Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Unge bruger smøger som selvmedicinering

Unge, der forsøger at holde op med at ryge, har især svært ved at lade cigaretterne ligge, når de er stressede eller kede af det. Det viser en undersøgelse blandt 2.033 15-25-årige rygere i projekt Xhale.
– Det er vigtigt at hjælpe de unge med selv at få en plan for, hvordan nikotintrangen skal bekæmpes, når den dukker op, siger Per Kim Nielsen, som leder Kræftens Bekæmpelses indsats for rygestop blandt unge.
 

- De unge rygere skal hjælpes til at lægge en plan for, hvordan nikotintrangen bekæmpes, siger Per Kim Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse
De 2.033 rygere mellem 15 og 25 år er blevet præsenteret for 13 forskellige situationer og har svaret på, hvornår de ’helt sikkert’ vil tænde en cigaret. Flest svarer, at de ryger, når de er urolige og stressede, nervøse, kede af det eller bekymrede. Mellem 17 og 27 procent af de unge svarer, at de helt sikkert vil ryge i disse fire forskellige emotionelle situationer. Derimod svarer markant færre, at de altid ryger, når de er sammen med andre, eller når de laver lektier. Det fremgår af tal som Statens Institut for Folkesundhed har offentliggjort i dag d. 23. maj.

Kroppen er stresset af nikotintrang
- De unge får en følelse af afstressethed fordi nikotinen giver dem et kick af stoffet dopamin. Men det er rygningen, der har stresset kroppen – smøgen fører dem bare tilbage til den normaltilstand, som de er ude af, fordi de mangler den nikotin rygningen har gjort dem afhængige af, siger projektchef Per Kim Nielsen fra Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling.

Præsenteret for undersøgelsen siger overlæge i psykiatri og misbrugsekspert ved Stofrådgivningen Henrik Rindom, at de unge ryger af ’fuldstændig de samme årsager’, som andre unge misbruger kokain, speed, hash og andre stoffer.

- 99 procent af de unge misbrugere, vi ser, bruger rusmidler som selvmedicinering af følelsesmæssigt belastende situationer. Det stemmer overens med, hvad de unge rygere svarer, siger Henrik Rindom til Politiken.

Nikotin er et af de mest afhængighedsskabende stoffer
Rygning er årsag til hvert fjerde dødsfald i Danmark. Hvert år dør 14.000 danskere af sygdomme, der er relateret direkte til, at personerne har røget. Henrik Rindom advarer mod at tro, at rygning er en dårlig vane. Rygeren er lige så afhængig som stofmisbrugeren, siger han:

- Afhængigheden er den samme, uanset om du er statsminister med rygekabine eller narkoman på jagt efter det næste fix. Nikotin er faktisk et af de stoffer, som skaber den største afhængighed. Derfor kan vi også se, at de fleste rygere allerede er blevet afhængige som 20-årige, siger Henrik Rindom til Politiken.

Hjælpe med personlig strategi mod nikotintrang
De 2.033 deltagerne i undersøgelsen forsøger at kvitte tobakken ved at følge et digitalt rygestopprogram på Xhale.dk, som er udviklet af Kræftens Bekæmpelse. Deltagernes gennemsnitsalder er 19 år.

- Resultaterne viser, at vi skal arbejde med den enkelte unge rygers trang til nikotin og gøre dem bevidste om, hvilke situationer der skaber trangen. Og vi skal hjælpe dem med at lægge en personlig strategi for, hvordan de imødegår nikotintrangen, når den melder sig – det kan være at spise et æble, dyrke noget motion, tage et stykke lakrids og lignende, siger Per Kim Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse.

Xhale.dk

Læs mere om rygning og kræft



Af journalist Morten Jakobsen

Sidst ændret: 23-05-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen