-Det er meget glædeligt, at Højesteret nu har afsagt en principiel dom, der én gang for alle gør det klart, hvordan
 |
| -Jeg kan kun opfordre Patientforsikringen til omgående at genoptage de 14 lignende sager, som de har liggende, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen. |
Patientforsikringen fremover skal agere i forhold til erstatningsansvarsloven. Og når det så er sagt, vil jeg gerne takke ægtefællen til patienten. Sammen med sin nu - desværre - afdøde hustru har han haft kræfter til - i så svær en situation - at kæmpe kampen og dermed været med til at sikre, at der ikke fremover må ske reduktion i en erstatning, fordi det må forventes, at man dør inden for en given tid, siger Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Pedersen.
Erstatning på 5,4 millioner kroner
Den netop afgjorte sag handler om en kvinde, der i november 2008 gik til lægen med en knude i brystet. En røntgenundersøgelse viste tegn på brystkræft, og hun fik taget en biopsi. Hun fik at vide, at der ikke var tale om kræft. Fire måneder senere gik kvinden igen til lægen, og denne gang fik hun konstateret brystkræft. Sygdommen havde da spredt sig og var blevet uhelbredelig. Kvinden fik en erstatning på 5,4 millioner kroner for varigt men og tab af erhvervsevne, men Patientforsikringen og efterfølgende Patientskadeankenævnet nedsatte erstatningen med en tredjedel til 4,1 millioner kroner, fordi sygdommen var så fremskreden, at hun havde ’forventet kort levetid’ på fire år fra november 2008. Kvinden døde i marts måned i år.
Forventet kort levetid
Kræftens Bekæmpelse kontaktede tidligere på året Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og tilkendegav foreningens holdning til reduktion af erstatninger ved forventet kort levetid, og hvor man er død, inden erstatningen kommer til udbetaling (mellemkommende død).
Foreningen skrev blandt andet:
’Kræftens Bekæmpelse finder det uetisk og stødende at indrette erstatningsreglerne på en sådan måde, at det for at kunne udmåle fuld erstatning er nødvendigt først at fastslå, hvor længe den pågældende vil være i live.
En ting er, at man i forhold til behandlingen af disse sager undersøger, hvordan og hvor meget sandsynligheden for at overleve er blevet påvirket af, at man overser sygdommen og først langt senere får stillet diagnosen og kommer i behandling. Noget helt andet er, at man går skridtet videre og foregiver, at man også kan bruge statistikken til at forudsige, hvordan det vil gå i det konkrete tilfælde.
Statistik fortæller ikke noget om, hvordan det vil gå den enkelte. Er sandsynligheden for at være live efter fire år 15 procent betyder det, at man må regne med, at 15 vil være i live og 85 døde, når der er gået fire år, men ingen kan vide og udtale sig om, hvorvidt en konkret borger tilhøret gruppen på 15, der forsat er i live, og måske lever til de blive 80 år, eller tilhører gruppen på de 85, der er døde efter fire år.
At indrette erstatningsreglerne så de, der rammes af en alvorlig skade, kun kan få fuld erstatning, hvis de er i live fire år efter skadestidspunktet, giver også anledning til en lang række andre problemer både for den enkelte og behandlerne.
Hvis man gør det til en betingelse for at få fuld erstatning, at man er i live i en bestemt periode efter skadestidspunktet, stiller man skadelidte i en umenneskelig situation, fordi den pågældende eksempelvis af hensyn til sine efterladte kan føle sig presset til at sige ja til en livsforlængende behandling, der måske nok forlænger livet, men samtidig fratager den pågældende livskvaliteten på grund af svære, alvorlige bivirkninger og smerter.
Hertil kommer, at det stiller læger i en vanskelig situation, hvis eksempelvis patienten selv eller de pårørende presser på for at få lov til at forsætte en behandling langt ud over, hvad der menneskeligt, fagligt og etisk er forsvarligt alene med det formål at holde patienten i live indtil vedkommende kan få fuld erstatning.
Man bør derfor ved en eventuel revision af erstatningsansvarsloven fjerne enhver tvivl om, at reduktion af erstatningerne ved forventet kort levetid er ulovlig.’
Sundhedsministeren ville afvente Højesterets dom, inden hun ville tage stilling til, om der skulle ske en reform af erstatningsansvarsloven.’
Dette bliver ikke nødvendigt. Alle syv Højesteretsdommere var enige om dommen. Landsretten var også nået til det samme resultat.
Højesterets dom afsagt tirsdag den 12. juni 2012
Til top Tilbage