Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Kræftpakker langt fra i mål

Hver fjerde kræftpatient i Hovedstaden bliver ikke behandlet inden for de tidsfrister, der er fastsat i kræftpakkerne. Det fremgår af nye tal fra Region Hovedstaden. Tallene er en længe ventet pejling på, hvordan det går med opfyldelsen af kræftpakkerne. Eksempelvis venter 43 procent af patienterne med bugspytkirtelkræft i mere end de fastsatte dage. For hoved- halskræft er det 42 procent, der venter for længe.
 

Kræftpakkerne beskriver, hvordan udredning og behandling bør være for de enkelte kræftsygdomme. Afhængig af hvilken sygdom, der er tale om, bør behandlingen være begyndt, inden der er gået mellem 28 og 31 dage. Men i Region Hovedstaden går der længere tid i hvert fjerde tilfælde. Det er meget utilfredsstillende, mener Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse:

- Det er glædeligt, at vi endelig har nogle tal, der viser, hvordan det går med kræftpakkerne – dem har vi ventet længe på. Men det er også frustrerende og stærkt bekymrende igen at blive præsenteret for tal, der viser, at alt for mange kræftpatienter venter længere, end de bør, siger Leif Vestergaard Pedersen.
 
Tidsfrister skal overholdes
Da der ikke findes tilsvarende opgørelser fra før pakkeforløbenes fulde indførelse i 2009, viser de nye tal ikke noget om, hvorvidt der er sket et fald i ventetiderne med kræftpakkerne. Derimod er det nu muligt at vurdere tiden fra henvisningen er modtaget til første hospitalskontakt, fra første kontakt til udredningen er slut, og fra henvisningen er modtaget til behandlingen indledes. Den viden er afgørende, hvis kræftbehandlingen skal blive bedre, mener Leif Vestergaard Pedersen:

- At vi nu ser resultatet af monitoreringen er positivt – ikke mindst i lyset af det løfte om at få styr på kræftpakkerne, som Regionerne gav på den netop afsluttede generalforsamling. Det må naturligvis indebære, at målene opfyldes. Kræftpatienter bør kunne regne med at blive behandlet inden for de tidsfrister, der er fastsat som de lægefagligt forsvarlige, siger han.

Flere patienter men uændret ventetid
Ifølge tallene har andelen af patienter, som kom til inden for de fastsatte tidsfrister, stort set været konstant fra 2009 og frem til fjerde kvartal i 2011. Til gengæld er der behandlet flere patienter. Kun prostatakræft, tyktarmskræft og bugspytkirtelkræft afviger ved, at forløbstiden er faldet i de sidste perioder.

Region Hovedstaden er dog langt fra i mål med prostata- og bugspytkirtelkræft, hvor henholdsvis 63 procent og 43 procent ventede for længe i fjerde kvartal 2011. Sammen med hovedhalskræft, bryst-, lever- og hjernekræft er de dermed blandt de kræftsygdomme, hvor det kniber allermest med at overholde pakkeforløbende.

 

  Overholdelse af forløbstiderne i Region Hovedstaden:

Mål i dage

Indenfor mål

Udenfor mål

Brystkræft     18 49% 51%
Blære og nyre 29-31 80% 20%
Bugspytkirtelkræft 29-33 57% 43%
Hjernekræft 17 71% 29%
Hoved- halskræft 16 58% 42%
Kvindelige kønsorganer 25-30 84% 16%
Leverkræft 32-35 50% 50%
Lungekræft 28-31 76% 24%
Modermærkekræft 32 93% 7%
Prostatakræft 35-39 37% 63%
Testikelkræft 11 51% 49%
Tyk- og endetarmskræft 44-48 92% 8%
Øvre mave-tarm 31-37 83% 17%
Kilde: Region Hovedstaden

 


Læs artikel i Berlingske



Af Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 25-05-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen