Når en kræftpatient behandles med stråleterapi, kan det ske, at nogle af kræftcellerne overlever. Det kan skyldes, at kræftcellerne er i stand til at reparere de skader, som strålebehandlingen giver, og som ellers skulle slå kræften ihjel. I den situation ville det være en stor fordel, hvis lægerne, samtidig med strålerne, kunne give en ekstra behandling, som slog reparationssystemet fra.
Og det er netop den behandling, forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning nu er kommet et skridt nærmere. De har nemlig vist, hvordan et bestemt protein spiller en nøglerolle i cellernes reparationssystem.
– Proteinet hedder LEDGF, og det beskytter kræftcellerne, så de bliver usårlige overfor de skader fra strålebehandlingen, der ellers normalt slår kræftceller ihjel. Hvis vi derimod fjerner LEDGF fra kræftcellerne, begynder de at dø, fortæller seniorforsker Mads Daugaard. Han har, sammen med phd studerende Annika Baude og et hold af forskerkolleger, de sidste 4 år arbejdet på at afsløre LEDGFs rolle i kræft.
Opdagelsen er så banebrydende, at den i går, søndag d. 8. juli blev præsenteret online i et af verdens mest ansete videnskabelige tidsskrifter, Nature Structral & Molecular Biology.
Kræft er fejl i vores gener
At LEDGF har så vigtig en rolle skyldes, at kræft er en genetisk sygdom. Det vil sige, at kræft kommer af fejl i vores arvemateriale, DNA’et. Fejlene opstår af forskellige årsager. Enten spontant under en celledeling, eller på grund af påvirkninger udefra så som virus, ultraviolet stråling fra solen eller tobaksrygning. Men uanset årsagen er konsekvensen, at syge celler ikke længere dør, men bliver ved med at halte sig gennem deling efter deling, uden kontrol, og ofte med det resultat, at de ophober flere og flere fejl. Det fører til en ophobning af syge celler, der danner knuder og ødelægger kroppens normale funktion.
En af de måder raske celler undgår at blive til kræftceller er via et omfattende reparationssystem, der reparerer fejl i DNA’et. Fejl i disse systemer kan føre til dannelse af kræft celler. Men når kræftcellerne først er etableret, får de derimod brug for en effektiv reparation af deres DNA som både beskytter dem imod en aktivering af cellens selvmordsprogram, samt gør dem modstandsdygtige overfor kemo- og stråleterapi. Det er her at LEDGF spiller en rolle.
– LEDGF sidder hæftet fast på alle kroppens aktive gener, som en slags sikkerhedsvagt. Og hvis der sker en skade på generne, starter den det reparationssystem, der skal reparere fejlen, siger Annika Baude
Hvis der opstår fejl i DNAet, sørger reparationssystemet kort fortalt for, at den beskadigede DNA-streng spises af et særligt reparationsprotein, kaldet CtIP. Dernæst låner reparationssystemet en af cellens andre, intakte DNA-strenge som er magen til, og laver en kopi af den. Resultatet er, at kroppen nu atter har et fuldtalligt og fejlfrit DNA.
– Det LEDGF gør, er at aktivere CtIP, som klargør den skadede DNA streng til reparation, siger Annika Baude.
Godt på vej mod en mulig behandlingsstrategi
Selv om LEDGFs rolle lyder enkel, er den helt uundværlig for, at resten af reparationsprocessen kan fortsætte, og cellen overlever. Hvor vigtig LEDGF er ses af, at flere typer af kræft celler bliver afhængige af LEDGF for at overleve kemoterapi og strålebehandlinger, som virker ved at lave skader på DNA. Ved at hæmme LEDGF vil det altså være muligt at blokere det reparationssystem som kræftcellerne bruger til at kæmpe imod en behandling. Man fjerner simpelthen deres selvforsvar.
– Der findes allerede hæmmere, som for tiden testes i visse former for kræftbehandling, til at blokere kræftcellers DNA reparationssystemer. Det er de såkaldte PARP-hæmmere. En oplagt mulighed ville således være, at man i fremtiden undersøgte kræftknuder for, om de havde ændringer i mængden af LEDGF protein. Og hvis det var tilfældet, kunne en kombinations behandling med PARP-hæmmere være en mulighed, siger Mads Daugaard.
Mere stærk forskning fra Kræftens Bekæmpelse
Enzymet CtIP, der klargør de skadede DNA-strenge til reparation, blev i 2007 beskrevet af en anden forskningsgruppe hos Kræftens Bekæmpelse. Det var professor Jiri Lukas' forskningsgruppe, som bidrog til den opdagelse.
Artiklen er offentliggjort online hos Nature Structural & Molecular Biology
Til top
Tilbage