Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Behandling med regional kemoterapi til kvinder med brystkræft ser lovende ud

Et forsøg med regional kemoterapi til kvinder med brystkræft virker lovende. Det viser en undersøgelse blandt 16 danske brystkræftpatienter, som har spredning af sygdommen til leveren. Kvinderne har været sygdomsfrie mellem 7,9 og 19,2 måneder. En af dem, der fortsat er sygdomsfri – 24 måneder senere - er den 30-årige Helle-Merete Vissing Andersen, der fik sin sidste regionale kemoterapi i juli 2010 på Herlev Hospital.

Torsdag den 21. juni fejrede Helle-Merete Vissing Andersen fra Karup sin 30 års fødselsdag med en stor fest. Der var meget at fejre, for de sidste otte år har været noget turbulente. Helle-Merete Vissing Andersen fik nemlig konstateret brystkræft i november 2004. Blev opereret og fik efterfølgende kemoterapi og strålebehandling. Hun fik tilbagefald i 2008. Sygdommen havde da spredt sig til leveren. Endnu et år med en ny omgang kemoterapi, men man fik ikke bugt med kræften. Hun bad derfor om at komme i behandling med regional kemoterapi på Herlev Hospital.
Helle-Merete Vissing Andersen er fortsat sygdomsfri efter, at hun for to år siden fik sin sidste regionale kemobehandling.



30 år – 37 kemokure
Helle-Merete Vissing Andersen har under hele sygdomsforløbet – og gør det fortsat - arbejdet på fuldtid som fuldmægtig hos Hærens Operative Kommando i Karup.

- I juli 2010 kom jeg i mål med det antal regionale behandlinger, som man maksimalt må få, og det er 12 behandlinger. Det har da været en sej omgang, men jeg har det godt igen og har et aktivt liv med fuldtidsjob, mand, familie og venner, siger Helle-Merete Vissing Andersen.

Alt i alt har Helle-Merete Vissing Andersen fået 37 kemokure gennem de seneste otte år. I dag er hun i antihormonbehandling.

- Jeg ved godt, at jeg ikke er helbredt for min sygdom, og jeg kan da sagtens mærke, at jeg ikke har det, som jeg havde det for otte år siden. Men jeg har masser af energi, og jeg styrer min sygdom og ikke omvendt. Den beslutning tog jeg, da jeg blev syg, og den gælder fortsat, siger hun.

Træerne vokser desværre ikke ind i himlen
Undersøgelsen inkluderer 16 patienter, som har været med i det allerførste danske behandlingsforløb med regional kemoterapi til kvinder med brystkræft, som havde spredning til leveren og lidt i knoglerne. Behandlingstilbuddet, der blev startet i 2009 i Sundhedsstyrelsens og Second Opinion udvalgets regi på Herlev Hospital.

Professor Dorte Nielsen fra Enheden for Eksperimentel Kræftbehandling på Herlev Hospital maner lidt til besindighed, fordi der endnu er tale om en ’lille’ undersøgelse.

-Når det så er sagt, er det kommet bag på os, hvor godt behandlingen virker. Kvinderne har været sygdomsfrie mellem 7,9 og 19,2 måneder, og de har haft god livskvalitet, selv om de havde bivirkninger af kemoterapien som eksempelvis mavesmerter og føleforstyrrelser, siger Dorte Nielsen.

Kemo direkte ind i leveren
Kvinderne er blevet behandlet med to slags kemoterapi - Xeloda i tabletform og Oxaliplatin, som man får via et kateter i lysken (og/eller drop i armen). Kateteret munder ud i leverens pulsåre, så man får behandlingen direkte i leveren.

Tidligere var det sådan, at lægerne lagde et permanent kateter. Det gav ulemper for en del patienter, fordi et kateter kan flytte sig og give betændelse samt blodpropper. Derfor lægger lægerne i stedet et nyt kateter ved hver behandling.

-Det betyder, at vi eksempelvis kan lægge flere kateter og dermed målrette kemoterapien bedre, så den rammer de metastaser, vi skal have bugt med. Samtidig slipper patienten for at gå rundt med et kateter mellem behandlingerne, forklarer Dorte Nielsen og tilføjer:

-Vi kan ikke gøre kvinderne raske, men vi kan tilstræbe at forlænge deres liv og sikre, at kvinderne har en god livskvalitet uden alt for slemme bivirkninger.

Forsøgsbehandlingen med regional kemoterapi til kvinder med brystkræft fortsætter med samme behandlingsstrategi, og den finder sted på Herlev Hospital. Indtil videre deltager 23 kvinder.

-Når vi har resultaterne klar fra vores ’store’ fremadrettede undersøgelse, kan vi bedre dokumentere effekten af regional kemoterapi til kvinder med brystkræft. Men der kommer til at gå nogen tid endnu, men det ser lovende ud, fastslår Dorte Nielsen.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet The Breast, doi: 10.1016/j.breast.2012.05.003

Samler systematisk data
Forsøgsbehandlingen herhjemme med regional kemoterapi bliver gennemført protokolleret. Det vil sige, at man systematisk samler data om alle patienter, så man får et mere solidt videnskabeligt grundlag at vurdere resultaterne ud fra.

Siden 2004 har der været forsøgsbehandling i gang med regional kemoterapi til patienter med tyk- og endetarmskræft med spredning til leveren. Forsøget er afsluttet nu. De foreløbige resultater ser så lovende ud, at der er startet en ny undersøgelse, der anvender den nyeste viden om behandlingen til denne patientgruppe. Undersøgelsen forventes klar til offentliggørelse i løbet af efteråret 2012.

Fakta om regional kemoterapi til kvinder med brystkræft

De kvinder, som kan komme i betragtning til forsøgsbehandlingen, skal være i god almen tilstand, og kræften skal overvejende være lokaliseret i leveren uden forværring af eventuelle knoglemetastaser eller metastaser i lymfeknuder inden for de sidste seks måneder.

Man bliver kaldt til en samtale, og man bliver vurderet af både en kræftlæge, røntgenlæge, leverkirurg, læge med speciale i ultralyd/brænding af metastaser i leveren, sygeplejerske og en patolog. Der skal også foreligge en CT-angiografi, der viser, hvordan blodkarrene går ind i leveren, således at man kan se, om behandlingen er mulig og i så fald, hvilke blodkar man skal placere katetrene i.

Læs mere på www.cancer.dk/cancerforsoeg


 


Til top

Tilbage



Af informationsmedarbejder Jytte Dreier

Sidst ændret: 05-07-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen