Kronprinsessen sætter fokus på solbeskyttelse |
|
HKH Kronprinsesse Mary åbnede i går solkampagnen ’Skru ned for solen mellem 12 & 15’ på Experimentarium i Hellerup. Fokus for dette års åbning var de unge, som er dem, der passer allermindst på i solen. Helt nye tal viser, at 62 procent af de 15-19-årige blev solskoldede i løbet af sidste sommer.
Antallet af danskere, der rammes af hud- og modermærkekræft, stiger hvert år og er nu samlet set oppe på flere end 13.000 årlige tilfælde. Det er på denne alvorlige baggrund, at Kronprinsesse Mary i går åbnede Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i samarbejde med Experimentarium i Hellerup nord for København.
 |
| Kronprinsesse Mary sammen med Frede Olesen, formand for Kræftens Bekæmpelse foran Experimentarium. |
At så mange rammes af kræft i huden er blandt andet prisen for ungdommens dårlige vaner i solen. Ingen bliver så ofte solskoldede, som de 15-19-årige, og ingen er dårligere til at følge solrådene – både når det gælder om at søge skygge og at beskytte huden med tøj og solcreme. Det viser svarene fra en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne. Ifølge den blev hele 62 procent af de 15-19-årige solskoldede mindst én gang i løbet af sommeren 2011. Det er færre end i 2010, hvor tallet var 74 procent, men det er fortsat alt for mange.
- Solkampagnen er nået langt, og gode resultater er opnået. I dag ved danskerne godt, at for meget UV-stråling kan være farligt. Men der er brug for, at kampagnens budskaber gentages for os alle, så vi bliver ved med at huske sunde og gode solvaner. Der er også brug for, at budskaberne hele tiden gives til og læres af de mange nye børn og unge, sagde Kronprinsesse Mary i sin tale.
Unge lever livet farligere
Åbningen af solkampagnen var samtidig lanceringen af en ny national skolekonkurrence, der skal engagere 8., 9. og 10. klasserne i forebyggelsen af kræft i huden. Hud- og modermærkekræft er de kræftsygdomme, der tilsammen rammer flest danskere, men det er også sygdomme, som i langt de fleste tilfælde kunne undgås.
 |
| Med et skub til dominobrikkerne satte Kronprinsesse Mary gang i en landsdækkende skolekonkurrence for 8., 9., og 10. klasserne - DM i sol. |
- Det er jo typisk de unge, der har den største risikoadfærd. Det ligger nok i ungdommens natur at afsøge grænser og tro på egen udødelighed. Derfor kræver det også en ekstra indsats, at få de unge til at ændre vaner. Heldigvis kan vi se, at de unge solbader mindre og går halvt så meget solarium, som for fem år siden. Men der er stadigvæk alt for mange unge, som kaster sig ubeskyttede ud i sommersolen og bliver solskoldede, siger Anja Philip, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
Den nationale skolekonkurrence er lavet i samarbejde med Experimentarium, og ideen er, at eleverne skal uddannes til at være såkaldte forandringsagenter. Opgaven for eleverne bliver at realisere deres ideer, blandt andet gennem politisk indflydelse, så der skabes flere skyggemuligheder i lokalmiljøet. Navnet på konkurrencen er DM i SOL, og målsætningen er, at 100 klasser deltager i år.
Se video fra åbningen af Solkampagnen 2012Skru ned for solenTil top Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 09-05-2012