Motion giver kræftpatienter mere livskvalitet |
|
Bedre søvn og mere overskud. Mindre angst og færre bivirkninger af behandlingen. Det er bare nogle af de positive effekter, som motion kan have på kræftpatienter. Det viser en netop offentliggjort Cochrane undersøgelse, der er den hidtil største gennemgang af forskningen på området. Den cementerer dermed anbefalingerne om, at dyrke motion som kræftpatient.
Livet som kræftpatient kan være strabadserende og psykisk belastende. Mange døjer med udpræget træthed og nedtrykthed, men motion ser nu endegyldigt ud til at være et af midlerne til en bedre livskvalitet. Det fremgår af en ny Cochrane oversigt, der er en gennemgang af al den bedste forskning på området.
 |
| Det er godt at dyrke motion som kræftpatient. Men det skal ikke være mere, end man kan magte, lyder anbefalingen fra Christine Paludan Müller. |
- Det er et meget omfattende og pålideligt review, som cementerer det, vi godt ved: At det er godt for livskvaliteten, at dyrke motion, hvis man er kræftpatient, siger Christine Paludan Müller, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse.
Godt at få sved på panden
Kræftpatienters livskvalitet bliver ofte udfordret på en lang række områder, hvor motion ifølge undersøgelsen kan have en positiv effekt. Det gælder ikke mindst på den udprægede træthed, som mange kræftpatienter lider af.
Motion forbedrer også den sociale funktion, så det bliver nemmere at fungere i hverdagen og passe sit arbejde. Endelig giver motion færre bivirkninger af behandlingen, mindre angst og mindre grad af depression og søvnforstyrrelser.
- Det er mange gode grunde til at dyrke motion som kræftpatient. Og det ser ud til, at det hellere må være med moderat end lav intensitet, selv om mild motion også har en effekt. Først og fremmest skal det være det, man har lyst til og kan magte – havearbejde kan også være motion. Men man skal i hvert fald ikke være bange for at gå til den, med mindre man får noget andet at vide af sin læge, lyder anbefalingerne fra Christine Paludan Müller.
Mangler stadigvæk viden
Forskerne har samlet set gennemgået knap 56 undersøgelser med i alt 4826 deltagere, som har deltaget i forskellige forløb med motion. Fordi de er så forskelligt skruet sammen, er det vanskeligt at konkludere noget om, hvilke motionsformer, der har størst effekt, og om nogle kræftpatienter har større gavn af motion end andre. Omvendt er de mangeartede studier også en styrke ved Cochrane oversigten, mener Christine Paludan Müller:
- Selv om der er tale om en masse forskellige motionsformer og diagnoser, kan forskerne alligevel konkludere, at det har en effekt på livskvaliteten. Det næste bliver at få mere viden om, hvorvidt det også forbedrer overlevelsen.
Kræftens Bekæmpelse hjælper kræftpatienter i gang
Allerede nu kan kræftpatienter få hjælp og inspiration til at komme i gang med at motionere. Dels gennem ’Ditliv’, der er et kursusforløb for kræftpatienter i Kræftens Bekæmpelses rådgivninger. Dels gennem hjemmesiden ditliv.dk, hvor kræftpatienter kan hente inspiration til et mere aktivt liv.
Det gør motion:
• Ruster kroppen til kemoterapi og mindsker bivirkninger og senfølger.
• Giver mere energi og mindre træthed.
• Giver større kropsbevidsthed.
• Flytter fokus fra sygdommen.
• Giver ro og styrke. Motion dæmper symptomer på stress og styrker opbygningen af muskelmassen. Begge dele er vigtigt, når man skal komme sig under og efter kræftbehandling.
• Forbedrer immunforsvaret. Fysisk aktive personer har færre infektioner og er generelt mindre syge end dem, der ikke motionerer.
• Forebygger angst og depression.
Ditliv.dkFysisk aktivitet for kræftpatienter Til top Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 16-08-2012