienterne om muligheden for at deltage i forsøget hos os. Men jeg ved, at det er i alles interesse, hvis man kan slippe for operation og stomi. Jeg har i hvert fald endnu aldrig har aldrig mødt en patient, der har været særlig glad for at skulle leve med stomi, fastslår Anders Jakobsen.
Forsøgsbehandlinger i Danmark
På www.cancer.dk/forsoeg kan man læse om alle forsøgsbehandlinger i Danmark inden for kræftområdet. Databasen laves i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Sammenslutningen af Kræftafdelinger (SKA).
Læs om kræft i endetarmenTil top Tilbage