Stafet for livet i 16 byer |
|
I weekenden den 12-13. maj starter årets første Stafet for Livet i Skive. Seks nye byer har meldt sig på banen, så det samlede antal stafetter nu er oppe på 16. Stafet for livet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som går ud på at støtte dem, der kæmper mod kræft, og mindes dem som tabte kampen.
16 danske byer arrangerer i år Stafet for livet. Stafet for livet markerer den kamp, som tusindvis af danskere hver dag kæmper mod kræft. Man
deltager i hold, og hvert hold skiftes til hele tiden at have mindst en person på banen i de 18-24 timer stafetten varer.
- Stafetten strækker sig over både nat og dag for at symbolisere, at der både er mørke og lyse tider i en kræftpatients liv. Det gælder ikke om at komme først, men om at vise solidaritet og ikke mindst give håb til alle dem, der hver dag kæmper mod kræft. Selv om der er plads til at mindes og sørge er det også et døgn, hvor man har det sjovt og hyggeligt sammen. Stafet for Livet er først og fremmest et livsbekræftende arrangement, siger Pernille Ibsen Hauge, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse.
Plads til både sorg og glæde
Konceptet er det samme i alle byer. Stafetten åbnes med en æresrunde, hvor kun
fighterne går. Fighterne er nuværende eller tidligere kræftpatienter. Bagefter kommer holdene på banen, og der sker forskellige aktiviteter rundt om på pladsen.
Senere, når mørket falder på, bliver der tændt lys i de papirsposer, som i løbet af dagen er blevet opstillet på banen. På hver pose er skrevet en lille hilsen til et menneske, man gerne vil mindes eller støtte i kampen mod kræft.
Du kan tilmelde dig stafet for livet og læse mere på
stafetforlivet.dk
Om Stafet for livet
Stafet for Livet er en del af verdens største indsamlingsaktivitet, Relay for Life, som blev startet af en amerikansk læge for mere end 20 år siden.
I 2010 blev der i alt samlet over 400 millioner dollars ind til kræftsagen, og flere end tre millioner mennesker og over 500.000 nuværende og tidligere kræftpatienter deltog på verdensplan.
Stafet for livet i Danmark startede for syv år siden med en enkelt stafet. Sidste år var der i alt 10 stafetter med i alt ca. 6.700 deltagere, heraf knap 500 fightere, som er nuværende eller tidligere kræftpatienter. Overskuddet var på 2,1 mio. kr.
Datoer for Stafet for livet 2012
Skive 12.-13. maj
Fredericia 2.-3. juni
Esbjerg 2.-3. juni
Randers 16.-17. juni
Frederikshavn 16.-17. juni
Gribskov 16.-17. juni
Bjerringbro 16.-17. juni
Kerteminde 18.-19. august
Næstved 25.-26. august
Odense 25.-26. august
Nordfyn 25.-26. august
Frederiksberg 25.-26. august
Vejen 1.-2. september
Syddjurs 1.-2. september
Sønderborg 1.-2. september
Svendborg 1.-2. september
Stafet for livet
Til top
Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 08-05-2012