En patient har gennemgået en stor operation, hvor han bl.a. har fået fjernet en del af lungen. Nu er han udskrevet og er kommet hjem. Men da han skal sove, får han problemer. For hvis han lægger sig ned, klapper lungen sammen. Han har ikke fået anvisninger fra hospitalet om hvad han skal gøre, så løsningen finder han selv ved at bygge sin seng om.
Eksemplet er hentet fra den forskning, som sociolog og sygeplejerske
 |
| Rikke Dalsted har undersøgt kræftbehandlingen og omsorgen for kræftpatienter i Danmark |
Rikke Dalsted fra Københavns Universitet har udført gennem de sidste tre år, og som hun forsvarer i sin phd afhandling d. 21. maj.
Formålet med arbejdet har været at undersøge kræftbehandlingen og omsorgen for kræftpatienter i Danmark gennem detaljeret gennemgang af en række behandlingsforløb og interview med sygeplejersker og læger på et sygehus, praktiserende læger og kommunal hjemmesygeplejerske. Rikke Dalsteds forskning har bl.a. fået økonomisk støtte fra Kræftens Bekæmpelse.
– Eksemplet er langt fra enestående, og den situation kan være ok for de stærke patienter, der kan klare tingene selv. Men ikke for de, der ikke har ressourcerne. Mange af de patienter jeg har snakket med, har selv skulle finde løsninger på problemstillinger, der er opstået i forbindelse med deres sygdom. Lige fra ombygning af senge til selv at fremskaffe stomi-materiale fordi de ikke har fået det med fra hospitalet. Det sker under hele sygdomsforløbet både på hospitalet og derhjemme. Årsagen til at de situationer opstår er, at der simpelthen ikke er nogen af de sundhedsprofessionelle, der har haft netop dét som sit ansvarsområde – og så bliver der ikke taget hånd om det, siger Rikke Dalsted.
Patienterne yder selv et stort arbejde i behandlingsforløbet
Rikke Dalsted understreger, at det bestemt ikke er af ond vilje, at der opstår ’huller’ i forløbet, hvor vigtig information ikke bliver givet videre, enten, som i eksemplerne ovenfor til patienterne eller i andre tilfælde, hvor information om sygdommen ikke kommer videre til kolleger.
– Årsagen er, at de sundhedsprofessionelle i alt for høj grad er isolerede på deres eget område. De ved ikke, og er ikke opmærksomme på, hvor patienten kommer hen, når han forlader deres område, og heller ikke hvem, der har ansvaret derfra. Samtidig er det ikke formaliseret, hvordan informationer gives videre fra en faggruppe til en anden. Det betyder f.eks., at når patienten kommer hjem og går til sin egen læge for at få hjælp med at få stomiposer, så kan egen læge ofte ikke hjælpe, for det er noget, sygeplejerskerne på hospitalet har taget sig af, og der har ikke har været nogen form for overlevering af erfaringer mellem dem og lægen, siger Rikke Dalsted.
De patienter, Rikke Dalsted har snakket med, beklager sig imidlertid sjældent når de er ude for sådanne hændelser.
– Mange patienter ser sig selv som del af et team, hvor de selv har en rolle og et ansvar – men andre føler sig fortabt. Og de fleste er taknemmelige for den behandling, de får. De fleste mener også, at der skal være noget fysisk i vejen med dem, før de vil ’ulejlige’ de sundhedsprofessionelle, siger Rikke Dalsted.
Forløb følger ikke en lige linje
Grunden til, at kræftpatienter oplever at blive ladt i stikken, er ifølge Rikke Dalsted bl.a., at de retningslinjer, der på papiret er stillet op for patientforløbet, ikke altid stemmer overens med virkeligheden.
– På papiret følger et behandlingsforløb det, jeg kalder futtogs-modellen: Patienten får en diagnose, han behandles og han følges op med kontroller. Men sådan er virkeligheden ikke. F.eks. sker det hyppigt at patienter behandles på flere hospitaler og af mange forskellige sundhedsprofessionelle i forskellige organisationer, og det kan systemet ikke håndtere. Bl.a. kan den elektroniske sygejournal fra ét sygehus ikke læses på et andet, og det fører næsten uværgerligt til tabt information fra et sted til det næste, siger Rikke Dalsted.
Kombineres det med de professionelles manglende viden udenfor deres eget område opstår situationer som den, en kræftsyg kvinde, der skulle transporteres mellem to hospitaler for at få strålebehandling, oplevede.
– Hun var meget syg, fik strålebehandling og havde mange smerter og bl.a. forstoppelse, som gjorde transporten smertefuld for hende. Hun henvendte sig derfor til lægen på det ene hospital for at spørge, om hun enten kunne blive transporteret på en anden måde, eller om hun kunne overnatte på det andet hospital. Lægen måtte med beklagelse svare, at det vidste han ikke, og han vidste heller ikke hvem, der vidste det. Hans eneste råd var, at hun selv måtte tage kontakt til det hospital, hvor hun fik strålebehandlingen og høre, om de kunne hjælpe, siger Rikke Dalsted.
Se på tværs af fag og områder
Ifølge Rikke Dalsted er løsningen at tænke patientens forløb på tværs af professions-, organistoriske- og sektorgrænser. Og meget ville være vundet ved i højere grad både formelt og uformelt, at medinddrage patienten og dennes ressourcer end det sker i dag.
– Patienterne udfører allerede i dag et stort arbejde, men deres indsats ville udnyttes langt bedre, hvis de fra starten blev tænkt med ind af de sundhedsprofessionelle. Samtidig ville det være en idé, hvis man omtænkte den rolle, forløbskoordinatorerne i dag har, så de fulgte patienten under hele forløbet, og ikke kun i den tid de var på det hospital, hvor forløbskoordinatoren er tilknyttet, siger Rikke Dalsted. Med andre ord skal en forløbskoordinator hjælpe patienten på tværs af sektor og organisationens grænser.
Hun understreger, at man ikke behøver at revolutionere hele sundhedssektioren på én gang.
– Meget ville være vundet ved at starte med små ændringer flere steder i sundhedsvæsnet, siger Rikke Dalsted.
Opslag om Rikke Dalsteds ph.d. forsvar
Til top
Tilbage