Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Vi ryger færre cigaretter

Igen i 2011 blev der solgt færre cigaretter sammenlignet med året før. På fem år er antallet af solgte cigaretter faldet med 18 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der skal dog mere til, hvis færre danskerne skal rammes af sygdom. Blandt andet kan priserne på tobak med fordel hæves markant, mener Kræftens Bekæmpelse.

Der blev solgt ca. 6,9 mia. cigaretter i Danmark i 2011. Det svarer til, at hver dansker over 14 år røg 1.486 cigaretter. Det er 18 procent mindre end i 2006, viser tal fra Danmarks Statistik.
De nye tal giver grund til forsigtig optimisme, mener projektchef Niels Them Kjær. Men der er fortsat brug for en større indsats.

- Det er et skridt i den rigtige retning, men udviklingen går for langsomt. Vi har endnu til gode at se et fald i kræftforekomsten. Cigaretterne er skyld i, at mange mennesker bliver syge, men forbruget betyder desværre også, at behandlingen kompliceres og giver dårligere resultater, siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse

Et rygende folk
I det lange perspektiv har danskernes rygevaner dog ændret sig markant. I 1970’erne røg halvdelen af den voksne befolkning. I dag er det omkring hver femte voksne dansker, der ryger. De mange år som en af verdens mest rygende befolkninger er en væsentlig del af forklaringen på, at flere danskere får kræft sammenlignet med i vores nabolande.

- Der er brug for en bred indsats, hvis færre skal blive syge af rygning. Færre unge skal lokkes til at begynde at ryge, og cigaretter skal derfor ikke blive ved at ligge ved siden af slik i butikkerne. Unge fristes også mindre, hvis prisen hæves. Og så er det meget vigtigt, at de mange rygere – syge eller raske - som ønsker at blive røgfri, har let adgang til forskellige metoder, som øger chancen for at blive røgfri, siger Niels Them Kjær.

Afgiften skal op
Den 1. april 2012 blev afgiften på en pakke cigaretter hævet med tre kroner. Hvorvidt prisstigningen har betydet noget for forbruget af tobak vil først fremgår af næste års opgørelse. Niels Them Kjær vurderer, at der skal mere end nogle få kroner til, hvis det skal få folk til at ændre adfærd:

- Særligt de unge er følsomme over for prisen, så det er ærgerligt, at politikerne ikke tør tage skridtet fuldt ud. Vi kan se, at priserne i de danske butikker steg med gennemsnitligt fem procent i 2011, selv om der jo ikke blev ændret på afgifterne. Det tyder på, at der er brug for mere markante afgifter, hvis vi vil have færre kræfttilfælde, siger han.

Til top
Tilbage


Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 03-07-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen